Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Forestil dig, at du er til skriftlig eksamen. Foran dig på bordet ligger den opgave, du skal løse. Omkring dig sidder andre studerende, og de må ligesom du vente på, at der gives tegn til, at eksamen kan begynde. Og nu sker det! Alle får lov til at åbne den forseglede kuvert og se, hvad opgaven går ud på. Det risler dig koldt ned ad ryggen. "Lav et evigt verdensbillede", står der.

Nu skal du høre, hvordan Martinus løste opgaven. Han så intuitivt, at der i hvert eneste menneske er noget evigt – et "jeg", som helt enkelt overlever døden. Hvordan kunne det forklares? Det var den opgave, han satte sig for at løse, det var ligesom en eksamen for ham. Men i modsætning til den studerende, vi lige har mødt, så var Martinus motiveret på en helt anden måde. Han vidste jo noget, han oplevede det intuitivt, ja han var ganske sikker, men bestandigt frittede forstanden ham til at give den rigtige, logiske forklaring. Så kompliceret blev det, at han var nødt til at tegne det for sig selv på et stykke papir. Det blev hans første symbol.

Når det drejer sig om et evigt verdensbillede, så kan der jo ikke være en første begyndelse eller årsag. Her var altså noget, man ikke kunne forklare ved at sige – derfor! Til gengæld var det nemt at se, hvad det var, der ikke kunne forklares. Det var netop jeget. Det måtte være uden egenskaber, for havde det haft nogle, så ville man jo kunne spørge, hvor de kom fra, og hvornår de var dukket op. Derfor blev han nødt til at skelne mellem jeget på den ene side, og de egenskaber, som var knyttet til jeget, på den anden side. På papiret var det bare at trække en streg, så var problemet løst.

Nu var metoden fundet, og Martinus kunne gå videre. Når jeget knyttede egenskaber til sig, måtte det jo ske ved hjælp af – nå ja, en egenskab! Denne første egenskab eller bevægelse kaldte han "urbegæret", og det er her, han begynder sin fortælling på de næste sider, hvor han sammenligner jeget med det klare kildevand og viser, hvordan "livets vej" er et kredsløb på samme måde som vandets store kredsløb på jorden.

Læg mærke til hvor overraskende enkelt Martinus løser den stillede opgave. I sin næste artikel føjer han nogle detaljer til, der måske gør det endnu nemmere at føle sig hjemme i dette verdensbillede. Derefter følger en række andre artikler, hvor bladets læsere stiller sig selv nogle opgaver, som de derpå forsøger at løse. Læs disse artikler, de er gode at øve sig på, for ifølge Martinus står vi alle over for den udfordring at skulle lave et evigt verdensbillede, så vi kan forstå og forklare, hvad der i en vis forstand hverken kan forstås eller forklares til os, der ikke selv har oplevet det.

Søren Hahn

Forsiden viser et eksempel på, hvordan Martinus fik sit intuitive syn til at arbejde sammen med forstanden. Det er symbol nr. 6: Det levende væsen – 1. En nærmere forklaring finder du i hans bog: Det Evige Verdensbillede, bind 1.