Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2007/9 side 283
Kosmologi i udlandet
Martinus' kosmologi i de spansktalende lande
her specielt Venezuela
af Martha Font
Martha Font
Ved mindedagen d. 12.08.06 havde jeg en hilsen med til alle tilhørere fra kosmologer i flere spansktalende lande. Hermed vil jeg udvide denne hilsen til alle Kosmos' læsere.
Dengang ved mindedagen indledte jeg den hilsen med et musikstykke – "Música Mágica"– Magisk Musik på dansk – komponeret af en spansk kosmolog, Toni Iñiguez. Af praktiske årsager kan jeg ikke gentage det, men jeg vil bruge – i overført betydning – en anden musik. Denne gang drejer det sig om en meget smuk komposition, som kommer fra Venezuela. Det er en komposition bestående af flittigt arbejde, dybde, bøn og håb.
På mindedagen fortalte jeg, at Eduardo Serrano – som nogle af jer kender fra hans ophold i Klint for nogle år siden – var ved at forberede et seminar om Martinus' kosmologi på Meridas universitet i Venezuela. Seminaret har nu fundet sted med det resultat, at 7 personer, alle sammen universitetslærere, og de fleste af dem tilhørende videnskabelige fakulteter, mødes hver tirsdag aften og arbejder videre med kosmologien. De arbejder med Martinus' symboler og vil også studere Livets Bog 1 (både symbolbøger og LB1 er oversat til spansk).
Jeg har fået en julehilsen fra Eduardo, hvor han fortæller om seminaret, de emner, han behandlede og livet i Venezuela. Hermed nogle afsnit fra brevet:
"Lad os bruge disse julefester til at genopleve alle de principper, Kristus efterlod os, og tænke på den vedvarende genfødsel, som vi har behov for, og som Martinus altid minder os om." Lidt senere skriver han: "Vi har allerede flere gange delt Martinus' budskab i små grupper her i Merida, men længe har jeg gerne villet lave det på en mere systematisk måde. Og pludselig foreslog en professor fra det humanistiske fakultet (Eduardo er pensioneret universitetslærer), som kender min interesse for Martinus' kosmologi, og med hvem jeg har haft en del samtaler omkring det, at lave et seminar i den afdeling, som han leder. Jeg sagde med det samme ja til det, vel vidende hvad det betød.
Efter en lang forberedelse, hvor jeg bad Martinus og andre lysvæsener om hjælp og vejledning til at beslutte hvilke emner, jeg skulle vælge til seminaret, kom så dagen d. 10 oktober. Seminaret varede halvanden måned med to møder om ugen (tirsdag og torsdag 18.30 – 20.30). Den første dag var der et så kraftigt regnskyl, at jeg tænkte, at der ikke ville komme nogen. Marina (Eduardos kone) og jeg tog af sted – Marina blev min mest trofaste følgesvend. Det var blevet kl. 18.30, og det blev ved med at regne. Først kom en, så kom en anden, og efterhånden kom der flere. Vi startede seminaret med 12 deltagere. Et fint antal, da Martinus er så lidt kendt endnu. Seminaret fortsatte med et gennemsnit på 10 mennesker, nogle gange var der flere, andre gange færre – vi kom op på 16 – men hver gang var der en speciel energi. Jeg lavede nogle skemaer og brugte Power Point – og det var en stor oplevelse at kunne bruge symboler med denne nye teknologi. Men da jeg skulle holde mit oplæg, kom tingene flydende som øjeblikkets inspiration, og mine notater blev kun brugt som den akse, hvorfra aftenen udvikledes.

Universitettet i Merida, hvor seminaret foregik.
De to første aftener var først og fremmest en forberedelse til selve Martinus' budskab med tekster fra ham selv. Her blev der lagt vægt på behovet for at kunne lytte og åbne denne vestlige, rationelle og akademiske mentalitet mod en logik hinsides det, vi er vant til. Efter at have gennemgået hans kosmiske oplevelse og flere af hans tekster om nødvendigheden af ikke at dømme, inden man har analyseret tingene, berørte vi i løbet af seminaret nogle grundlæggende punkter af hans budskab:
Symbol 1 og 2 belyste de nuværende verdensimpulser her på jorden og den tillid, som forældreprincippet giver os, når vi får at vide, at Guds ånd stadig svæver over vandene, på trods af det nuværende kaos.
Ved hjælp af symbol 6 undersøgte vi spørgsmålet: Hvem er vi? – Vores dybeste og virkelige struktur og hvordan de 6 energier manifesterer sig. Vi gik videre til symbol 11 for at se disse energiers sammenspil i bevægelse. Vi fortsatte med tilværelsesplanerne og spiralkredsløbet (symbol 12 og 14).
Vi drøftede også universets enhed og princippet om væsner inde i væsner for at se, hvordan vores forbindelse med vores næste fungerer og det ansvar, som det medfører. Vi havde også en kort introduktion til den højeste ild og de principper, som hjælper os til at kunne fortolke det tilsyneladende nuværende seksuelle kaos (symbol 33), inden vi gik over til det håbefulde budskab, Martinus gav os om, hvad der venter menneskeheden i det kommende verdensrige (symbol 26).
Den sidste gang sammenfattede vi seminarets vigtigste punkt, lavede en evaluering, hvor vi også talte om det indtryk, seminaret havde gjort på hver af os, og planlagde, hvordan vi kunne arbejde videre efter denne kortfattede introduktion til Martinus' kosmologi. Vi besluttede til sidst at mødes en gang om ugen i de lokaler, universitetet har stillet til vores rådighed.
Min idé var, at studiegruppen skulle være åben for alle typer mennesker, men alle de nuværende deltagere er akademikere, og flere er begyndt at interessere sig for nogle af de ting, Martinus siger og deres forbindelse med hvad, der sker på deres respektive videnskabelige områder.
Jeg er meget glad for seminaret, det har givet mig muligheder for at fordybe mig i kosmologien og dele det med andre, der er så vigtigt for mig.
Inden jeg slutter, vil jeg tilføje, at den proces, som Venezuela går igennem i dag, bliver mere og mere interessant. Vi har oplevet et afgørende moment. Det er rigtigt, at sindene er meget oprørte, men det ser ud til, at tingene begynder at finde deres rette leje efter valget1, og vi tror, at efter et stykke tid vil alt blive bedre. Der er endnu meget, der skal rettes, men vi håber, at disse erfaringer vil få os til at ændre mange ting, der ikke kunne fortsætte. Det mest interessante af det hele er, at mennesker, der aldrig tidligere var blevet regnet for noget, nu føler, at de er med på en aktiv måde. Man fornemmer, at der er en strøm, som går igennem alle disse lande fra Mexico til Chile, og selv igennem USA. Meget tyder på, at disse lande vil få en betydning i det nye samfund, som nærmer sig. Alt er endevendt, men når vi ser positivt på det, er der et meget stort håb. I dag behøver vi mere end nogen sinde at få indre styrke for at kunne stå imod hvad, der nærmer sig. Jeg tror, Martinus er en af de kilder, som vil hjælpe os til bedre at kunne forstå, hvad der sker hos os. Vi talte meget om det på seminaret. Vi behøver jer, vi behøver jeres bøn for at kunne gå uskadte igennem dette.
"Tak for alle jeres bidrag til flatincom2. Det har været en vidunderlig idé. Tak til alle som hjælper os med deres refleksioner".
***
Jeg tror, Eduardos ord taler for sig selv. Derfor vil jeg ikke tilføje noget.
Noter
  1. Hugo Chávez præsident siden 1999 blev genvalgt for tredje gang i december 2006.
  2. Her refererer Eduardo til vores spanske Internet gruppe, hvor vi deler kosmologien med hinanden.