Kosmos 2008/5 side 146
Glemslens glæde
af Olav Johansson
"Betydningen af verbet er således egentlig at hengive sig til en munter, støjende glæde, så man mister hukommelsen om noget (oversat citat fra "Det svenske Akademis ordbog")."
Verbet, som ordbogen her forklarer den oprindelige betydning af, er altså at "glemme". Og man kan vel godt sige, at det er en oprindelig betydning, som i dag i høj grad er glemt? Men "glemme" og "forglemme" er altså ord og begreber, som er direkte kommet fra og forbundne med "glæde".
Et eksempel på den visdom, som mange af vore sproglige begreber rummer eller er udtryk for. For det må vel nok siges at være en velsignelse – til netop livsglædens fremme – at vi i mørkets zone i det kosmiske spiralkredsløb også har en sådan fremtrædende evne til at "glemme"? Det er takket være denne evne, at selv de mest plagsomme og smertefulde oplevelser, som vi kan komme ud for her, til sidst mister grebet om vort sind og vore tanker og følelser. Om ikke før, så gør de det, når vi diskarnerer fra denne verden, og når vi kommer tilbage hertil næste gang, er vi ikke længere belastede med sådanne minder, men derimod berigede med den bevidsthedsfremmende essens eller resultatet af disse erfaringer.
Det er faktisk, siger Martinus, en beskyttelse for os her i mørkets og primitivitetens zone, at vi kan "glemme" i den udstrækning, som vi gør, men alligevel som sagt føre med os og drage fordel af den bevidsthedsfremmende essens af al den lidelse og smerte, vi har oplevet og oplever her. I Livets Bog kan man f.eks. læse:
"Hovedsagen er således, at det (det levende væsen – min anmærkning)netop har resultatet af sine anstrengelser i tidligere liv med over i sin nuværende tilværelse i form af talenter og anlæg. At det ikke kan huske, hvor mange tårer, sorger og bekymringer, disse anstrengelser eventuelt har kostet det i nævnte tidligere tilværelse, betyder absolut intet. Er de mange nervesammenbrud og sindslidelser, det daglige liv udviser, ikke et tilstrækkeligt bevis for, at menneskenes erindringer fra det nuværende liv i et sådant tilfælde allerede har været en så tyngende belastning, at den langt har overskredet de pågældende væseners mentale bæreevne. Hvad skal sådanne væsener med yderligere triste og mørke erindringer? – Er det ikke netop en velsignelse, at disse helt fortaber sig i fortidens mørke? – Og denne velsignelse vil være så meget desto større, eftersom disse fortidige erindringer umuligt vil kunne ændre individets nuværende lidelser. Det skete kan umuligt gøres usket." (Livets Bog2, stk. 321)
Og på et andet sted i samme bog kan man om sådanne minder læse:
"Men efterhånden som disse erindringer har udløst deres mission ved individets karakterudvikling, gennemgår de en åndsproces, efter hvilken de fremtræder som kopier af deres oprindelige tilstand, men med den forskel, at medens de i den nævnte tilstand fremtrådte som lidelses- eller tyngdeerindringer, fremtræder de efter forandringen som fuldstændige kopier af disse, men opbygget i kærlighedsmaterie. Dette vil igen i en fysisk lignelse sige, at de nævnte erindringer fra at fremtræde som "jernbilleder" bliver omskabt til at fremtræde i ædlere metaller f.eks. "guld". Alle erindringer, selv om de er nok så mørke og uhyggelige, vil således, efterhånden som de har udfyldt deres mission i individets bevidsthed, efterlade sig kopier i kærlighedsmaterie, der jo udgør den åndelige verdens ædleste "metal" eller "guld"." (Livets Bog 1, stk. 211)
Alt bliver således forædlet, og intet går tabt, selv om det i en vis fase af kredsløbet er skjult bag det "barmhjertighedens slør", vi kalder "glemslen". Når vi selv og vore minder er blevet modnet til denne oplevelse, kommer vi til at gense eller genopleve alt dette igen, men da i et stærkt forherliget salighedsskær eller det, Martinus kalder "guldkopier".
På dansk findes det udmærkede begreb "glemmebogen" ("glömboken" på gammelt svensk), som illustrerer, at noget kan være glemt, men alligevel på sin vis bevaret eller kopieret i en for vor dagsbevidsthed lige nu "utilgængelig" eller "ulæselig" bog. Denne bog er vort åndelige "hukommelseslegeme", hvor alle vore oplevelser er "afbildede" eller kopierede. I den nuværende fase af spiralkredsløbet befinder vor dagsbevidste kontakt med dette "legeme" sig på et næsten latent stadium – hvilket som sagt også kan ses som en beskyttelse – men det påvirker ikke "hukommelseslegemets" altomfattende "evne til at danne kopier" af alt, hvad vi møder på vor vej gennem livet. Intet undgår at blive registreret og bevaret der.
En af de to gange, jeg har drukket te sammen med Martinus for nu snart 30 år siden, husker jeg, at han efter et par timers intensiv og inspirerende dialog tog afsked med os andre i selskabet ved at sige, at hvert ord, som var blevet sagt i løbet af denne sammenkomst, kommer vi til at genopleve i en fjern fremtid, når vi befinder os i det rige i spiralkredsløbet, hvor hukommelsesenergien kulminerer, dvs. i "salighedsriget"! Da han sagde det, havde jeg allerede glemt mange af disse ord, hvilket naturligvis i endnu højere grad er tilfældet i dag, næsten 30 år senere. Men et eller andet sted findes det, ligesom alt andet, jeg har oplevet i dette spiralkredsløb, bevaret og "afbildet" for fremtidig behov og brug. Og da, når vort "hukommelseslegeme" befinder sig på sit kulminerende stadium i kredsløbet, kan vi opleve denne vor "hukommelsesverden" præcis lige så realistisk og levende – men altså i et altomfattende og altgennemtrængende salighedsskær – som vi i dag oplever den fysiske verden, hævder Martinus også. Så der findes sikkert et eller andet at se frem til på vor videre færd gennem spiralkredsløbets fantastiske verdener og riger. Men så længe, vi endnu befinder os i mørkets og lidelsens verden, må vi nok tilstå, at der ligger en del i den berømte skuespiller, Ingrid Bergmans (1915-1982) ord:
"Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse".
(Oversættelse Edith Grønbæk)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige