Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2008/2 side 61
Verden aktuelt
Medfølelse og "synæstesi"
af Olav Johansson
Olav Johansson
Nogle mennesker rummer større medfølelse end andre. Nogle kan til og med bogstaveligt talt føle andre menneskers oplevelser på deres egen hud. Det handler om en særlig variant af et fænomen, psykologerne kalder "synæstesi".
Synæstesi er en tilstand, hvor sanseindtrykkene er ligesom sammenkoblede eller synkroniserede. Den oftest forekommende gruppe "synæsteter" oplever, at bogstaver, tal eller ord har farver. Andre føler, at ugedagene har toner, eller at en toneakkord lugter på en særlig måde. Et med dette muligt beslægtet fænomen er også, at mennesker, som har et sansehandikap, til tider kan udvikle en kompensation for sit handikap gennem en andet sans. Der findes eksempelvis blinde mennesker, som har udviklet en evne til at kende forskel på forskellige slags farver bare ved at berøre f.eks. forskelligt farvede tekstiler med deres fingre.
Hvor almindeligt det er med former for synæstesi, ved man ikke, men forskere gætter på eller skønner, at måske så mange som et par procent af befolkningen har disse specielle oplevelser.
Nu har to psykologer i London kunnet påvise, at der findes synæsteter, der kan føle på deres egen hud, når de ser en anden blive berørt. Michael Banissy og Jamie Ward på University College har lavet et eksperiment, hvor de har sammenlignet ti synæsteter, som angav, at de kunne føle andres følelsesindtryk, tyve synæsteter med andre specielle evner, og femogtyve personer uden synæstetiske evner.
Resultatet af disse eksperimenter viser ifølge en artikel af Barnissy og Ward i tidsskriftet Nature Neuroscience, at der virkelig findes synæsteter med evnen til at føle andres følelser. I disse eksperimenter testedes tillige deltagernes EQ (EQ = empati koefficient). Og det viste sig da interessant nok, at synæsteterne, som kunne registrere andres følelser på deres egen hud, virkelig havde højere værdier på de tests, som målte den rent emotionelle medfølelse. Men derimod var de ikke bedre end de andre forsøgsdeltagere på de udgaver af EQ-tests, hvor en mere logisk ræsonnerende medfølelse og evnen til at omgås andre i grupper blev målt.
I lyset af den åndelige videnskabs forklaringer af medfølelsens natur og udvikling virker også disse resultater logiske. Medfølelse er jo ikke noget, man resonerer sig frem til på logisk vis (at den kan motiveres logisk – i særdeleshed i lyset af de kosmiske analyser – er en anden sag), men er en helt og holdent individuel genkendelsesreaktion, som udløses automatisk uden individets vilje- og fornuftskontrol, når det udløsende moment for en sådan reaktion foreligger (se f.eks. Livets Bog bind 2 stykke 634-36). Det er med andre ord dybest set ens egen selvoplevede smerte, man genkender hos sin næste.
(Mere om dette og andre videnskabelige eksperimenter af nyere dato som bekræfter samme sag kan for øvrigt læses i artiklen "Din smerte er min smerte" i Kosmos nr. 1-2005).
Kilde: Dagens Nyheter 2007-06-24
Oversættelse: Søren Olsen