Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ny forskning viser, at hunde forstår os bedre end vor nærmeste biologiske slægtning chimpansen, både når vi taler, og når vi anvender kropssprog.

Hunden er menneskets bedste ven, hedder det jo, og der ligger virkelig noget i dette, om vi ellers skal tro den seneste forskning. Man regner med, at mennesket udviklede hunde fra ulve for ca. 15.000 år siden, da vi levede som jægere og samlere. På den tid begyndte det tætte indbyrdes forhold mellem mennesker og hunde at opstå. Begge parter blev påvirket i omgangen med hinanden, og lidt efter lidt blev hunden – i modsætning til sin stamfader ulven – disponeret for et samarbejde med mennesket om fælles opgaver.

Hunden – altså egentlig ulven – var det første dyr, vi mennesker gjorde til husdyr. Det kunne hjælpe vore forfædre under jagten, og det kunne holde vagt ved bopladserne. Man regner med, at når ulve på den måde kunne gøres nyttige for menneskene, så hænger det sammen med, at ulveflokke har udviklet evnen til at organisere sig socialt. Hvert individ i flokken har en sin opgave at løse. For eksempel under jagten på byttedyr. Med denne nedarvede egenskab blev det muligt for hunde at indgå i en anden arts sociale gruppering eller organisation og under dens ledelse løse nye opgaver mod til gengæld at blive fodret af de nye gruppefæller.

Det drejer sig om evnen til at forstå, hvad det betyder, når vi peger på noget. I eksperimentet var det en spand med mad under. Det viste sig, at selv hundehvalpe, der var vokset op uden nærmere kontakt med mennesker, var bedre til at finde maden end ulveunger, der i hele deres levetid havde været sammen med mennesker. Forskerne tyder det på den måde, at hunde har en medfødt evne til at forstå og tolke nogle af vore specifikke signaler for kommunikation.

Hundene viste sig også – sikkert endnu mere overraskende – at være betydelig bedre end chimpanser til at tolke menneskelige signaler for kommunikation. Et eksperiment, hvor elleve hunde og lige så mange chimpanser deltog, gik for eksempel ud på at finde den spand blandt andre lignende spande, hvor der var gemt føde. Skønt forskerne markerede og pegede på spanden, lykkedes det kun to ud af elleve chimpanser at finde den rigtige spand, mens ni ud af elleve hunde fandt den.

Set i et åndsvidenskabeligt perspektiv er en medfødt evne jo et organisk grundlagt talent. Bag dets fremkomst ligger mere end en enkelt inkarnations træning eller øvelse. Når hunde, som aldrig i deres nuværende inkarnation har haft nærmere kontakt med mennesker, alligevel kan tolke eller aflæse menneskelige signaler for kommunikation, så kan det altså forklares med tidligere inkarnationers træning i at omgås mennesker.

Ved Eötvös universitet i Budapest i Ungarn har andre adfærdsforskere gjort forsøg, der tyder på, at hunde særskilt er disponeret for at vende sig om og se på menneskers ansigt, når de står over for en udfordring. Ulve viser uvilje mod en sådan adfærd. At se hinanden i ansigtet er jo en form for ordløs kommunikation, der er specifik for mennesker. I det fælles samvær har hunde åbenbart tilegnet sig denne egenskab eller "prægning", der åndsvidenskabeligt set må være opstået gennem flere inkarnationer.

Direkte kommunikation fra sjæl til sjæl? – Eftersom ansigtet og øjnene spejler sjælen, så kan denne ordløse kontakt vel opfattes på den måde. Skønt den naturligvis indirekte formidles via øjnene.

I Livets bog, bind 5, stk. 1753, fortæller Martinus, hvordan det nære samvær mellem mennesket og dets husdyr har bevirket, at husdyrenes aura er blevet "infiltreret" af menneskets sjælelige energier og "sympatistof". Det kan for eksempel få en hund til at vove livet for at redde sine menneskelige familiemedlemmer. Det ville dyret i sin vilde naturtilstand aldrig kunne finde på.

Kilde: Illustreret Videnskab, nr. 13-2007