Kosmos 2008/2 side 34
Sådan kunne jeg også godt tænke mig at opleve verden!
Kære læser!
Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men man kan tale om Martinus og hans verdensbillede på to vidt forskellige måder. Ja, faktisk gør han det også selv, og det vil du se eksempler på i dette nummer af Kosmos. Først vil du møde ham som den skarpsindige forfatter, der køligt og nøgternt ræsonnerer sig frem til en sandhed om verden. Det vil du se i den første af hans to artikler.
I den næste møder du ham som et menneske, der strømmer over af taknemlighed for den fine bygning, som nu er blevet opført i det, vi i dag kalder Martinus Center i Klint. Taknemligheden retter sig ikke mod et verdensbillede eller et logisk ræsonnement, men mod de mennesker, der har brugt deres fritid og praktiske snilde på at opføre denne bygning. Og taknemligheden strømmer videre og afslører et livssyn, som direkte udspringer af den måde, Martinus oplevede verden på.
Sådan kunne jeg også godt tænke mig at opleve verden, vil du måske sige. Og siger du sådan, så viser det, at også du ejer taknemlighedens gave. Så er du på forhånd indstillet på den vidunderlige verden, Martinus ruller op for dig. En verden, hvor alt i den sidste ende viser sig at være til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Ja, helt ind i hjertet føler du måske, at netop sådan må det være! Men er det nok? Måske ikke altid. Og her er det, at analyserne kan stive dig af og styrke og bevare din glæde ved livet.
Dette er grunden til, at Martinus gjorde sit livssyn til en åndsvidenskab, der kunne diskuteres og udforskes som ethvert andet videnskabeligt synspunkt. Det er tankevækkende, at begreber som taknemlighed og kærlighed kan gøres til videnskab. Men det kan de altså, det var meningen med det hele, det var det, Martinus var ude på, og så kan du ellers selv vurdere, om det lykkedes for ham.
Længere inde i bladet vil du finde en artikel om hans verdensbillede som et oversigtskort. Så har du noget praktisk at orientere dig efter. Selvfølgelig måtte Martinus også af og til skabe sine egne ord og begreber. Spiralkredsløbet er et godt eksempel, og det vil du kunne læse mere om i månedens spørgerubrik. Et essay om samvittighedens indre stemme hører også med i et temanummer som dette, og det samme gælder naturligvis en artikel med overskriften: Videnskaben om kærlighed og lykke.
"Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette?" – skrev H. C. Andersen på vej ud i den store verden. Og han fortsatte: "Mon den virksomste del af mit liv endnu ligger for mig? Jeg ved det ikke! men taknemlig, trøstig ser jeg fremad. Hele mit liv, de lyse og de mørke dage førte til det bedste. Det er som en sørejse, mod et bestemt mål, jeg står ved roret, jeg har valgt min vej, jeg gør mit, men Gud råder for storm og hav, han styrer det anderledes og sker det, da er dette det bedste for mig, den tro er fast i mit bryst, og den gør lykkelig!"
Søren Hahn, hahn@c.dk
Forsiden viser Martinus' symbol nr. 14: Det kosmiske spiralkredsløb – 1. Se mere om dette fantastiske symbol i månedens spørgerubrik på side 49.