Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg så for nogle år siden en reportage i TV om en gammel dame, som stod i foyeren på en jernbanestation et eller andet sted nede i Europa og velsignede alle mennesker, der kom og gik. Hun havde stået der i tredive år, hele dagen, og stille læst små velsignelser over hvert eneste menneske, som gik forbi. Og der var noget mærkeligt ved denne gamle dame; hun afspejlede et indre lys, som jeg aldrig før har set hos nogen anden. Hendes øjne strålede, og jeg følte en så stærk længsel efter at give hende et knus. Det var som om, hun var kommet fra en anden og højere verden, og jeg gad vide, om jeg ikke så et lidt humoristisk glimt inderst i hendes dybe øjne. Sådan bliver vi, hvis vi tager imod og velsigner andre levende væsner. I kan selv prøve, næste gang I spadserer hen ad den folketætte gågade: Hvert menneske, I møder, kigger I hastigt på, uden at genere vedkommende, og ønsker stille Guds fred eller hvad, I synes passende, og I vil senere opleve, hvorledes jeres sindelag efterhånden forandres. Jeg har selv gjort det nogle gange og har oplevet en fantastisk forvandling af hele min livsindstilling. Al elendighed, man synes, man slæber rundt på, forvandles til små og ubetydelige bagateller, og hele måden at anskue livet på forvandles.

Det er altså i høj grad et spørgsmål om, hvorledes man vælger at se på livet: Hvis man føler sig motiveret og forsøger at se verden som god og velsignet og viljemæssigt forsøger at fastholde det positive og lyse, så vil hele ens livsoplevelse ændres. Alt bliver lidt efter lidt lettere, og hvis man ind imellem kan støde an, så er dette som oftest hurtigt overstået. Hvis man desuden forsøger at se alle særheder, man møder hos mennesker, med et humoristisk glimt, så forstår man måske, hvorfor både Buddha og da Vincis Mona Lisa ler så underfundigt. Begge viser vejen til en stor hemmelighed. Gud keder sig aldrig.

Oversættelse: EG