Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg begynder at føle mig som pastor Jansson, skriver Jan Seilitz og fortsætter: Jeg var inde på hjemmesiden andlighet.se (åndelighed) og faldt over nogle linier, som en Pernilla L. havde skrevet. Hun skrev bl.a.

"Jeg har indset, at min åndelighed har ført mig op på et nyt niveau. Jeg har droppet tarot, healing og alt det andet og begynder at søge dybere ned i mig selv. Det er, som om alt har forandret sig, og det, jeg tidligere troede var målet, var bare et stykke på vejen."

Og så kunne min indre pastor Jansson ikke holde sig stille længere. Jeg tog præstekraven på, pudsede skoene og begyndte min prædiken:

 

Hej Pernilla L.

Jeg læste dit lille indlæg "nyt åndeligt niveau" og genkender symptomerne. Dels fra mine egne erfaringer, og dels fra hvad mine kunder har fortalt om sine. Jeg har arbejdet i mange år hos Vattumannen (alternativ boghandel i Stockholm, red.), hvor jeg har kunnet følge menneskers søgen fra deres første skridt ind i "den åndelige verden", og derefter hvordan man skridt for skridt har opgivet det gamle, af mange forskellige grunde, og siden gået til næste trin. Jeg ved, at det er en vej, vi er nødt til at gå, enten i dette liv eller det næste eller det næste.

Når jeg nævner reinkarnation, så er det, fordi det er noget, du først og fremmest må tage stilling til. Hvis du finder det rimeligt, at livet er et evigt princip, og at det kun er den fysiske krop som dør, så har du også den første og bedste forudsætning for at forstå, hvorfor alt er, som det er. Det andet, som hører med i denne sammenhæng, er kausalitetsloven, altså at alt, hvad vi tænker og gør, får en eftervirkning. Sådan er det i den fysiske verden, og altså også i den åndelige-psykiske. Du kender sikkert til karma.

Det er jo sådan med de "lavpsykiske" discipliner, at man ligesom mættes af den sensationslyst, man følte og fandt så fascinerende, når man fandt noget nyt. Det er naturligt, at når man kommer fra et materialistisk verdensbillede og opdager den åndelige og psykiske fænomenverden, så finder man den spændende og ny. Det åbenbarer en helt ny verden, hvor mulighederne synes at være uendelige. At kalde denne fænomenverden for "lavpsykisk" er ikke nedvurderende ment i forhold til tarot, astrologi, parapsykologi, grafologi eller andet, men man må se disse forskellige fænomener nogenlunde, som man ser et barns første bekendtskab med sin verden. Fra fødslen og frem til 30-årsalderen er vi jo i gang med at opdage verden og repetere det tidligere, og så er det ikke så mærkeligt, at det mindre almindelige bliver spændende og interessant. På samme måde er det med alle nye og spændende fænomener, man møder i fænomenverdenen. De eksisterer og er nødvendige som en slags introduktion til en dybere visdom.

Men denne udvikling og fascination vil før eller senere blive mættet. Før eller senere står man over for de afgørende livsspørgmål, og dem kan man ikke komme udenom. Det virker, som om livet selv forlanger svar på de evige spørgsmål om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Men der dukker også spørgsmål op om alt andet. Hvordan er det muligt, at alt i universet fungerer, som det nu gør, hvem eller hvad er Gud, og andre lignende spørgsmål. Og her er de såkaldte "lavpsykiske" discipliner ikke længere tilstrækkelige. Men man kan heller ikke forcere udviklingen ved at forsøge at skyde genvej til svarene. Finder man en sådan genvej, er den oftest kunstig og fører før eller senere i forkert retning. Eller også er man disponeret til allerede at forstå retningen, gennem tidligere livserfaringer. Heraf fremgår vigtigheden af at forlige sig med tanken om reinkarnation.

Og her ligger også forudsætningerne og kravene for skridtet mod den mere avancerede forståelse af tilværelsen. Det drejer sig om erfaringer. Både af intellektuel natur, ved daglig kontakt med omgivelserne, men også af følelsesmæssig natur. Den førstnævnte, den intellektuelle, udvikles ved en øget forståelse af, hvordan verden fungerer, men også ved at forsøge at forstå vores egen lidelse i verden. Det er jo sådan, at hvis vi har det svært, så mobiliserer vi oftest al vor intellektuelle kraft for at forsøge at forstå hvorfor, og dermed udvikles intellektet. Den følelsesmæssige erfaring og hovedsageligt den såkaldte lidelseserfaring udvikler følelseslivet, og som følge af dette også medfølelsen. Sidstnævnte fører da også før eller senere til den anden vigtige del af udviklingens mål, nemlig evnen til empati.

Vi har dermed to af de vigtigste "energier", følelse og intelligens, som en slags grundforudsætning for at kunne gå videre i vores åndelige udvikling. Når disse to desuden er i balance, så opstår forudsætningen for at forstå helheden og tilværelsens inderste mening, dens formål og mål, samt hvad dette leder til for den enkelte.

Her ser vi, at medfølelse og empati er noget, som alle verdenslærere har prædiket om, undtagen den gamle verdensimpuls med guder, hvor hævn og styrke var det eneste at stræbe efter. Vi ser, at de evige sandheder, man kan finde hos Kristus, Buddha, Muhammed, Lao-Tse, Krishna m.fl., næsten uden undtagelse handler om næstekærlighedens evangelium. Vores vesterlandske kristendoms allerhøjeste bud "elsk din næste som dig selv" (og Gud over alt andet) er et påbud, i hvilket man synes at ane årsagen til menneskenes vildfarelse gennem historien. Og gennem at elske sin næste så elsker man også Gud, eftersom Gud bl.a. åbenbarer sig i form af vor næste. Dette er udviklingens højeste mening og mål. Vi elsker da helheden, og når denne er ordentligt forankret i vores bevidsthed, så vil vi også opdage, at vi er ét med helheden og alt, hvad den indeholder. Men som sagt, udviklingen kan ikke forceres, men sker automatisk gennem vore lidelseserfaringer, som synes at følge vor utilstrækkelige intellektuelle forståelse, plus friktionen mod omverdenen.

Derefter går udviklingen videre, men det er en anden historie. Men inden da kan det være en idé at gøre sig bekendt med de ontologier, som bl.a. omfatter de to begreber karma og reinkarnation. Jeg har selv fundet svarene på mine livsspørgsmål hos Martinus og hans kosmologi, men der findes også andre muligheder. Alt er afhængig af din egen modenhed og dine referencer. Alt er nødt til at passe sammen, og du kan også godt finde svarene hos antroposofiens Rudolf Steiner, i teosofien eller andre steder. Derefter kommer virkeligheden og læser korrektur på dine opfattelser. Og hvis det, du er nået frem til, ikke er forankret i virkeligheden, så bliver du, før eller senere, nødt til at forkaste dine opfattelser og søge videre. Til sidst finder du noget, der stemmer, og så kan du læne dig tilbage og puste ud for et stykke tid.

Visse ting i livet kan altså ikke forceres. Der behøves et grundlag af erfaringer for at nå et bestemt mål. Mangler disse, så gives der ingen genveje. Landmanden har lært sig, at der må gå en bestemt tid mellem såning og høst, og lige sådan er det med os mennesker. Vi må modnes ligesom hvedekornet, og det gamle må forgå. Imens så kan man øve sig i f.eks. at forsøge at være rar og kærlig mod alt levende og gøre dette til et mål i sig selv. At man mislykkes og snubler er vel ikke mere mærkeligt, end at et lille barn må lære sig at kravle inden det kan gå. Men at have dette med næstekærligheden for øje plejer før eller senere at åbne døre til verdener, man ikke engang troede fandtes.