Kosmos 2007/7 side 210
Livets tale
af Edith S. Grønbæk
Igennem naturens tusindfoldige foreteelser bekendtgør Guddommen således sit eget selv, væsen eller liv. Vil man finde Gud og forstå hans tanker og væsen, må man altså søge der, hvor samme hellige væsen netop manifesterer disse tanker eller gør dem tilgængelige for sin søn: det levende væsen.1
Første gang, jeg læste denne sætning, gjorde den et dybt indtryk på mig og fik mig til at blive optaget af begrebet "livets tale". Det er jo et begreb, vi alle kender fra Martinus' værker, og han betoner ofte, hvor vigtigt det er, at vi lærer at forstå denne tale.
Men hvad er så "livets tale"?
Ifølge Martinus udgøres den af såvel vore omgivelser, de daglige foreteelser og vor egen skæbne. Vi kan også kalde det "Guds tale til os" – altså en guddommelig henvendelse. Det er Guds tanker, som skal overføres til vor bevidsthed som en indvielse i at blive eet med Guddommen, at få adgang til den guddommelige viden, de guddommelige planer og hensigter. Ja, at kunne sanse og forstå Guds kærlighed, hvilket også medfører forståelsen af, at ingen kan gøre eller lide uret.
Et spørgsmål om udvikling
Men desværre kan vi ikke opleve denne kommunikation tilstrækkeligt endnu – denne korrespondance, som ikke mindst bønnen også vil kunne medføre. Martinus gør det klart for os, at forståelsen af livets tale eller Guds tale er et spørgsmål om udvikling. Som et barn, der ikke kan forstå forældrenes hensigt i henvendelsen – således er vor situation ofte lige nu og vil være det indtil videre. Men vi er heldigvis i vækst.
I småbogen Blade af Guds billedbog fortælles der, at for det kosmisk bevidste væsen er livet som een stor levende billedbog. En bog fyldt med billeder, der enten er vejledende, underholdende eller kærtegnende.2
Det vil livet altså også gradvist blive for os i vor udvikling hen imod denne kosmiske bevidsthed.
Vejledende, ja det er vi Martinus-læsere jo nok blevet klare over, men tænk – livets tale kan også være underholdende og kærtegnende for den, der lærer at forstå den, og da vil vedkommende finde glæde og forståelse af "billederne". Som et eksempel på dette, at livet eller naturen kan være underholdende og kærtegnende, så har Martinus flere gange henvist til, at planterne har været en inspirationskilde for forfattere, videnskabsmænd og kunstnere – og kaldt dem for "naturens egne kærtegn over for sunde og syge, for lykkelige og ulykkelige".3 Martinus nævner endnu et eksempel på "kærtegn" her i livet i småbogen Juleevangeliet, kap. 23, hvor han påpeger, at kunstneriske mesterværker i bøger, billeder og skulpturer, som er skabte af deres ophav udelukkende i glæden over at skabe noget, der kan varme og lyse op i menneskesindet, er sådanne "kærtegn" – ja, i det hele taget kunst, som er i kontakt med livets love.
Men livets tale kan dog også ind imellem synes så hård for os – ikke sandt? Den kan endog føles meget hård. Andre gange er den blidere. Alt dette afhænger af os selv, understreger Martinus, af vor egen udvikling. Er det grovere eller finere afslibninger, der skal finde sted i vor bevidsthed? Vi bliver alle udsatte for både de robuste og blide "henvendelser" fra livet. Hver ting til sin tid.
Samtidig opfordrer Martinus os til at vise forståelse over for de mennesker, som han kalder "de små væsner i livets skole", der ikke er kommet så langt i udviklingen, som vi måske selv er, eller som vi kunne ønske, de ville være kommet. Martinus skriver om dette i Livets Bog 1, stk. 139. Vi har nemlig ofte en stærk mening om, hvilken slags "afslibning", de burde have...
I min studietid opholdt jeg mig meget ved de eksistentielle spørgsmål om liv og død, lidelsernes og dødens tilsyneladende meningsløshed, menneskets evne til at tilgive og dens betydning for et godt liv. Jeg var et menneske, der søgte efter mening og søgte et kærligt gudsbillede som afløsning for en noget pietistisk gudsopfattelse, der havde præget min opdragelse, og som en overgang ville true mit liv med en invasion af skyld og skam som virkninger deraf.
Jeg fandt svarene på mine spørgsmål, fandt det kærlige Forsyn, fandt meningen med lidelserne og livet – igennem Martinus – jeg ved nu, at hver begivenhed i mit liv har været en "livets tale", en vejledning til en større forståelse af livet – og ikke en straf fra en utilfreds Gud.
Vort forhold til andre
Livet og naturen taler også til os om, hvordan vort forhold skal være til andre. Hvordan dog det? Jo ifl. Martinus4 kan f.eks. en morgen, der bryder frem af natten, altså en solopgang, være et glimrende billede på, hvorledes vi selv kan møde et "mørke" fra vor næste. Vi må nemlig selv indtage "solens rolle", hvis der så at sige skal skabes "dagslys" for begge parter.
Han omtaler også et møde, hvor vi ikke indtager "solens rolle". Da vil virkningerne være sorg og melankoli – en bogstavelig talt mørk skæbne. At kunne "tilpasse sig efter situationen" er nemlig ifl. Martinus af stor vigtighed at lære...:
"Ligesom jeg stilfærdigt går natten i møde og med min kærligheds lysende strålevæld omdanner mørkets skygger til en sollys dag og i denne min ånds funklende klarhed tager alt og alle til mit hjerte eller overskygger det vågnende liv med min evige fred, indhyller det i en sommerdags strålende trylleri og derved bringer det til at juble sin livslyst og glæde imod skyerne, således skal du også stilfærdigt gå mørket, hvilket vil sige: din fjendes imod dig udløste kontrære natur, i møde."5
Jeg kan så godt lide udtrykket "stilfærdigt gå mørket i møde" – måske er forklaringen, at det er den rette sandhed, den rette vejledning, som jeg må tilegne mig lige nu. Så virker det jo stærkt, når det er en aktuel lektie...
Dødsfrygten er borte – vi er evige væsner
Denne omtale af nattens møde med dagen har jo også sin kontrast – som alt har – og denne kontrast er så dagens møde med mørket, altså: solnedgangen.
Men hvad mener Martinus så, at vi kan lære af denne?
Jo, solnedgangen kan netop være både vejledende, underholdende og trøstende...
Solnedgangen kan fortælle os, at døden kan være en smuk oplevelse og samtidig afsløre for os, at der er tale om en indvielse til at "vandre over på den anden side – for at skinne der". Solen går jo ikke bort for bestandigt. Solnedgangens skønhed efterlader "de efterladte" med en følelse af fred – et billede på en værdig afsked. En taknemlighed for at have oplevet en smuk dag – i stedet for sorgen over den afsluttede dag.
Når vi således taler om døden, melder der sig måske spørgsmålet: Er vi i virkeligheden evige væsner? Ja, livet og naturen fortæller os jo netop dette. Naturen åbenbarer vor udødelighed. På det fysiske plan er alt uden undtagelse nemlig lig med bevægelse. Såvel i mikrokosmos, mellemkosmos som i makrokosmos. Bevægelsen kan ikke tilintetgøres; den kan kun ændres – og vil fortsætte i al evighed...
Årstidernes tale til os
I naturen veksler årstiderne – specielt her på vore breddegrader markeres dette tydeligt. Martinus minder os om, at livet der igennem fortæller os en masse. Om vort eget liv fortæller det, at barndom, ungdom, voksenliv og alderdom veksler som årstiderne.
Men netop dette, at der er tale om et kredsløb og ikke en afsluttet epoke, hvor vi så at sige "dør sammen med vor egen vinter", får os til at forstå livets budskab: vi er evige væsner, der selv om vort fysiske legeme lægges i jorden, skal fremstå på ny som en "forårsspire", der egentlig slet ikke havde været "død", men blot havde været i en slags "dvale". Vi skal nemlig vokse, modnes og ældes på ny – liv efter liv – samtidig med at vi vokser en sand åndelig vækst og bliver "mennesker i Guds billede".
At betragte mennesket af i dag, samfundet og den store verden får mange til at blive pessimistiske, men hvad kan vi lære af livet eller naturen med hensyn til dette? Hvis vi betragter jordmenneskehedens skæbnesituation, så kan den ifl. Martinus netop sammenlignes med vinterens årstid6:
Men da livets blotte, direkte tale og åbenlyse virkelighedsprincipper har vist os, at jordmenneskehedens mørke skæbnesituation udgør den første af et kosmisk gigantkredsløbs fire "årstider", ved vi også fra den samme livets tale, at denne tilstand ikke er varig, men at den fører nævnte menneskehed i en bestemt kurs imod et bestemt mål. Dette mål vil urokkeligt blive det samme gigantkredsløbs næste "årstid", nemlig dets "forår". Hvordan virker da kræfterne i selve "forårets" princip? – De virker som begyndende mildere eller varmere vinde, der får sneen og isen til at smelte og danne tøbrudsscenerier med vældige vandfloder, brusende frem imod havet, efterladende det mudrede og plørede terræn indhyllet i stærke tågedannelser, skiftende med regn- og haglbyger, med solskin og stille dage, og dage med tunge grå skyer og stormvejr, men stadigt nærmende sig mere og mere sommerens sollys og varme.
Jo, livets tale kan virkelig vejlede og opmuntre os... For det hele kan kun blive bedre, og det bliver det...
Vor egen udvikling – en hensigtsmæssig skabelse
Livet kan lykkeligvis også lære os, hvordan vi selv skal udvikle os. Vi skal udvikle os til i vort slutfacit at være til glæde og velsignelse for alle levende væsner. Naturen fortæller os dette.
Sidste sommer spiste jeg flere jordbær, end jeg plejer. Og naturen skænkede mig dem velvilligt. Jeg spiste dem i deres "slutfacit" så at sige. Havde jeg nu plukket de grønne og umodne bær, ville oplevelsen ikke have været så god, men jeg havde jo en erfaring, der sagde mig, at jeg måtte vente, til bærrene var rigtig modne. At indrette sig efter livet eller naturen kunne man også kalde det. At vente på de optimale tilstande. Dette giver de bedste oplevelser.
Oplevelse og manifestation – Martinus taler ofte om disse to …altså to sider af en sag. Og så kan man sige, at også med hensyn til mine egne manifestationer/skabelser må jeg tilpasse mig livet. Tilpasse mig situationerne. Dette indebærer – kan jeg lære af naturen – at jeg må ønske at give frem for at kræve. Selve jordklodens tilblivelseshistorie fortæller mig også dette tydeligt. Kloden forvandlede sig fra at være en flydende ildmasse til nu at være en fuldkommen bolig for levende væsner. Jordkloden kan nu give os alt, vi behøver...
Forsynet ser vor manglende forståelse – og er med os
At vi på nuværende stadium af vor udvikling ikke har en tilfredsstillende og fuldkommen forståelse og korrespondance med Forsynet er jo ikke en hemmelighed. Martinus har i LB 2, 490 understreget dette og samtidigt fortalt os, at de kosmisk fødte væsner dagligt kan se, at det er vores store problem. De forstår jo alle sammen denne guddommelige livets tale til jordmenneskene. De ser vore misforståelser af Guds kærlige henvendelser. De ser, at vi oplever henvendelserne som blinde naturkræfters spil, som noget "ondt" eller "uretfærdigt", som noget vi kæmper imod eller flygter fra. De ser også, at der, hvor henvendelserne sker gennem andre mennesker, kan der ske det, at vi misforstår situationen så grusomt, at vi flænser og flår den kærtegnende hånd, at vi skænder og myrder de væsner, der i særlig grad var dele af Faderens lyse åsyn, eller udøver tortur mod alle de væsner, der er de eneste, igennem hvilke Faderen kan hjælpe os (se ovennævnte sted i LB 2).
Til slut vil jeg citere, hvad Martinus også har betroet os – og hvilken trøst er det ikke for os …:
"Livets tale er en guddommelig faders røst, der over for alle levende væsner koncentrerer sig i dette ene: Se jeg er med jer alle dage, gennem alle tider, i alle ting i al evighed."6
1 Blade af Guds billedbog, kap. 2
2 Blade af Guds billedbog, kap. 4
3 Livets Bog 1, stk. 183
4 Læs Blade af Guds billedbog, kap.5
5 Blade af Guds billedbog, kap.7
6 Livets Bog 1, stk. 252
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige