Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er en betagende oplevelse at se fænomenet "sort sol" i det sønderjyske. At se, hvordan efterårshimmelen formørkes af de enorme stæreflokke, som i titusindvis gør sig rede til fugletrækket sydpå. Man undres og betages af dette "ritual", der gentager sig år efter år. Når man er kommet sig over den umiddelbare oplevelse, vil man ofte reflektere over den og tænke – "hvad laver de, og hvordan i alverden kommunikerer de om, hvordan de skal udføre disse store bølger af fælles formationer?"

For de, der eventuelt under en safari, eller blot hjemme ved tv-skærmen, har oplevet de vældige flokke af gnuer, zebraer, gazeller, flamingoer, eller hvad det nu måtte være, må samme undren være opstået. I naturfilm har vi også set, hvordan op til 30 – 40.000 flagermus fanger enorme mængder af insekter, medens de bevæger sig i store spiralformede mønstre, ligesom livet i de store fiskestimer under havoverfladen imponerer.

Martinus fortæller, at flokinstinktet er et udtryk for, at disse dyr har en kollektiv bevidsthed, hvor det enkelte individ ikke oplever sig selv som et individ adskilt fra de andre i flokken. For dyrene er jeg-oplevelsen helt latent, hvilket vil sige, at de ikke har nogen bevidst oplevelse af den centrumfornemmelse i bevidstheden, jeget er. I planteriget kommer disse kollektive bevidstheder i de fleste tilfælde desuden også til udtryk som kollektive organismer, medens det i dyreriget er kollektive bevidstheder, men med individuelle organismer. Flokkens liv med artsfællerne er selve livsnerven for de enkelte dyr, der ofte vil være prisgivet som ofre for de altid nærværende, jagende dyr, hvis ikke de havde flokkens beskyttelse. Når f.eks. en gruppe løver angriber en flok gazeller, zebraer eller andre, er enhver dog sig selv nærmest, – så et svagt eller sygt dyr bliver "ofret" til fordel for flokken, idet det er udelukket fra at deltage i flugten.

I dyreriget, hvor vi selv hører hjemme, er vilkårene karakteriseret ved en meget markant deling af de to køn, han- og hunkønnet, symboliseret gennem beretningen om Adam og Eva.

I Bibelen lærer vi, at Adam og Eva blev uddrevet af Paradisets Have, fordi de havde "syndet". De havde gjort sig skyldige i at spise af den forbudne frugt fra "kundskabens træ", stærkt fristet af slangen, og for denne forseelse var straffen, at de ikke længere kunne være i "haven", men måtte jages bort, – nøgne. Denne historie er en symbolsk fremstilling af en skelsættende begivenhed i dyrets udvikling frem mod det fuldkomne menneske. Martinus skriver, at "Paradisets Have" er det samme som dyreriget, og at uddrivelsen er et symbol på menneskets spæde tilblivelse, idet det at spise af "kundskabens træ" er det samme som at påbegynde den intellektuelle udvikling og hermed dannelsen af egen individualitet. Det indebærer samtidig en vågnende "jeg-bevidsthed", altså oplevelsen af den omgivende verden, "noget, der er adskilt fra mig selv". "Kundskabens Træ" er symbolet på erfaringsdannelse og viden. I skabelsesberetningen fortælles der om denne deling af kønnene, at Gud tog et af Adams ribben og skabte Eva deraf. Det er dog ikke et udtryk for, at Adam er manden, ligesom Eva ikke er et udtryk for kvinden, men at det dobbeltpolede væsen Adam gennem skabelsen af Eva bliver til de to køn i dyreriget og hermed forlader planteriget. Vi ser, sanser og håndterer den fysiske verden som ingensinde før. Flokbevidstheden er vigende, hvilket ses på den stærkt tiltagende individualisme. Selv børn og unge i vor tid har meget personlige meninger om dette og hint og en tidlig udviklet individualitet. Hvis vi forestiller os, at vi skulle foretage os noget, der ligner de store fugle– og dyreflokkes manøvrer, vil det være nødvendigt, at vi øvede os i kortere eller længere tid for at kunne koordinere udfoldelserne, og så vil de endda alligevel kun være blege efterligninger af dyrenes ekvilibristiske udfoldelser. Vi ser bl.a. de store idrætsstævner med hundredvis af deltagere, danseshows, flyopvisninger o.m.a. Vores vanskeligheder med at koordinere skyldes fortrinsvis, at vi oplever vore bevidstheder som adskilte, og at vi opfatter tingene helt individuelt ud fra egne personlige erfaringer.

Der findes jo et utal af grupperinger eller flokke, om man vil, hver med sit særpræg og indhold. Alene det at være født i et bestemt land og at identificere sig som dansker, svensker, tysker, hollænder osv., er en del af identificeringen som individ med det værdigrundlag, denne nationalitets særpræg indeholder. Indenfor de enkelte nationer er der ligeledes interessefællesskaber omkring politik, religion, hobby, arbejde mm. Dertil kommer regionale fællesskaber i de forskellige områder af landet, så som f.eks. jyder, fynboer, sjællændere, og mange, mange andre konstellationer, der er med til at danne og repræsentere den pågældendes identitet som individ.

For mange mennesker opfattes det "at stå helt alene" som en ubehagelig og utryg situation, fordi det at opleve sig selv som individ ofte er forbundet med et bestemt tilhørsforhold til en politisk, religiøs, kulturel, intellektuel eller anden gruppering.

Når man i bestemte situationer ikke har "flokkens" accept og dermed dens tryghed og beskyttelse, kræver det faktisk en del indre styrke og overbevisning at give udtryk for den eventuelt afvigende holdning eller adfærd, som det i et givent tilfælde måtte dreje sig om. Jeg er sikker på, at mange af dette blads læsere, men bestemt også de, som ikke er med i læserskaren, kender situationen, hvor de er inviteret til et selskab og oplever, at de pågældende mennesker ikke kender de synspunkter eller livsholdninger, man bekender sig til, og hvor man hellere tier end taler af samme grund. At skille sig ud fra flokken som anderledes – i dyreriget måske som et svagere eller sygt dyr – iblandt mennesker måske som vegetar, der ikke drikker alkohol – kan være en opgave, man de første gange kan have lidt svært ved at håndtere og måske næsten føler, at man skal "undskylde". Det kan endda hænde, at man ikke orker at forklare sig, camouflerer sit sindelag og tænker, "det gør sikkert ikke så meget, at jeg spiser et lillebitte stykke kød som alibi og drikker et glas vin, så slipper jeg for konfrontationen". Nu hører dette jo ikke til de sværeste "øvelser". Tænk blot på et menneske, der måske i et helt liv lever som "forklædt" heteroseksuel og ikke vover at afsløre sin sande identitet som homoseksuel for ikke at komme til at opleve flokkens foragt og leve som en udstødt. Det er da lykkeligvis et tabu, der er ved at rinde ud, i alle tilfælde her til lands. Men det "koster noget" at være anderledes, en sandhed der på glimrende vis er anskueliggjort i H.C Andersens fortælling om "Den grimme ælling". Der er masser af andre måder, man kan skille sig ud fra mængden på, f.eks. ved at have stærkt afvigende politiske eller religiøse holdninger i forhold til "normen".

Der ligger store uløste opgaver og venter på at blive bearbejdet, som f.eks. "mobning" af både børn og voksne. Ordet stammer oprindeligt fra det engelske udtryk "mob", som betyder en 'pøbel' eller 'bande'. Eller som verbum: 'at stimle sammen' eller 'overfalde i flok'. Her ser man netop den mere sofistikerede form for flokmentalitet, hvor balanceforholdet så at sige er asymmetrisk, idet den ene part ofte står alene som offer, medens den anden part har "flokken" bag sig og dermed styrkemæssigt har overtaget. At have været udsat for denne ofte grusomme, martrende behandling har i mange, mange tilfælde traumatiseret mennesker i en sådan grad, at det har været nødvendigt for dem at gå i terapi o.a. senere i livet, – hvis de slipper så "heldigt".

Det er dog sådan, at der naturligvis er en skæbnebaggrund, også i disse forhold. Det gør ikke smerten mindre og eliminerer på ingen måde grusomheden i overgrebene. Men det giver dog, som i alle andre af livets forhold, et svar og en forklaring, det kan være gavnligt at forholde sig til. Afhængigheden af "flokkens" sympati og opbakning er nærmest at ligne med en slags mental "doping", som altså foretrækkes frem for medfølelsen for det pågældende "offer". Suggestionen i flokmentaliteten er udbredt, og der opbygges en psykisk atmosfære, der i grove tilfælde kan føre til voldelige situationer, som det f.eks. ofte ses ved nutidige fodboldkampe og anden sportsudøvelse.

De fleste kender formentlig den kraft og styrke, der strømmer igennem kroppen og afføder et mægtigt psykisk og fysisk velvære, når man i en eller anden anledning hyldes og gøres til genstand for beundring. Se blot på sportsfolkene.

"Mobberen" er lidt afhængig af denne tilstand, indtil vedkommende muligvis selv pludselig en dag oplever sig selv som offer og må opleve, at "hovmod står for fald". En "flok" kan være uberegnelig, og en ny "leder" kan hurtigt vende stemningen til sin egen fordel. Det er dog vigtigt at forstå, at de pågældendes gerninger ikke er affødt af decideret ondskab, men af uvidenhed. Vi ved godt, at det forholder sig sådan, for hvem kan ikke tænke tilbage på situationer med "røde øren", hvor man har fejlet og siden er blevet klogere? Den samme uvidenhed var de romerske soldater underlagt, da de på befaling korsfæstede verdensgenløseren, der kun ville dem godt, og som med sit eget liv og eksempel vendte verdensudviklingen til humanisme og næstekærlighed. "Korsfæstelse" kan man egentlig godt tale om også i sammenhæng med "mobning" og forfølgelse af de individer, der ikke passer ind i flokkens trygge rammer. Nok er man ikke naglet til et trækors, men man er naglet til den forhånelse og foragt i den "mentale gabestok", som kan gøre tilværelsen til et "helvede". Hvis man selv har været udsat for denne behandling, giver det sig selv, at man har stor forståelse og medfølelse for andre, der befinder sig i samme situation, og man kan derfor påtage sig rollen som formidler af denne medfølelse overfor "offeret" og måske håbe på, at andre i "flokken" "vågner op". De vover ofte ikke at forlade flokken af frygt for at blive ladt alene og dermed være næste offer for flokkens foragt. Martinus kalder "det dræbende princip" kombineret med intelligens for "djævlebevidsthed". Flokbevidstheden fra dyreriget, som i vore tider ofte benævnes som "flokmentaliteten", har ligeledes ændret sig fra en logisk nødvendighed i dyreriget til en reminiscens, der kombineret med intelligens kan være overordentlig grusom.

Man kan selvfølgelig komme til at tænke på, at hele tilværelsen jo egentlig er én lang vandring fra den ene flok til den anden, blot med den forskel, at de nyere flokdannelser har et tiltagende humant islæt set i det udviklingsperspektiv, at vi befinder os i den sidste del af dyreriget og er på vej mod tiltagende humanisme. Der er dog en meget markant forskel, for de "primitive" flokdannelser betinger, at man i et vist omfang har en fælles bevidsthed, ofte i form af ritualer, påklædning eller en fælles identitet og forståelse, medens flokdannelser, der baserer sig på humanisme, kærlighed, individualisme og højere menneskelige idealer i meget højere grad baseres på, at den enkelte bevarer sin personlige integritet og synsvinkel. Forskellen er også, at man ikke indgår i flokdannelser og grupperinger på basis af suggestion eller frygt for at være udenfor gruppefællesskabet i tanke og handling, men at man vælger en gruppering på baggrund af dens indhold som et frit menneske uden frygt for repressalier. Det vil endvidere være karakteristisk, at disse flokdannelser er meget mere selektive med respekt og frihed for den enkelte, og at selve "roden" i flokkens eksistens er til gavn og glæde for helheden. Med de gamle flokdannelsers tiltagende underminering er vi på vej mod en friere og lykkeligere tilværelse, baseret på de menneskelige egenskaber.