Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvem husker ikke dengang unge piger dånede på stribe, når Beatles, Rolling Stones, Cliff Richard & The Shadows eller andre popgrupper optrådte i Danmark?

Nutidige idoler er genstand for samme opmærksomhed, ligesom sportshelte og sportsklubber afføder dannelsen af "supportklubber", hvis medlemmer bruger en stor del af deres tilværelse på at støtte deres idoler. Her laver man slagsange og tilråb, som skal opildne til øgede præstationer på sportsarenaen, og som et kuriosum bærer medlemmerne ofte kopier af de udkårnes sportstrøjer eller originaler af samme, som er eftertragtede "relikvier".

Vores politikere nyder også stor anseelse og sættes ofte på en piedestal på grund af deres fremtrædende og magtfulde position. Samme anseelse og beundring bliver mange forfattere, skuespillere, kunstmalere og andre "offentlige" personer til del. I dag er det ikke så ualmindeligt at "være kendt", fordi TV og radio i et meget stort omfang bruger såkaldt "almindelige mennesker" i programmerne, der efterfølgende kan risikere at få "stjernestatus" og altså blive "en af de kendte".

Et helt specielt område af denne dyrkelse tilfalder de royale, der overvåges intenst af pressen og medierne, og alle begivenheder, store som små, bliver formidlet til befolkningen, der i stor udstrækning beundrer og glorificerer kongefamilien, medmindre man tilhører skaren af antiroyalister.

Det er, som om vi mennesker på hver vores måde, har et stort behov for at have idoler og forbilleder, altså noget eller nogen at se op til. Hvilket ideal idolet skal repræsentere, er vidt forskellig fra det ene menneske til det andet. Ofte er fællesskabet for de pågældende en vigtig del af idoldyrkelsen. Der skal dog nok være masser af mennesker, der vil hævde, at de kun tror på sig selv og slet ikke har behov for at beundre andre, endsige have dem som idoler. Men det kan være svært at forestille sig et menneske, der kun beundrer, respekterer og ser op til – sig selv. At have et idol behøver selvfølgelig ikke at være et problem, idet det kan være vigtigt at have en "fysisk model", der besidder egenskaber, man selv arbejder sig hen imod. Vi behøver blot at tænke på de allerfleste børns forældre, der som "rollemodeller" har en overordentlig vigtig opgave, ja er som en slags fysisk forsyn for børnene.

Hvad er det dog, der afføder denne trang til tilbedelse eller idolisering af disse forskellige grupper eller individer? Psykologisk set mener man, at tendensen til idolisering og dyrkelse af andre er et meget væsentligt element i dannelsen af personligheden eller det, vi kalder – identiteten, herunder specielt for børn og unge, som allerede nævnt. Gennem at se op til og/eller tilegne sig samme egenskaber og adfærd som sit idol, skaber man sin egen personlighed og identitet. Et specielt træk ved denne idolisering er, at der skal være en betragtelig "distance" til idolet, en distance, der bl.a. er medvirkende til at "tilbederen" på denne måde finder sin egen placering og rolle i tilværelsen i en ofte meget ringere position, da det jo ellers ikke er muligt "at se op til" forbilledet.

Alderen spiller også en afgørende rolle, idet der er en generel tendens til, at unge i vor tid dyrker idoler, ofte på grund af idolets fysiske fortrin eller seksualitet, medens de lidt ældre generelt vægter de indre værdier i stedet.

Gennem tiderne har idoliseringen skiftet karakter, og det kan vel siges, at "ofrene" for idoldyrkelse i vor tid er mere nuancerede og omfattende end nogensinde før. Det er ofte musikere af enhver kategori, mediefolk fra diverse TV programmer, skuespillere, politikere, sportsstjerner, kunstnere og religiøse personligheder. En "sidegevinst" ved dette at være idol er ofte enorme indtægter, fortrinsvis finansieret af reklameindtægter, honorarer fra koncertudbydere og underholdningsbranchen. I vor tilværelse, hvor markedsføring af diverse produkter ofte promoveres af "kendte mennesker" i reklamer, kan samme markedsføring være forskellen på undergang eller styrtende rigdom for producenterne, og det er ikke usædvanligt at se kendte skuespillere promovere alt fra tandpasta til frugtsaft.

Det kan dog være overordentlig krævende at være et "kendt" menneske og idol for større eller mindre grupper af tilbedere, og det skaber ofte en tilværelse under konstant belejring og overvågning af journalister, fans og ligefrem "galninge", hvilket kan være særdeles belastende. I denne verdens tales der således ofte om "berømmelsens pris" og "medaljens bagside". Det gør noget ved et menneske, at alle "ligger på maven for dem", og at penge i dag har en så kolossal magt, en magt til at skaffe sig stort set alt, inklusiv mennesker som tjenende ånder. Når den pågældendes moral ikke kan bære tilbedelsen, ser man ofte disse mennesker udvikle uheldige egenskaber såsom hysteri, arrogance, ekstravagance og en urimelig selvovervurdering, godt støttet af vedkommendes "fans", ligesom misbrug af alle arter kan være "prisen for berømmelsen". Disse "primadonnanykker" har en tendens til at øge opmærksomheden for idolet, skønt det ville være mere "naturligt" at svække den, hvis det var et moralsk forbillede, der var målet.

Nu skal det imidlertid slås fast, at det er langt fra alle "kendte" eller berømte mennesker, der kommer ud på denne "moralske glidebane", for vi ser jo strålende og fremtrædende personligheder af høj moralsk standard, der tager deres berømmelse med ophøjet ro og ydmyghed og fremtræder fuldstændig uberørte af deres succes.

Hvad er det for en drift i mennesket, der afføder denne trang til at dyrke et idol eller det at forholde sig til noget større og bedre end sig selv? Er det, som nævnt, en psykologisk mekanisme, der tjener til dannelsen af vores identitet, eller ligger der en dybere sandhed bag denne kraft og søgen?

Det gør der, og Martinus redegør for den energi, han kalder "Det religiøse princip". Dette princip "fødes på et givet tidspunkt i væsenets mentale struktur", som Martinus skriver i symbolforklaringen til symbolet "Vejen mod lyset", Det Evige Verdensbillede 1. Dette "givne tidspunkt" falder sammen med intelligensens vækst i bevidstheden, der som bekendt afføder, at man begynder at stille spørgsmål til tilværelsen omkring sig og vil søge forklaringer gennem religionerne og senere materialismen. Når det nævnes i symbolforklaringen til "Vejen mod lyset", så er det også nemt at tænke sig, at "det religiøse princip" opstår og "fødes i menneskets bevidsthed", når det befinder sig i den "mørke fase" af sin udvikling, det vil sige der, hvor "det guddommelige lys" er lukket ude fra den bevidste livsoplevelse. Det er let at forestille sig, at det ville være umuligt at orientere sig i en fuldstændig mørklagt hule, med mindre der var en blot mikroskopisk lysstråle, som man naturligvis ville søge imod. "Mørket" er i denne sammenhæng ensbetydende med uvidenhed om livets store grundfacitter og grundlæggende moralske principper. "Det religiøse princip" er nedlagt i mennesket og skal føre os gennem mørket og uvidenheden, helt frem til "kosmisk bevidsthed", bl.a. gennem faser, hvor dette princip skaber trangen til at dyrke idoler og helte i den materialistiske udviklingsfase.

Der er sikkert ikke mange af de, der dyrker idoler, der vil kalde det "religiøsitet", men det er den samme "drift", som både det materialistiske, det religiøse og det åndsvidenskabeligt søgende menneske drives og inspireres af. Martinus skriver, at dette princip også indebærer tilstedeværelsen og inkarnationen af "Verdensgenløsere", der på de givne tidspunkter i udviklingen udgør forbilleder for menneskeheden. I denne sammenhæng skal det nævnes, at der både eksisterer mørkets og lysets "genløsere". Vi kender mange af lysets, blandt andet Jesus og Martinus, og af den mørke kan nævnes "nazismen" med Hitler som "forbillede", for hvem det jo reelt lykkedes at "forføre" et folk og sågar mennesker langt ud over landets egne grænser. Hitler havde jo også mange åndelige ambitioner med sin "mission", men det emne er der ikke plads til i denne artikel.

Gennem den religiøse periode vejledes de søgende gennem religiøse dogmer og forskrifter samt religiøse personligheder og "genløsere" med en, for den tid, speciel status eller moral. Her kan blot nævnes "Moses-epoken" og "Kristus-epoken" som to meget skelsættende "genløsningsfaser".

I den materialistiske søgen er spørgsmålet om moral ikke aktuelt, idet moral og videnskab grundlæggende adskilles. Man mener ikke, at det er viden om moral og etik, der skal afsløre livsmysteriet, men derimod den totale viden om det fysiske univers. At denne viden blandt andet ikke fører til nogen forklaring på, hvorfor menneskers skæbner er så forskellige, og primært stimulerer kundskaben om "livets paradoksale tilfældigheder", rokker ikke materialisten. I denne fase vil de gængse idealer været rettet imod at opleve tilfredsstillelse og lykke gennem "dansen om guldkalven", som er indfrielse af fysiske begær uden nogen egentlig moral andet end, "at enhver er sig selv nærmest". Da denne periode i menneskets udvikling samtidig er overvejende "gudløs" og irreligiøs, vil de foretrukne "idoler" være personligheder, der er fremragende på det materielle felt. Fraværet af moral ses også tydeligt i den kendsgerning, at man udmærket kan være et feteret og fremtrædende menneske, selvom man med sin enestående viden om materien frembringer stoffer eller tilstande, der bestemt ikke er til gavn for menneskeheden, selvom det retfærdigvis skal nævnes, at der er større og større opmærksomhed på problemet fra forskere, kritiske borgere og politikere. Det ser ud, som om man i de senere år oplever en tilnærmelse af etik, moral og den materielle forskning, en udvikling Martinus pegede på, når han sagde, at "videnskaben og åndsvidenskaben hånd i hånd skal skabe et fremtidigt tusindårsrige".

I et materialistisk samfund vil de religiøse vejledere, f.eks. præsterne, opleve svære kår og generelt blive opfattet som naive og ude af trit med "det virkelige liv". Uden at redegøre for hele "det brogede felt" af irreligiøse idoler så vil, som tidligere nævnt, politikere, videnskabsmænd, sportsfolk, musikere og mediefolk, og pudsigt nok i denne sammenhæng – de royale, være nogle af de foretrukne idoler for materialisten. Det er således ikke den kristne opfattelse af moral og næstekærlighed, der er målet for "den søgende", men oftere den materielle status, deres rigdom, deres adfærd eller deres præstationer/provokationer, der er beundret.

Dette skal dog på ingen måde opfattes som nedladende overfor materialisten, for denne udviklingsfase er absolut uundværlig og nødvendig på vejen mod "den store fødsel". Når mennesket mister sin tro, vil det, via "kontrastprincippet", søge efter modsætningen til troen – viden. Viden i denne forstand vil i de første stadier være viden om hele det fysiske univers, der er vigtig, når mennesket skal gøre sig jorden underdanig. Viden om stofferne, deres karakteristika og virkninger, skal gøre os til eksperter i fremstilling af computere, maskiner, byggeri, gode fødevarer og nye energikilder, der samlet kan lette tilværelsen for os. Det bliver dog meget synligt, at manglen på moral, tydeliggjort gennem den skånselsløse jagt efter profit, uanset prisen, kan være den udslagsgivende faktor i miljøproblemer og sociale uligheder, der er som tikkende bomber under vores velfærd.

I tidligere kulturer havde kongeværdigheden en noget anden status, end den har i dag. En konge havde ofte en eller anden grad af indvielse, der gjorde, at han var hævet over sit folk og udmærkede sig ved at have den patos, visdom giver. Hans forpligtelse var jo at regere og styre sit folk og sørge for, at undersåtterne i hans rige levede godt. Martinus skriver i Livets Bog 4, stk.1506:

"Kongen" var oprindeligt netop et sådant med uindskrænket myndighed og magt, ja, selv over undersåtternes liv og død udstyret væsen. De store fortidige riger ved Nilen blev jo regeret af mægtige faraoner eller "indviede" konger, hvis ord var love, almenheden ved hjælp af straffe og dødsstraffe bragtes til at overholde. Disse love fra de "indviede" konger eller faraoner var leveregler, der var absolut nødvendige forløbere for den udviklingstilstand, jordmenneskeheden måtte bringes frem til."

At mange konger senere i historien misbrugte deres magt til at skaffe sig rigdomme og lod folket trælle for sig, viser blot, at kongeværdigheden blev afsporet, og at konger i dag er rene "paradefigurer" og i bedste fald gode gesandter for deres lande, men helt uden den betydning de havde i tidligere tider. Det kan undre, at kongefamiliernes status stadig består i en så materialistisk verden, men retfærdigvis må det siges, at bl.a. de skandinaviske konger i alle tilfælde er vældig humane og folkelige i deres fremtræden.

Mange nationer verden over har omdannet deres samfund til såkaldt "sekulære" samfund, hvor religion og politik er skarpt adskilt. I mange af disse nationer har det også affødt en afskaffelse af "kongehuset" til fordel for et "præsidentembede" i erkendelsen af, at landet skal regeres af en politisk organisation med indsigt i de komplicerede materielle forhold og mekanismer og ikke et kongehus uden denne indsigt.

I bl.a. det forhenværende Sovjetunionen gennemførte man tidligere i århundredet de måske mest blodige og grusomme "udrensninger" i historien i bestræbelserne på at gennemføre "kommunismen", da Stalin sprængte kirker og henrettede titusindvis af repræsentanter fra forskellige religiøse trosretninger. Befolkningen blev ligeledes holdt i et jerngreb af armod, uvidenhed, trældom og vold under gennemførelsen af "det kommunistiske ideal".

Det kan være svært at forestille sig, at disse grusomme handlinger skulle have noget som helst med førelsen af menneskeheden via "det religiøse princip" at gøre, men det er ikke desto mindre tilfældet. Det var jo netop ønsket om en verdensorden baseret på den totale lighed, der var udgangspunktet for revolten, da "Kongehuset" i form af Zaren blev styrtet. At man "glemte" at tage højde for – ja menneskets manglende moral og kærlighed til "sin næste" – skulle så vise sig at blive undergangen for samme "system", ligesom for at ethvert andet "system" ikke kan overleve uden at være baseret på "kærligheds- eller lighedsprincippet".

I mange af religionerne oplever man Gud som en straffende og hævnende Gud, der vogter på ethvert af vores fejltrin og personligt sørger for, at "retfærdigheden sker fyldest" gennem at straffe den formastelige. Kan det være særlig guddommeligt at besidde de samme lave laster og tilbøjeligheder som mennesker? Hvori består det guddommelige i denne adfærd? Her er "afguden" en Gud i menneskets billede.

Den materialistiske verdenskultur har heller ikke formået at skabe et verdenssamfund med lighed, respekt, tolerance og kærlighed til alt levende, men nærmest jagtet modsætningen, idet det ofte er tænkt sådan, at de omtalte privilegier kun skulle gælde for en enkelt stats borgere på bekostning af de andre staters indbyggere. Krig, undertrykkelse og grusomheder i et uhørt omfang har virkeliggjort det skrækscenarium, at verden stod i flammer. Det gør den også den dag i dag, måske værre end nogensinde. "Afguden" er her grådigheden, uvidenheden, egoismen og gudløsheden, parret med en veludviklet intelligens og materiel overlegenhed.

Det er også en form for "afgudsdyrkelse", når man tillægger et menneske – ja, nærmest guddommelige egenskaber, fordi det er musiker, sportsstjerne, politiker eller kunstner. Kort sagt et menneske, der på ingen måde hæver sig moralsk over andre mennesker i retning af at være et kærligere og bedre menneske. Her er Gud erstattet af mennesker med forskellige udmærkede egenskaber, der dog ikke tåler sammenligning med skaberværket omkring os i form at universet og naturen.

Ovenstående fallerede verdenskulturer er beviset på, at mennesket ikke kan tugtes eller dikteres til at blive bedre og kærligere mennesker. Det er ikke et religiøst eller politisk system, der skal ændre mennesket, men humanismen der skal vokse i hvert enkelt menneske som et resultat af egne personligt oplevede lidelser og de heraf affødte erfaringer.

Via "det religiøse princip" vil der, når tiden er moden, fremkomme statsledere og store kulturpersonligheder, som skal samle verden til "ét folk med én hyrde". Der er ingen grund til at tvivle på, at dette vil ske, sådan som det allerede er sket igennem tiderne, men først skal verden igennem "ragnarok". Det er ikke muligt at afskaffe det nuværende kaos med undertrykkelse, krig eller forbud, det må ganske simpelt udleves. Det er heller ikke uvæsentligt, at selve magtapparatet styres af kapitalen og dennes interesser.

Millioner af mennesker har ved egen drift og ledet af "det religiøse princip" samt de kulturer og personligheder, der har præsenteret de skiftende idealer for menneskene, fundet frem til livslovene i deres indre ad "smertens vej". Det er dog ikke nok, for i denne afgørende fase skal man have vist den "sidste del af vejen" af indviede personligheder eller verdensgenløsere som Martinus, der med sin kosmiske bevidsthed har bekræftet og struktureret verdensbilledet, så det er tilgængeligt for alle, der har lyst og behov for det. Martinus var bestemt ikke interesseret i idoldyrkelse, og samme karaktertræk vil præge andre indviede, idet det vigtigste er at rette opmærksomheden mod sin egen udvikling og fuldkommengørelse og holde tanken koncentreret på, hvordan man kan være til størst mulig glæde og gavn for sin næste.