Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Det er en kendsgerning, at opdagelser og opfindelser ofte gøres af to eller flere mennesker uafhængig af hinanden og på samme tid. Kendte eksempler er Newton og Leibniz, der opfandt en helt ny regningsart. Kendt er også Darwin og Wallace, der i fællesskab publicerede teorien om arternes udvikling gennem naturlig selektion. Det er, som om alverdens idéer står på spring for at blive opdaget. Men tiden skal først være moden. Det kommer ikke bare hulter til bulter, der er er en udvikling, en skjult orden og et styrende princip, som først bliver synligt for alle, når det færdige resultat ligger på bordet.

Det er denne tanke, Martinus har fat i, når han i sin artikel på de næste sider fortæller om en gammel og en ny verdenskultur. Der er tale om to store idéer eller impulser, som er kommet til menneskene og ligesom har delt dem op, så nogle hælder mest til religionerne, andre mest til videnskaberne. Det er en bevægelse, der involverer hele kloden, en proces, der ifølge Martinus forløber fuldstændig regelbundet og forudsigelig. Vi kender den også under betegnelsen "sekularisering", og rent historisk kan den føres tilbage til oplysningstiden og i særlig grad til en filosof som Descartes, der hævdede, at man må tvivle om alt. Provokerende er også Nietzsches udsagn om, at Gud er død.

Det er denne proces, Martinus sætter fokus på i dette nummer af Kosmos. Han betragter den ikke blot ud fra det, enhver kan overbevise sig selv om ved at gå tilbage i tiden og sammenligne med nutiden, men også ved at forlænge blikket ud i fremtiden. Hvad vil der videre ske? Spørgsmålet vil uden tvivl give anledning til, at den interesserede læser spørger sig selv: Hvor står jeg selv i denne proces? Og da processen forløber regelbundet og er til at forudsige, melder det næste spørgsmål sig: Hvad kan det bedst betale sig at satse på i det videre forløb? På den måde bliver Martinus' fortælling om vor fælles oprindelse til et spørgsmål om at indrette og tilpasse sin adfærd til en kultur, som endnu ikke er blevet alment gældende. Læseren bliver dermed pioner for en fremtidig verdenskultur med den særlige moral og selvforståelse, der følger i dens spor.

Derfor er tidsskriftet Kosmos et blad for pionerer. Men tro nu ikke, at der er noget særlig flot eller fint ved det. I den evige udvikling kan ingen af os jo udgøre en tøddel mere, end hvad alle andre før os har været, og hvad alle andre efter os skal blive. Sådan omtaler Martinus sig selv og sin egen rolle som forfatter. Det er også pointen og temaet for dette nummer af bladet, der gennem andre forfatteres bidrag peger på nogle af de mange problemer, der netop kan være forbundet med at være pioner.

Nu holder bladet en lille pause indtil august, og vi ønsker vore læsere en god sommer.

Forsiden viser Martinus' symbol over verdensimpulserne, der som ringe i vandet forplanter sig ind over samtlige kloder i verdensaltet. En nærmere forklaring findes i Det Evige Verdensbillede, bind 1, symbol nr. 1.