Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor kan man ikke tale om åndelig videnskab inden for den etablerede videnskab og hvordan ændre på dette?

Jeg diskuterede engang med en anset fysiker, om han ikke kunne forestille sig en ikke-fysisk eller åndelig verden, som på en eller anden måde kunne tænkes at påvirke hændelserne i vor oplevede, materielle verden. Svaret var blankt nej. Religion og princippet Gud var for ham absurditeter og kunne affærdiges som nonsens. Han kunne godt se, at visse mennesker – også fysikere og kolleger til ham – havde en evne til at tro på, som han udtrykte det, "overnaturligt vrøvl". Selv skelnede han nøje mellem tro og viden. Tro var for ham et fænomen, som kendetegnede en del mennesker, noget som bare fandtes og ikke logisk kunne analyseres, og som kunne lede til fanatisme, krig og elendighed. Viden derimod indebar, at man logisk, objektivt kunne analysere et fænomen og via empiriske (gentagne) eksperimenter bekræfte det. Åndelig videnskab var for ham en urimelighed eftersom det, vi kalder åndelighed, kun var følgevirkninger af rent materielle processer i hjernen, og den såkaldte åndelighed var kun et sekundært fænomen.

Martinus viser os på symbol 39, at man principielt kan inddele menneskeheden i to grupper: de troende og de ikke-troende. Troende har rester af en døende kosmisk bevidsthed tilbage fra det foregående spiralafsnit, en "guddommelig suggestion", som kan give den pågældende en absolut forvisning om en allesteds nærværende guddom. Takket være verdensgenløsere kan denne tro udvikles og bidrage til en human udvikling. Udviklingen af intelligens og følelse leder siden til forskellige kategorier af troende, lige fra fanatikere til humane idealister. At tro er ikke en viljesakt; enten er man troende, eller også er man det ikke. Ikke-troende savner evnen til at tro. De vil vide. Eftersom de ikke kan tro, at de kan vide noget ud over det, de ser og oplever via deres fysiske sanser, bliver deres verden begrænset til materien. De bliver materialister. Også hos dem udvikles intelligens og følelse. Er disse energier i balance, bliver man efter alt at dømme human idealist; tager intelligensen overhånd, bliver man i reglen "ren" materialist (videnskabsmand eller politiker), mens mere følelsesbetonede individer bliver alt fra kunstnere til fanatikere.

Hvad er da åndelig videnskab, og hvad er materialisme, den alt dominerende videnskab i dag?

Åndelig videnskab er ikke en religion. En religion baserer sig på tro og dogmer; åndelig videnskab må helt igennem være logisk, dvs. fuld af kærlighed, hvilket indebærer intellektualiseret følelse. Åndelig videnskab må i alle sine detaljer være i overensstemmelse med "livets direkte tale", som Martinus udtrykker det. Dette betyder, at alt, hvad vi kan opleve – alle processer og fænomener – i sit slutfacit må være såre godt. Dette indebærer naturligvis, at en proces som menneskets udvikling fra dyr til menneske undervejs kan te sig nok så kaotisk, ja forårsage ragnarok. For at der overhovedet kan opleves noget, må der jo skabes kontraster.

Åndelig videnskab peger på, at alt, som sker, er nøje planlagt, formålstjenligt, og at intet er tilfældigt. Enhver hændelse er lige uundgåelig, lige nødvendig for påstanden om, at alt er såre godt. Dogmer findes ikke, og nogen form for sektdannelse er der heller ikke tale om, eftersom åndelig videnskab er et helt individuelt anliggende, hvilket dog ikke hindrer, at man kan hjælpe og støtte hinanden under studierne.

Så vidt jeg forstår, findes åndelig videnskab her på jorden kun i form af Det Tredje Testamente eller Martinus' kosmologi, og i det følgende forstår jeg ved åndelig videnskab Martinus' analyser. Man kan selvfølgelig spørge, om ordet videnskab er ædækvat i denne sammenhæng; ordet videnskab – eller det: "at skabe viden" – er i menneskets bevidsthed så intimt forbundet med materialistisk metodologi og tænkning, hvor åndelighed er bandlyst, at man kan diskutere ordvalget. Det Tredje Testamente er jo en fortsættelse af Det Gamle og Det Nye Testamente, som begge er baseret på tro. Men, som Martinus siger, troen er ved at udspille sin rolle og må erstattes med viden, skabelse af viden, som afslører sandheden og helheden. I lighed med Jesus' ord: "Han skal komme, som vil retfærdiggøre mig", dvs. gøre en videnskab ud af Jesus' forkyndelse, som på den tid, hvor den blev fremsat, måtte basere sig på tro. På den baggrund skulle vi måske hellere tale om Martinus' verdensbillede i stedet for om åndelig videnskab, eftersom ordet videnskab kan lede til fejlagtige associationer.

Materialisme, den etablerede videnskab af i dag, grunder sig på et antal postulater og læresætninger, som i mangt og meget står i modsætningsforhold til Det Tredje Testamente, selv om dette peger på nødvendigheden af et materialistisk stadium i menneskehedens udvikling. Meget kortfattet kan man tale om fem postulater og fire læresætninger, som materialisterne bekender sig til, – jeg siger bekender, præcis som man gør inden for religionerne med deres dogmer. Postulaterne og læresætningerne kan man nemlig ikke tvivle på. Så er man ikke rettroende materialist!

Postulaterne:

Læresætningerne er frem for alt følgende:

Det er ikke så mærkeligt, at man ikke kan tale om åndelig videnskab med den etablerede videnskab. Analyserer vi nemlig ovenstående postulater og læresætninger og sætter dem i relation til den åndelige videnskab, så finder vi store forskelle i synet på tilværelsen.

Objektivitetspostulatet forudsætter, at tilværelsens grundsubstans er materie. En iagttager kan studere verden objektivt, adskilt fra sig selv. Vi forstår et fænomen gennem en analyse af dets bestanddele (reduktionisme). Her skal dog indskydes, at begrebet emergens (pludselig tilsynekomst af nye egenskaber) har fået øget opmærksomhed inden for materialismen.

Hos Martinus er materien én ud af fem arter bevægelse; de fire andre er bevægelsen fra ét sted til et andet samt: tiden, rummet og forvandlingen. Bevægelserne eller energikombinationerne er af rent psykisk eller – i videre betydning – elektromagnetisk karakter. Materien er altså i sin grundanalyse ikke-fysisk. At den opleves som fysisk beror på, at vi har udviklet såkaldt "fysiske sanseorganer" – også de af elektromagnetisk karakter, hvis reaktioner med omverdenens energier giver os forestillinger om fysisk materie. Oplevelsen sker altid "i" et jeg, dvs. et fast punkt, som står i kontrast til bevægelsen (hvordan skulle bevægelsen ellers kunne opleves?); oplevelsen er altså subjektiv. Objektivitet indebærer, at mange subjekter eller jeger har bestemt sig for at opfatte et fænomen som noget objektivt. Altså på en måde lige det modsatte af materialismens opfattelse.

Ikke et støvfnug falder til jorden, uden det er Guds plan, siger Martinus (og Jesus). Alt er meningsfuldt og i den sidste ende "såre godt". Denne påstand er absurd for materialisterne, for hvem det hele munder ud i varmedød og total meningsløshed. Ser man på verdenssituationen i dag, er de fleste mennesker nok tilbøjelig til at holde med materialisterne. Inden for den kausale determinisme er der en forskning i gang, som muligvis kan lede til øget forståelse af kompleksiteten i dette postulat (kaosstudier og den såkaldt sommerfugleeffekt).

Er man hinsides lysets hastighed, er man i den åndelige verden, siger Martinus. Der findes ingenting på den anden side af lysets hastighed, siger materialisterne. For at analysere disse påstande må man have klare definitioner på begreberne tid og rum, eftersom hastighed måles i meter (rum) pr. sekund (tid). Martinus har distinkte definitioner på disse begreber, materialisterne savner definitioner. Al kraftudveksling i universet sker ved hjælp af partikler, mener materialisterne; Martinus hævder, at fysisk materie er en illusion! Dog ikke for den, som har bundet sig til materien efter eget ønske!

Fysisk monisme indebærer for materialisterne, at materien er det eneste fundamentale i tilværelsen. Alt andet, som kan opleves, er kun følgevirkninger af processer, der i bund og grund er rent materielle. Eftersom disse har tilfældigheder som sin yderste årsag, den årsagsløse årsag, mener man, at alt burde være totalt kaos. At dette så ikke er tilfældet, beror ifølge materialisterne på, at da universet blev skabt, fandtes indlagt i materien de fire grundlæggende kræfter: elektromagnetisme, den stærke og den svage kernekraft samt gravitationen, som alle formidles via partikler. For yderligere at forklare ikke-kaotiske tilstande indførtes i begyndelsen af 1970'erne begrebet "nødvendighed" – tilfældet skaber nødvendigheder, som sørger for, at tilfældet opretholder disse nødvendigheder. Dette begreb er blevet udsat for hård kritik.

Som det er fremgået af det foregående, har Martinus et helt andet syn på materien. Denne er en funktion af jegets energier og deres samspil via såkaldte sanseorganer (som i sin analyse slet ikke er fysiske) med omverdenens energier, hvorved forestillingen om fysisk materie bliver til. Materiens analyse bliver: partikler og tomrum, – hvor tomrummet er det totalt dominerende. Eftersom hver partikel i sig selv består af overvejende tomrum, kan man lidt tilspidset sige, at materien er tomrum. Dette tomrum er imidlertid ikke et ingenting, det er en stråleformig verden opfyldt af de seks grundenergier i forskellige kombinationer, hvis reaktioner med jegets energier danner forudsætningen for oplevelse af fysisk materie.

Epifænomenteorien indebærer, at tanker og følelser (sjælelige fænomener) er følgevirkninger af rent materielle (kropslige) processer. Ved en dybere analyse af begrebet kommer man bl.a. frem til at forklare bevidstheden og sansningen. Her har materialisterne ingen forklaring. Martinus har i sine analyser detaljeret redegjort for disse fænomener, idet "X2" (overbevidstheden) og "X3" (underbevidstheden) udgør et illusionsprincip, hvis virkninger gør det muligt for "X1" (jeget) at opleve.

Materialisterne opfatter universet som et sluttet, fysisk system, og ifølge termodynamikken er summen af de forskellige former for energi konstant i dette. Hvad energi egentlig er, ved man ikke, selv om man kender virkningerne af den. I et sluttet system med overvejende irreversible processer går entropien mod et maksimum, hvilket fører til den såkaldte varmedød – alle temperaturforskelle er udjævnede, og intet arbejde kan ske. Alt, som sker, er uden mening!

Martinus, som har givet distinkte definitioner på energibegrebet, peger på en helt anden udvikling for verdensaltet, hvor alt er såre godt. I denne sammenhæng kan man spørge, hvad materialisterne mener med et "sluttet system". Ender verdensaltet noget steds? Og i så fald: Hvad findes uden om? Et ingenting? Ifølge Martinus findes der ingen steder i verdensaltet noget reelt "ingenting" andet end som en tænkt modsætning til "noget".

Einstein, relativitetsteoriens skaber, skrev en gang: "Vi kan betragte ting som udgørende dele af rummet, i hvilke feltet er ekstremt tæt. Det er ikke muligt i den nye fysik at skelne mellem felter og ting, for feltet er det eneste virkelige." Ligheden er slående med Martinus' betegnelse "frossen elektricitet" for fysiske objekter. Feltet hos Einstein skulle da svare til den stråleformige eller psykiske materie hos Martinus.

Men så er det også slut med lighederne. At der skulle findes levende væsener bagom "fortætningerne" fornægtes helt af relativitetsteoretikerne. Udtalelsen om, at feltet er det eneste virkelige, stemmer heller ikke med kosmologien, hvor det eneste virkelige udgøres af jeget, et "noget som er", der er usynligt. Påstanden ifølge Einstein om at alt er relativt bort set fra lysets hastighed, gælder i en vis henseende også for den fysiske verden inden for kosmologien, hvor lysets hastighed udgør vor fysiske horisonts yderste grænse (dette sagt med forbehold for, at lysets hastighed kan være noget helt andet, end vi forestiller os). Verdensaltets helt dominerende åndelige side hos Martinus er ukendt område for relativitetstilhængerne, selv om Einstein turde være medvidende om denne side: "Gud spiller ikke med terning".

Kvantemekanikken er den alment accepterede teori for beskrivelsen af de ting, der sker indenfor og mellem atomer indbyrdes. Atomare processer anses for at finde sted trinvist, kvantificeret, gennem afgivelse eller modtagelse af udelelige enheder, de såkaldte "kvanter". Dette strider mod kosmologien. Der findes inden for det fysiske og psykiske energiocean ingen grænser, alt er skabte foreteelser i noget, som hverken har begyndelse eller ende.

Udviklingslæren omfatter planter og dyr – ifølge materialisterne. Hos Martinus får evolutionen et uhørt større omfang. Alt er liv i liv under stadig viklen sig ind i – eller viklen sig ud af – materien. Livet, der er så svært at begribe for materialisterne, bliver hos Martinus reduceret til kombinationer af bevægelser, der ikke er livet selv, men peger hen på det levende bagom bevægelserne.

Selv om der ikke findes eksakte videnskabelige beviser i materialistisk forstand, så er sandsynlighedsbeviserne overvældende for evolutionen. Men når det gælder drivkræfterne for udviklingen, så adskiller materialisternes opfattelse sig helt fra kosmologien. Tilfældige mutationer, kamp for tilværelsen, naturlig selektion, intrinsic factors (indre faktorer, red.) uden nogen hensigtsmæssighed, modsvares hos Martinus af en "Guds plan, hvor ikke en spurv falder til jorden…"

Hvordan kan kosmologien blive "stueren" for materialisterne? Materialismen er jo allerede stueren inden for kosmologien, hvor Martinus påviser dens absolut nødvendige plads i verdensplanen. Ja, ifølge skabelsesprincipperne og den kosmiske kemi må enhver foreteelse leve sig selv ud. En skønne dag bliver vi mennesker mætte af den materialistiske videnskabs konsekvenser og længes efter et alternativ. Hvordan skal vi bære os ad med at sætte fart i udviklingen frem mod dette alternativ, som jeg mener bliver Det Tredje Testamente? Vi kan jo ikke give os i kast med at kritisere materialismen, som har givet os så meget godt, og som jo er absolut nødvendig i et større udviklingspanorama. Vi kan derimod være parat til at komme med alternativer til det materialistiske verdensbillede for de mennesker, som er "vokset fra" eller "ud af" det materialistiske stadium i deres udvikling.

Kort sagt, vi skal ikke missionere eller prøve at pådutte andre Martinus' verdensbillede, men være parat til at formidle det for interesserede. Dette indebærer ikke, at vi bare stiltiende skal lade os made med materialistisk propaganda; når vi føler os kaldede til at fremføre alternativer, skal vi gøre det i en kærlig ånd. Men så længe menneskene ikke er færdige med de religiøse og materialistiske stadier i deres liv, har vi, der er kommet i kontakt med Martinus' analyser, mulighed for at fordybe os i studierne af Det Tredje Testamente, arbejde med os selv og prøve at finde frem til de mest hensigtsmæssige veje til at formidle budskabet, når tiden engang er moden. Og det begynder den at blive for flere og flere.

Jeg er helt bevidst om det svære i ikke bare at fare ud i verden og forkynde skønheden og kærligheden i Martinus' verdensbillede. Denne overvældende følelse må til en vis grad kombineres med intelligens, den må blive en intellektualiseret følelse.