Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til alle tider har der været talt og skrevet om, hvorledes man bedst kan leve – få det meste ud af livet. Og ikke mindst i vor tid, hvor flere og flere mennesker bliver klar over, at øget materiel velfærd ikke i sig selv er nogen garanti for, at man bliver lykkeligere, gladere eller kommer bedre overens med livet.

Derfor udgives der i disse år et utal af bøger om kunsten at leve et længere, bedre og lykkeligere liv – bøger, der anviser forskellige indfaldsvinkler til spillet på livskunstens svære arena. Og mange af disse bøger giver gode og fornuftige råd.

Men de "mangler" noget, synes jeg. De mangler at få begrebet livskunst sat ind i en større sammenhæng – et verdensbillede, der giver svar på livets store spørgsmål: Hvorfor er vi her, hvor kommer vi fra, hvor går vi hen efter døden, og hvad er livets mening? Og som ikke mindst giver en logisk forklaring på livets mange og "ubehagelige" sider. Derfor er det godt, vi også har Martinus' bøger.

For eksempel skriver Martinus indledningsvis i fortalen til sit store værk Livets Bog:

"Ethvert levende væsen, der kommer til verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det væsenssamfund, vi kalder "den jordiske menneskehed", eller det hører ind under de former for liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som "dyr", "planter" og "mineraler", er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse".

En inspirerende indledning til en bog. Man bliver uvilkårligt nysgerrig og får lyst til at læse videre. Og Martinus fortsætter:

"Da livets oplevelse kun kan eksistere i form af en vekselvirkning mellem to former for energi, nemlig den fra universet i form af vore omgivelser, og den fra vort eget indre i form af vor manifestation udstrålende energi, og denne vekselvirkning i form af livets oplevelse netop er identisk med skabelsen af vor tilværelse, vil det være klart indlysende, at vi hver især udgør en ikke ringe faktor i denne skabelsen af vor skæbne, i særdeleshed fordi vi indenfor et vist område netop er er i besiddelse af en såkaldt "fri vilje"".

Livskunst er et spørgsmål om, hvorledes man forholder sig til, responderer på eller "vender" energierne i sit samspil med omgivelserne.

Og jo bedre, man er i stand til at manifestere lys, kærlighed og varme – trods en svær skæbne med for eksempel pinefulde sygdomme, tortur, fattigdom, fangenskab og krigstrusler – des bedre, lykkeligere, lysere og behageligere vil ens tilværelse forme sig. Ens skæbne afhænger af, hvordan man behandler sine medvæsener og omgivelser.

Men det kan være svært at få rettet tankerne ind i positive og næstekærlige baner. "Skridtet" fra teoretisk viden, dvs. fra den tænkte tanke, til følelse og handling, kan være en svær hurdle at forcere. Eller med Paulus' ord: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg".

Vi må ruste os med tålmodighed. Tålmodighed er en visdommens dyd, hedder det. Og øvelse gør mester.

Men hvornår er vi mestre i livskunst?

For mange er der langt igen. Vort skæbnemønster skal ses i et større perspektiv – over flere liv. Senere i Livets Bog redegør Martinus indgående for reinkarnation og evigt liv.

Han fortæller også, at vi ikke behøver at stå alene med en svær skæbne, Vi kan gennem bønnen korrespondere med Guddommen og dermed få hjælp i den så vanskelige livskunst.

Man kan bruge Fadervor, og/eller man kan bruge sine egne ord. For eksempel anbefalede Martinus engang følgende bøn: "Fader vor, du som er i himlene, jeg beder om, at din vilje må ske i mit liv hele denne dag og nat, og at der må blive lagt hindringer i vejen, hvor jeg ikke må komme, og åbnet en vej, der hvor jeg skal komme". (Se Tage Buchs lille artikel "Bønnens nødvendighed" i Kosmos 2004 nr. 6)

Og hvornår er man på livskunstens rette vej? Det har Martinus også et svar på:

"For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af ideer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med én eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen". (Livets Bog 1, stk. 17)

Ved at læse, hvad Martinus skriver, finder man efter min mening vejen til et lykkeligere og bedre liv. Man forstår, hvorfor det "ubehagelige" er en nødvendig del af livet, og hvordan vi gennem bønnen kan få hjælp til at bære en hård skæbne. Tilmed får vi mulighed for at erkende, om vi følger den rette vej.

Derfor synes jeg, det er dejligt og oplivende, at flere og flere mennesker får øjnene op for den gave, vi har i Martinus' forfatterskab.