Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus' samlede værker kan efter min mening nedskrives til bare tre ord: reinkarnation, tilgivelse og forjættelse. Sidstnævnte ved billedet af Jesus i skyerne, som vi ser det på symbol 23, der pryder omslaget på mange af hans bøger. Ja, og så må vi ikke glemme bagsiden på de samme bøger, der med symbol 19 viser baggrunden for det hele: manglen på tilgivelse. Og konsekvensen: en brændende by på baggrund af en begsort himmel, hvor døden i egen høje person toner frem som en hvid benrad med sit dødningegrin!

Reinkarnation, tilgivelse og forjættelse. Af disse tre er tilgivelsen det eneste, man selv kan gøre noget ved. Resten er ren automatik.

Men hvad er da tilgivelse?

Man kunne måske tro, at tilgivelse var at give hinanden håndslag på, at nu slutter vi det gamle fjendskab og begynder på en frisk. Det er et indtryk, man nemt får ved at kigge på symbol 23, hvor tilgivelsen er symboliseret ved et par hænder, der mødes. Men det er langt vanskeligere end et håndtryk. "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig", lyder et gammelt ord (1. Mos. 32, 28). Det er efter min mening det, vi ser på symbolet.

Verden er fuld af fortællinger om fjendskab, om straf og retfærdighed. Det er handlingen i de fleste film og romaner. Og dér slutter historien så. Smukt kunne det jo se ud, hvis helten og forbryderen mødtes i fængslet og gav hinanden håndslag: "Jeg slipper dig ikke..."

Men hvorfor skulle de det!

Til børn i skolen siger man: "Kan I så være gode venner, I må ikke mobbe, nu skal I opføre jer ordentligt!"

Men hjælper det? – Næppe, thi forudsætningen for at få noget med følelser til at ophøre er at erstatte det med andre følelser, der er stærkere. Det kan naturligvis være frygt for lærerens straf, men det er ikke tilgivelse. De stridende parter må nå frem til et punkt, hvor de i fællesskab kan fortælle hver sin beretning og få de to beretninger til at mødes i en fælles historie med mening i. Et rigtigt eventyr, hvor begge parter er med og skiftevis spiller "den onde" og "den gode".

Kan de det? – Nej, børnene kan ikke, men måske kan de som voksne. De kan mødes som de roller, de er, den dag bødlen bliver offer for sidste gang.

Så slipper de hinanden!

For sidste gang? – Ja, for der skal byttes om på rollerne mange gange, før det går op for bøddel og offer, at de holder hinanden fast i et jerngreb. Man skal kunne distancere sig fra sin rolle for at se sig selv i den. Det kaldes forståelse, – og forståelse er tilgivelse. Og i tilgivelsen ligger også velsignelsen. Man velsigner og omfavner dén person, uden hvilken man ikke ville have forstået.

Men man tror det ikke, før man ser det. Og dermed er det heller ikke helt slut, for nu er det gamle vaner, man må slås med. Og så er det jo dejligt, hvis man kan finde folk som Martinus, der kan skrive det hele op på en formel. Så kan man rigtig få lejlighed til at forstå og tilgive. Den ene gang efter den anden. Man kan rydde op i sit repertoire og velsigne sine gamle fjender.

Tak for alt det, kære fjender, som I har lært mig!

Så enkelt er det – og så svært er det. Og således går verden sin gang ifølge Martinus: reinkarnation, tilgivelse og forjættelse. Og det hele fremgår af to symboler: nr. 19 og nr. 23 i Det Evige Verdensbillede 2.
 

Supplerende litteratur: Livets Bog 2, stk. 436.