Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De fleste fra den generation, der ligesom jeg læste den kulørte tegneserie Anders And, har formentlig en tydelig erindring om alle de almenmenneskelige situationer, disse menneskeliggjorte ænder måtte gennemleve, og hvor "livskloge" historierne var med en tydelig morale. Der var hele spektret af menneskelige karakterer lige fra den uhørt rige og nærige Von And, der nidkært vogtede over sin formue, til den fabelagtig heldige Fætter Højben. I det mere daglignære galleri har trillingerne Rip, Rap og Rup, Anders And, Andersine og Bedstemor And m.fl. været karakterer, der mere lignede figurer, de fleste kunne identificere sig med.

En af de karakteristiske situationer jeg husker, var når Anders And skulle udtænke en "rævekage" for at få has på en anden "medand", der måske havde generet ham. Han var jo en noget kolerisk person, som ofte grinede og fornøjede sig, når det gik galt for andre, og blev dybt formærmet og forurettet, når det gik ud over ham selv. Når han planlagde sin strategi, illustrerede Walt Disneys tegnere det som en dialog mellem en sort and i "djævelens" udstyr som fortaler for egoisten, og en hvid and med glorie om hovedet som fortaler for humanisten. Disse to indre kræfters indbyrdes kamp for at vinde "dysten" bestod i at hviske Anders And "velmenende råd" i øret. Det er en vældig humoristisk måde at illustrere den tilstand af tvivl, som vi ofte selv står i, og som i nogle situationer får "djævelen"/egoisten i os til at sejre. Hvilket Paulus fortvivlet udtrykte i "romerbrevet" ved at skrive, at "alt det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, og alt det onde jeg ikke vil, det gør jeg". Andre gange vinder humanisten da heldigvis retten til at være den bestemmende. Om Walt Disney har hentydet til en åndelig dimension med de illustrerede rådgivere skal jeg lade være usagt, men et godt billede på nogle af vores egne frustrationer er det faktisk.

Utallige gange i Martinus' værker er det beskrevet, hvordan vi som mennesker, der ikke endnu er fuldkomne, altid har hjælp lige "ved hånden" i form af Forsynets altid årvågne nærvær. Vi er til stadighed omgivet af åndelige væsener og hjælpere, der manifesterer deres hjælp til os på forskellig vis, når vi har behov og beder om det. Om vi så er i stand til at opleve, at vi altid bliver bønhørt, er en anden sag, for måske kommer "svaret" ikke i den form, som vi selv ville have ønsket, ligesom det også i visse situationer vil være det rigtige, at vi ikke bliver bønhørt. Som Dalai Lama siger: "Husk det kan være en stor lykke ikke at få opfyldt dine ønsker". Man kan jo sagtens i en presset situation bede om at få hjælp på en ganske bestemt måde, hvilket måske senere viser sig at ville være temmelig uhensigtsmæssig, så den bedste "medvind" for en bøn er egentlig udtrykt i den tankekoncentration, som siger: "ske ikke min, men din vilje". Her overgiver den bedende sig til den uendeligt større visdom, det guddommelige Forsyn er, i erkendelsen af at egen viden eller erfaring ikke rækker i den pågældende situation, for gjorde den det, havde man egentlig ikke behov for at bede om hjælp. I bønnen nytter det således ikke at sige, "Kære Gud, gør mig rask – men jeg holder altså ikke op med at ryge og drikke" – for så har man allerede saboteret bønnens natur.

Men hvad er i realiteten "den indre stemme" for en "størrelse"? Er det et udtryk for en skizofren tilstand, hører vi stemmer fra en anden verden, eller er det "noget", vi blot skal ignorere som værende et udtryk for "tankespind"?

Den indre stemme eller vejleder er en værdifuld hjælp og et udtryk for, at vi er begyndt at blive bevidst om de mere åndelige energier og i nogen grad har udviklet åndelige organer, som sætter os i stand til at sanse blandt andet intuitivt, om end i et begrænset omfang i forhold til den rolle, intuitionsevnen i fremtiden vil få.

"Hvis det er modtageligt for den forfinede åndelige strøm af energi, der i form af en indre stemme neutraliserer enhver form for lyst til selviske interesser, til at lyve, til at bedrage, til at dræbe, til at gå på jagt og fiskeri, til at nyde kød og blod, til ikke at vende den højre side til, når det bliver slået på den venstre, til ikke at finde sig i en fornærmelse, til ikke at tage imod højere undervisning og belæring, til ikke at føle tolerance osv., da er det udtryk for, at "himmeriges rige" eller "den store fødsel" er nær."

Det er værd at bemærke, at Martinus her gør det klart, at "den indre stemme" udvikles på et bestemt stadie, hvor grove og primitive handlinger ikke i nævneværdig grad eksisterer i vores omgang med vore medvæsener. Som man således vil kunne forstå, er den ondskabsfulde og primitive "dæmon", som er illustreret i tegneserien, ikke normalt aktuel i det omfang som skitseret i det samme menneske med "den indre engel", der gerne vil gøre det gode. Dermed er det ikke sagt, at man ikke kan være i tvivl og påvirket af sin "skyggeside", for det er da i høj grad ofte tilfældet, men det er i de finere nuancer af livets palet, denne tvivl manifesterer sig. Det vil således ikke være naturligt med en så stor forskel på "det onde" og "det gode" i samme menneske.

Her er kunsten så at finde ud af, hvad det mindste onde er, og her kan "den indre stemme" komme til sin ret. Nu ved vi jo, at denne "stemme" i realiteten er en åndelig sansning i de finere energier, såsom følelse, intelligens og intuition, og at denne sansning er mulig, fordi vi har udviklet åndelige sanseorganer i de pågældende områder. Når løsningen på et problem alligevel i en aktuel situation kan være svær at træffe, skyldes det, at disse åndelige sanseorganer ikke er tilstrækkeligt udviklede i forhold til den grovere fysiske sansning, som vi har betjent os af helt fra det oprindelige dyrerige.

For at det ikke skal blive fremstillet for "akademisk", så er de "grovere sanseorganer" det samme som vores primitive egoistiske anlæg og egenskaber, der engang var en livsbetingelse i dyreriget, og som primært sanser i den fysiske verden. Det er derfor lig med den tilknytning, vi endnu har til dyreriget og "det dræbende princip" i vor bevidsthed. Den del af os, der er vokset ud af dyreriget, betjener sig af de "finere sanseorganer" og er det spirende menneske i det omfang, vi er i stand til at lade den humanistiske, kærlige side få overtaget i vores handlemåde. Denne splittelse er den tilstand, Martinus kalder for at være "en såret flygtning mellem to riger".

Selvom tvivlen i vore beslutningsprocesser kan være et irritationsmoment, fordi den forsinker vores handlinger og til dels gør os frustrerede, så er den alligevel en slags gode, idet den netop bekræfter denne vores status på vej væk fra "dyret" i vor indre og på vej til "mennesket", for hvem den højeste ambition er at "være til velbehag for alt og alle" og at "vende den højre kind til, hvis man bliver slået på den venstre".

For de fleste, der læser dette blads artikler, er det jo nemt at finde ud af, om man skal vælge at slå ihjel eller ikke, rent fysisk, for de er formentlig ikke i stand til at udføre en sådan barbarisk handling, men der findes mange nuancer af "at slå ihjel". Når et andet menneske kommer ind ad døren i strålende humør og bare er så glad, medens vi selv sidder og skumler, formørket i sind og hjerte og "bare ikke kan holde al den glæde ud", så kan der jo en sjælden gang ske det, at en "sivende sarkasme" tager livet af den indtrædendes glæde, i stedet for at vi lader os smitte og får bortjaget de mørke skyer i vores bevidsthed. Det er et forfinet "drab" på livsglæden hos vort glade medmenneske, og "lønnen" bliver formentlig en "dårlig samvittighed". Denne dårlige samvittighed repræsenteres af konflikten mellem vores menneskelige side og det, vi rent faktisk har gjort, og som burde ligge uden for, hvad vi kan nænne at gøre. Så der er al mulig grund til at hilse "skyldfølelsen" velkommen, selvom det naturligvis var bedst, hvis den var undgået.

Det er alle disse finere nuancer af vores væremåde, vi står foran at skulle optræne til at kunne fungere som automatfunktioner i større og større omfang. Jo mere udviklet denne side i vor bevidsthed bliver, jo nemmere får vi ved at træffe de rigtige beslutninger. Men hvad med de situationer, hvor "Barabbas smutter" og vi rent faktisk, som i nævnte eksempel, kommer til at gøre et andet menneske ondt? Jo, der bliver vi overladt til "erfaringens vej", hvilket vil sige, selv at få oplevelser af samme karakter for at forfine de endnu uudviklede sider i vores bevidsthed.

Det kan være meget svært at håndtere de følelser, der opstår i kølvandet på situationer, hvor man uforvarende har været så ukærlig mod et andet menneske, at det ligger langt væk fra den standard, som man normalt ville kunne nænne at gøre. Der er mange eksempler på, at mennesker, der f.eks. har begået en kriminel handling uden egentlig at have en kriminel bevidsthed, efterfølgende bliver så belastet af skyldfølelse, at de i værste fald vælger at begå selvmord. Vi oplever således også ofte, at mennesker, som uforvarende har voldt andre mennesker lidelse, f.eks. i et trafikuheld eller andre ulykker, bliver nødt til at modtage krisehjælp fra psykologer. Men situationer, hvor man overhører eller ignorerer erfaringer om at afholde sig fra den eller den handling, eksisterer selvfølgelig også.

Skyldfølelsen i disse situationer opstår netop i det svælg, der er mellem "normalniveauet" for den pågældendes humane følelse og det langt lavere niveau for den eventuelle pågældende handling.

Martinus skriver i bogen "Bønnens Mysterium, kap. 14 : "Væsenerne tilhører således forskellige mere eller mindre høje eller lave former for næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert væsen er dette, at hvis det kommer til at påføre sin næste skade eller lidelse, der ligger under dets specielle kærlighedsstandard eller det, der er normen for, hvad det ellers kunne nænne at påføre sin næste af ubehag eller lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige bevidsthedsstandard. Da denne bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale almenbefindende, kolliderer det altså ved ovennævnte handling med sit mentale almenbefindende. Det bliver mentalt sygt. Det er en sådan sygdom, vi kalder "samvittighedsnag"."

Det er jo primært vores medmennesker, vi kan komme til at gøre frygtelig fortræd, men det er bestemt også værd at huske på, at det samme kan gøre sig gældende over for vores mikrokosmos, altså vores egen krop med dens millioner af små levende organismer. I disse tilfælde vil der, formentlig allerede inden man begår "overgrebet" i form af overbelastninger på forskellig vis, have været forskellige reaktioner fra kroppen, ligesom den "indre stemme" sikkert i forskellige situationer har "sagt" og måske ligefrem "råbt", at nu udfordres fysikken mere end godt er, uden at man har reageret på det. Her gælder samme princip, som hvis det havde været i mellemkosmos. Når den indre stemme ikke høres eller respekteres, så må man gå "smertens vej" i form af fysiske reaktioner og begrænsninger. Mon ikke vi alle sammen kender situationer, hvor vi bagefter siger: "Ak, det vidste jeg jo godt, bare jeg dog havde lyttet efter". Samme situation gælder naturligvis for de makrokosmiske forhold med forurening og rovdrift på jordens ressourcer o.m.a.

Hvordan lærer man så at lytte og indstille sig på de råd, man får fra den indre stemme? Det gør man som i alle andre af livets forhold. Man øver sig og lærer af sine fejl, og så gælder det i øvrigt om at afsætte tid til at lytte til sin "indre stemme" og ikke være så forjaget, at budskaberne ikke kan trænge igennem. Der findes ingen nemmere vej af den simple årsag, at man skal lære ved selvoplevelse, idet man ikke kan drage nytte af andres erfaringer, andet end som ren teori.

I disse situationer, hvor man enten overhører den indre stemme og "den gode fornemmelse" eller handler uden omtanke, kan man risikere at bevæge sig ud i et så fortættet sjæleligt mørke, at man får behov for hjælp. I første omgang vil de opståede reaktioner eller virkninger af sig selv sætte en stopper for yderligere "overgreb" og overilede handlinger. Efterfølgende vil behovet for hjælp ofte være rettet imod at forstå, hvad man har gjort forkert, og således erfare, hvad man ikke skal gøre, og her kan man ofte få hjælp gennem bønnen, der desværre for mange mennesker har mistet sin "magi" i samme grad som de pågældende har forladt religionerne. Tilliden til bønhørelse og bønnens kraft har formentlig i dette eller tidligere liv lidt skibbrud, idet man formentlig ofte har oplevet, at man alligevel ikke er blevet bønhørt. At det beroede på, at bønnen her ikke blev brugt i overensstemmelse med sin bestemmelse, har man på det givne tidspunkt været ude af stand til at se, idet gudsforholdet var præget af trangen til favorisering for udførte "ydelser" i form af regelmæssige kirkebesøg, læsning i Biblen og sober livsførelse, der via præster og religiøse personligheder blev formidlet som det eneste fornødne.

I Fadervor, som Martinus kalder for den fuldkomne bøn, idet den dækker alle menneskelige forhold, hedder en af "tankekoncentrationerne" – "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Den "skyld", som vi her beder om at blive hjulpet af med, er det omtalte livsglædedræbende "samvittighedsnag" eller skyldfølelsen.

Det kunne lyde som en tilstand, der ligger mange liv forude, men som vi ved fra alle andre livets forhold, så foregår al udvikling trinvis, hvilket i denne sammenhæng betyder, at vi allerede nu har viden og erfaring nok på mange områder. Det er altså allerede nu muligt at "bide sig selv i tungen" i stedet for at besvare en fornærmelse med en fornærmelse, at hjælpe og støtte, der hvor der er behov i stedet for at tænke, at det er der nok andre, der gør, at lade være med at deltage i drab under nogen som helst form, at arbejde på at eliminere begrebet uven eller fjende i sin bevidsthed og mange andre ting, der for alvor kan ændre en kaotisk tilværelse med megen modgang til en meget mere målrettet livsvej med nogle faste principper for, hvad man agter at tage del i.

Martinus skriver om den igangværende forvandling af menneskehedens bevidsthedsudvikling i Livets Bog, 1 stk. 176:

"På nogle af disse stadier er væsenerne lydhøre eller modtagelige for finere åndelige energier eller impulser, er fremragende følelses- og intelligensmæssigt udviklede, tænker og handler til fordel for deres medvæsener. På andre stadier er væsenerne derimod kun modtagelige for fysisk energi og har således ikke nogen særlig føling med en højere verden, men lever hovedsagelig kun i selviske interesser. Jordmenneskene befinder sig altså på forskellige karaktertrin og er således ikke alle lige modtagelige for åndelig energi."

Ovenstående citat redegør for den generelle udviklingssituation for menneskeheden samlet, men når vi kigger ind i os selv, kan vi konstatere, at vi på nogle felter nærmer os væsentyperne, der er begyndt at være lydhøre og sansende over for åndelige energier, medens vi på andre områder stadig er mere eller mindre bundet til at opleve tilværelsen igennem de lidt grovere fysiske energier. Det er netop dette forhold, der bliver så udmærket beskrevet i figuren fra Anders And-bladene. I de situationer, hvor de mere sublime energier ikke bliver hørt, og den "indre stemme" fuldstændig overdøves af selviske interesser, bliver vi således overladt til den mere robuste indlæring fra den fysiske side af livet. Der er således ingen "formel", der vil gøre vejen til fred og fuldkommenhed kortere end nødvendigt, men et rigtig godt råd, som er blevet sagt i utallige sammenhænge, er, – tæl til ti! Når man oplever, at man "bliver revet med" af indre tilskyndelser og ren impulsivitet, så er der tit en god grund til at bremse sig selv lidt, for de impulsive handlinger er jo ofte forbundet med en form for automatik, og den automatik, som vi er nært knyttet til, er jo i høj grad gamle reflekser fra dyreriget. Mange vil nok mene, at det bliver lidt mere "kedeligt", hvis vi skal bremse alle vores tilskyndelser og blive meget velovervejede, men tænk blot på, at intelligensenergien normalt først får plads, når "ilden" i form af tyngdeenergien har lagt sig, og så er det for sent, for så er "Barabbas givet fri". Intelligensenergien er en "neutral" energi, der i forbindelse med vor følelsesenergi skaber den fuldkomne balance i sindet.

Når man tager at fast greb i det "åndelige ror", som kosmologien er, og dermed støtter sig til de kosmiske love, der alle er baseret på den højeste kærlighed, så er kursen lagt mod "den trygge havn". Der vil utvivlsomt komme masser af udfordringer på denne "færd", for hvis man i de situationer, der måtte forekomme, spørger sig selv, "handler jeg nu kærligt", så kræver det, at man også ved, hvad kærlighed er. Ifølge Martinus så opstår den ved den fuldkomne ligevægt, som nævnt, mellem følelse og intelligens, så kærlighed behøver ikke altid at være at give efter og føje sig efter andre menneskers ønsker. Nogle gange, for ikke at sige ofte, er det faktisk det modsatte. Der kan det være godt at tænke på den af Martinus' leveråd, der siger: "Vær upåvirket af dadel og smiger".

Hele det store udviklingspanorama, som har stået på i årtusinder, handler udelukkende om at lære at skelne mellem, hvad der er det "gode", og hvad der er det "onde". Når vi først har erhvervet erfaring og viden i dette store spørgsmål og handler derefter, er vi også i stand til at "gøre os jorden underdanig" og beherske naturkræfterne. Vi kan også i samme grad skabe vor egen og vore omgivelsers fremtid i et lysere og herligt "klima" til gavn for alle.