Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg kender to personer, der er blevet helbredt "mirakuløst" for livstruende sygdom. I begge tilfælde var der knyttet et syn af et åndeligt operationshold til helbredelsen. Så i virkeligheden var der ikke tale om mirakler – de findes ikke reelt – men om et psykisk/fysisk indgreb udført af åndelige væsener. Det har styrket en personlig erkendelse af, at der er meget vide grænser for, hvad man fra åndeligt hold kan helbrede af sygdom. Det store spørgsmål bliver derfor, hvorfor er sygdom da så udbredt?

Tilstandene for mange mennesker på jorden er ekstreme og får mange følsomme og intelligente mennesker til – ganske forståeligt – at afskrive både Gud og en åndelig verden, for hvis Gud fandtes, ville "Han" ikke tillade så megen lidelse. Ergo! Gud findes ikke, og bøn og så meget andet knyttet til det åndelige er kun for naive troende. Sådan tænkte jeg selv engang før min interesse for Martinus' åndsvidenskab blev vakt.

Bønnen virker, selvom man ikke tror på den, skriver Martinus. Det står åbent for enhver at afprøve det. Gennem de mange år, hvor bøn har været en del af min hverdag, har jeg oplevet en del små "mirakler" og en del overraskende virkninger, ligesom jeg har oplevet mange tilfælde, hvor det har været meget svært at se en virkning. Det havde ikke været godt uden såkaldt positiv respons på bønnen med jævne mellemrum, men ikke desto mindre har jeg nok lært mere af alle de gange, hvor bønnens virkning har været umulig at erkende. Den rigtig gode lille bog af Martinus, Bønnens Mysterium, giver svar på meget omkring bøn, også på spørgsmålet hvorfor virkningen ofte ikke er til at få øje på.

Jamen går bønnen da ud på at aktivere disse åbenbart tunghøre åndelige væsener, der åbenlyst ikke har nogen fornemmelse for, hvilke forfærdeligheder der foregår på jorden? Der er tre mulige svar: 1) De findes ikke – englene. 2) De ved ikke, hvad der foregår på jorden, derfor skal de vækkes ved bøn. 3) De har en viden og indsigt i hvert eneste menneskes nødvendige skæbne og udvikling, der gør, at de normalt ikke befrier mennesket fra dets lidelse. Det er den sidste forklaring, det er værd at tænke nærmere over, også fordi den sætter den bedende i en helt anden rolle. Det er den bedende, der står i lære til at få indsigt i nogle store sammenhænge! Bønnens primære formål er, ifølge Martinus, at udvikle det personlige gudsforhold. De, der er permanente "borgere" i en åndelig verden og dér fungerer som Guddommens lytteorganer, har en indsigt og evner, som jeg ikke har endnu, men som jeg skal tilegne mig for at kunne blive som dem engang. Bønnen handler således primært om at udvikle en vågen dagsbevidst korrespondance med Gud. At gøre Gud til sin personlige vejleder og samtalepartner i alle livets forhold. Hvad mere kan man ønske sig?

Set med åndsvidenskabelige briller er der en personlig 100 % lovbundet sammenhæng i hvert eneste levende væsens i virkeligheden evige liv. Uden lidelseserfaringer op gennem vores millionårige udvikling gennem det dyrerige, som vi stadig tilhører, ville menneskelighed, medfølelse, indlevelse og i sidste ende begyndende næstekærlighed aldrig være blevet til oplevede realiteter. Det hele ligger i Jesu udtalelse om, at som du sår, skal du og høste. Selvom høsten til tider er barsk, er den af stor positiv betydning for den enkeltes udvikling.

Vi ved, at rygning fører til lidelse, bl.a. fordi rygeren i længden gør livet umuligt for de mange celletyper, der udgør lungerne og dermed det livsnødvendige iltoptag til hele kroppen. Princippet for rygning gælder alle sygdomme og lidelser, her er årsag og virkning – sæd og høst – blot er sammenhængen oftest meget mere skjult, og årsagen kan almindeligvis ikke findes i denne inkarnation. Man skal i det hele taget passe på, når man tror at have fundet en årsag, for selv en såkaldt årsag indgår altid i en årsags- og virkningskæde, der ofte kan spores meget langt ind i fortiden. Den sande årsag kan altid kun ledes tilbage til jeget.

Har vi f.eks. været ude at smage de lidelsesfulde virkninger af et misbrug, da vil disse erfaringer efterhånden gøre misbrugeren til eksmisbruger og gøre ham immun overfor tiltrækning mod alle kunstige stimulanser. Læg mærke til den frihed, vi har til at gå i hundene. Man kan tigge og bede en misbruger om at stoppe, men tvinge kan man normalt ikke. En misbruger skal selv bede om hjælp for at få hjælp. De nødvendige bitre erfaringer skal være høstet, og da bør hjælperne stå klar. Den regel gælder for hjælpere på det fysiske plan såvel som for hjælpere på det åndelige plan.

Så langt går Martinus, at han kalder sygdom og lidelse for et "fuldkommengørelsesspørgsmål"¹ – altså et spørgsmål om at "naturen" retter op og lærer os noget, der bringer os videre i en udvikling, der har fuldkommengørelse som mål. Set i det lys er det ikke mærkeligt, at såkaldte "mirakelhelbredelser" er sjældne og måske kun virker for en tid. "Helbredelse" er åndsvidenskabeligt set et meget stort ord, for er den åndelige baggrund for en sygdom ikke udlevet / afviklet, foregår dyrkningen af sygdommen stadig og vil atter bryde ud med tiden. Det tager tid for "naturen" – livets skole – at rette op på de skader, vi i naturlig uvidenhed påfører os selv. Dertil kommer at det ikke kun handler om genopretning, men i højere grad om fremadrettet udvikling.

Det er noget af det sværeste ærligt at få over sine læber – når man beder for sig selv – eller når man beder for et menneske, der lider slemt, at afslutte bønnen som Jesus gjorde det: "Dog ske ikke min, men din vilje!" Gør ikke (mig selv) eller dette menneske rask og lidelsesfrit, dersom det ikke er til gavn for dets udvikling. Der ligger en stor ydmyghed i at erkende, at jeg ikke kan vide, hvad der er bedst for et menneske i nød, vel at mærke når jeg måske professionelt og/eller som "den barmhjertige samaritan" har gjort, hvad det er muligt at gøre med jordiske midler.

Så tæt er sammenhængen mellem Gud og vores næste, at man ikke kan elske Gud og samtidig hade sin næste, også selvom denne næste rent faktisk optræder fjendtligt. Som bekendt anbefaler Jesus, stik imod hvad der er naturligt for os, at man beder for sine fjender og tilgiver halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt – med andre ord altid. Vi er stillet overfor væsentlige udfordringer i vores personlige udvikling fri af dyreriget. Det er i det store perspektiv, udviklingen af det personlige gudsforhold gennem bøn skal ses, ikke bare som nyttigt, men også som en nødvendighed.