Kosmos 2007/5 side 156
Du har et valg
Ukendt forfatter
Gennem alle tider har mennesker forsøgt at opmuntre hinanden. Det kan gøres på mange måder. Martinus' analyser og hans verdensbillede er et godt eksempel, men der findes mange andre. Nedenfor videregives et lille indlæg, som for tiden cirkulerer på nettet. Det kunde vi ikke stå for. Forfatteren er ukendt.
Michael er den type, du elsker at hade. Han er altid i godt humør og har altid noget positivt at sige. Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, havde jeg været tvillinger". Han var en naturlig inspirator. Hvis en kollega havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte kollegaen, hvordan man kunne se positivt på situationen.
Jeg blev nysgerrig efter at se dette, så en dag gik jeg over til Michael og spurgte ham: "Hvordan går det med dig?" Michael svarede: "Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør. Hver gang der sker noget dårligt, kan jeg vælge at være et offer eller at drage lære at det. Jeg vælger at drage lære af det. Hver gang nogen kommer og beklager sig til mig, kan jeg vælge at acceptere deres beklagelser, eller jeg kan vælge at pege på de positive sider ved livet. Jeg vælger de positive sider ved livet". "Ganske sikkert, men det er ikke helt så enkelt", protesterede jeg. "Jo, det er det", svarede Michael. "Livet handler om valg. Når du fjerner alt det omkringværende, er hver situation et valg. Du vælger, hvordan du vil reagere på situationen. Du vælger, hvordan folk vil påvirke dit humør. Det er dig som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør. Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv".
Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt. Kort derefter fratrådte jeg virksomheden for at starte eget. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg traf et valg i forhold til livet i stedet for bare at reagere på det.
Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke med et fald på 20 meter fra en radiomast. Efter 18 timers operation og flere uger på intensivafdeling, blev Michael udskrevet fra hospitalet med skinner langs ryggen. Jeg traf Michael ca. 6 uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, havde jeg været tvillinger. Vil du se arret?" Jeg afslog tilbudet om at se arret, men spurgte ham om, hvad der foregik i hovedet på ham under ulykken. "Det første, jeg tænkte på, var min endnu ufødte datter", svarede Michael. "Så mens jeg lå på jorden, mindedes jeg, at jeg havde to valgmuligheder. Jeg kunne vælge at leve, eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve". "Var du ikke bange? Blev du ikke bevidstløs?" spurgte jeg. Michael fortsatte: "Ambulancepersonalet var fantastisk. De sagde hele tiden, at alt ville gå godt.
Men da de rullede mig ind på akutmodtagelsen, og jeg så udtrykket i lægernes og sygeplejerskernes ansigter, blev jeg skræmt fra vid og sans. I deres øjne stod skrevet: Han er døende. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget." "Hvad gjorde du så?" spurgte jeg. " Nå, det var nu en sygeplejerske, som skreg spørgsmål til mig", sagde Michael. "Hun spurgte, om jeg var allergisk over for noget. Ja, svarede jeg. Lægerne og sygeplejerskerne holdt inde, mens de ventede på mit svar. Jeg tog et dybt åndedrag og råbte: Tyngdekraften! Gennem deres latter sagde jeg til dem: Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg var levende, ikke død". Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på sin fantastiske indstilling.
Jeg lærte af ham, at hver dag kan vi vælge at leve fuldt ud. Indstillingen er, trods alt, det altafgørende. "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen, dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage". (Matt 6,34)
Oversættelse: EW
Modelfoto