Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Jeg kan ikke huske, om jeg nogen sinde har fortalt dig om min bamse. Gudskelov har jeg den endnu. Den har fulgt mig gennem gode og onde dage, og den minder mig om min mor, som har syet et par sorte tråde i på det sted, hvor den har mistet et øje. Går man i Zoologisk Have og lytter til, hvad børn siger om dyrene, så er det bjørnene, de bedst kan lide. Ikke mindst isbjørnene. De er "nuttede", hører man, og bare man dog kunne lægge sig til at sove i favnen på sådan en rigtig levende bamse.

Og nu skal jeg betro dig noget. Også jeg er fascineret af disse bamser. De er jo smukke og yndefulde. Men de er ekstremt farlige, hvis man kommer for tæt på. Det ved de voksne, og når jeg fortæller disse ting, er det bare for at nævne et eksempel på, at man godt kan elske og i tanken kramme og knuge sig ind til et fremmed væsen – og så alligevel omgås det med stor forsigtighed.

Mennesker kan også være farlige, hvis man kommer for tæt på. Ja, de kan være rene djævle. Som bekendt er der en gammel forestilling om djævelen som et virkeligt væsen, der konkurrerer med den gode Gud om at herske over Jorden. I dag er det nok mere et symbol, men uanset hvordan man nu har det med djævelen og ondskaben i verden, så gælder det bare om at holde tungen lige i munden. Det handler Martinus' artikel om på de næste sider. "Guds øjne eller det gode syn", hedder den. Mange voksne har dette "gode" syn, når de kigger på isbjørne, men mangler det når de kigger på mennesker.

Hvilket dyr kan du bedst lide? Børnene er ikke i tvivl. Der er "de nuttede" og "de dumme". Til de sidst nævnte hører så afgjort flamingoerne. Af en eller anden grund ser de dumme ud, og nu hvor jeg har hørt dem blive omtalt sådan, så synes jeg også, de ser lidt dumme ud. Men her gælder det altså om at se med de før omtalte Guds øjne. Akkurat som det gælder om at se på mennesker, der virker anderledes og fremmede. Ser man rigtigt efter, er der er altid et eller andet, man kan beundre og elske. Det gælder bare om at se på dem med Guds øjne eller det gode syn.

Og lægger man så vægten af hele Martinus' verdensbillede oven i dette gode syn, så vil man forstå, at det i den store verdensorden er helt okay, at visse mennesker er mere djævle end andre. Man må nemlig først være en djævel, før man kan se med Guds øjne. Det er pointen og temaet for dette nummer. Hvordan det går til, skal jeg ikke afsløre her, det må du selv læse dig til i Martinus' artikel, der ligesom vimplen på tårnet i Københavns Zoo blafrer og viser vejen for resten af dette nummers artikler. De handler alle – hver på sin vis – om at vende vante ting på hovedet og se dem på en ny måde.

En sidste pointe er nok værd at fremhæve. Man kan sagtens være handicappet og mangle det ene øje – og dog se på verden med Guds øjne eller det gode syn. Om man så – som min bamse – må nøjes med et par tråde til at markere det sted, hvor øjet skulle have siddet, så gør det ikke noget. Det ved min bamse alt om. Den er elsket og elsker betingelsesløst igen. Kort sagt, et rigtigt forbillede for os alle sammen!

Forsiden viser børnenes favorit nr.1: Isbjørnen. Er den ikke nuttet?