Kosmos 2008/8 side 250
Anskaf et lille rum inde i hovedet, så skal du bare se!
af Jan Seilitz
Kære NN, Jeg har forsøgt at følge temadiskussionerne her på MFF om bl.a. Jesus; hans hvornår, hvor og hvordan, eller om han overhovedet har været til og – og alt sådan noget! Så godt det nu har kunnet lade sig gøre. Her på MFF tager man jo til sig af både det ene og det andet. Men spørgsmål og svar af alle mulige slags har ind i mellem en tendens til ligesom at hænge i luften. Man får ikke nogen "rigtige" svar, fordi meget jo drejer sig om ting, som ikke kan bevises. Nu vil jeg ikke komme med gode råd til nogen, der er så grundig og vant til at studere som dig. Men jeg kan fortælle dig, hvordan jeg plejer at gøre, når jeg ikke får nogen uddybende forklaringer til mine betragtninger.
Jeg har et lille rum inde i hovedet, hvor i jeg placerer alle spørgsmål og halve svar. Det betyder, at der er visse ting, jeg ikke ved helt sikkert, og så er det godt at have det her rum, fordi man så ikke behøver at krybe til korset og gøre afbigt, (altså hvis man lader uklarhederne blive inde i rummet). Det er faktisk muligt at leve med spørgsmålstegnene, hvis bare man bliver gode venner med dem. For mig personligt er det fuldt tilfredsstillende at sige i f. eks. en diskussion: "Tja, det findes der vel delte meninger om, men sandsynligvis er det sådan at… o.s.v.". Man vinder faktisk en vis respekt, hvis man ikke slingrer alt for meget i sammenhænge, hvor man ikke er helt sikker og kan bevise sin påstand. Jeg har f. eks. aldrig nævnt ting, som jeg kun tror er rigtige, fordi Martinus har sagt det. Undtagen til dem, der allerede har Martinus som rettesnor. Så kan man ud fra fællesnævneren Martinus i hvert fald diskutere tingene. Men jeg ville aldrig i fremmed selskab nævne noget, som virker alt for fantastisk for udenforstående. Så er det bedre at beholde "svarene" for sig selv, og kun svare hvis man bliver direkte spurgt.
Det kan man lige som fornemme selv. I en del selskaber og sammenslutninger spøger forudfattede meninger i så høj grad, at, netop som du siger, "alle argumenter og synspunkter er bundne til bestemte sammenhænge og styret af forskellige interesser, politiske, økonomiske, religiøse m.m.". Det er ikke fejt at tie i selskab, som man bedømmer som ikke modtagelige. Og specielt ikke hvis man selv er usikker, og svaret på spørgsmålet lyder alt for fantastisk.
Noget andet er, hvis man selv tænker lidt frem og tilbage. Man kan inddele rummet i hovedet i mindre afdelinger, hvor man placerer "sandsynligt", "lidt mindre sandsynligt", "udelukket", "horribelt, men muligt", "absolut rigtigt" og eventuelle andre. Derefter må man lære at leve med spørgsmålstegnene og præcis som med alt andet i livet acceptere, at meget er grumset og uklart.
Så jeg vil altså anbefale, at du anskaffer dig sådan et lille rum i hovedet. Det bliver ret hurtigt fuldt, fordi så meget er ubegribeligt, Men et, to, tre så ser man pludselig et lysglimt, som gør, at man kan tømme rummet. Så føles luften ren igen, og det er dejligt at leve. Anskaf et lille rum i hovedet, så skal du bare se!
Oversættelse: Steffen Juul
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige