Kosmos 2008/10 side 290
Lyset i mørket
Kære læser! Nogle mennesker tror fuldt og fast på Martinus' analyser. Det gør jeg for eksempel selv, men det får du mig ikke til at indrømme. Hverken i tale eller på skrift. Men ups! – nu kom jeg til det alligevel, så lad mig straks forklare. Nej, analyserne er fra Martinus' hånd ikke beregnet på at blive troet, som når et barn tror på julemanden. Analyserne er teoretiske forklaringer, det er op til dig selv at vurdere. Kan du bruge dem, så betyder det bare, at de får din verden til at hænge bedre sammen. De passer i dit kram.
Derfor har vi også til dette nummer af bladet fundet en række artikler frem, der hver på sin måde belyser noget af alt det, mange mennesker sukker efter at få opklaret. Ja, du vil i den første artikel møde en Martinus, der tager sit udgangspunkt i det oplyste menneskes drøm om en fredelig verden. Hvorfor er der ikke fred i verden? Det er jo en sådan verden, vi godt kunne tænke os, du og jeg. Og så bliver det pludselig interessant. For nu lægger Martinus en teori på bordet, der viser, at det lige præcis går den vej.
Ønsketænkning, siger du. Ja, netop! – lyder mit svar. Du må ønske først, ellers begynder du ikke at søge. Det er jo sådan, folk får øje på Martinus. Men i sin første artikel når han nu ikke længere end til at tegne et billede af verdenssituationen, for han fik aldrig skrevet artiklen færdig. Men tag ikke fejl, de tanker, du møder her, er forudsætningen for hele forfatterskabet.
Dernæst følger en artikel, hvor Martinus fortæller om julen – et rigtigt juleeventyr. Gæt, hvem der er hovedpersonen i det eventyr? Det er dig selv! Og selvfølgelig ender det lykkeligt som i alle eventyr. Men hvordan? Det kan du selv studere, det er teorien om et lykkeligt liv for dig og mig og os alle sammen.
Martinus sammenligner julen med et lys i mørket, og dette lys er netop din ønsketænkning. Uden vore drømme var der intet lys, intet håb, ingen tro og ingen mening. Ja, lad mig så blot slå fast: Man er nødt til at tro på et eller andet for at kunne holde ud at leve. Man er nødt til at have en teori. Midt om vinteren er du nødt til at tro på foråret.
Ønsker kan se vidt forskellige ud, men bag dem gemmer sig altid det samme. Altid noget med kærlighed. Vi vil elskes, og vi vil også gerne elske de andre. Hvis vi bare kunne. Men er det ikke det, vi prøver på juleaften? Det er lyset i mørket for dig og mig og alle mennesker. Det er teorien om et kommende internationalt verdensrige, hvor julen varer hele året.
At udrede alt dette nærmere kalder Martinus en analyse. Det var bare det, jeg ville sige om Martinus og hans analyser. Og om den nødvendige ønsketænkning, som gennemsyrer samtlige artikler i dette blad. De er grøde og liv for sultne sjæle med håbet i behold.
Og hermed siger vi så farvel og tak for i år og ønsker læserne på gensyn i det nye år. Vi har masser af spændende artikler på programmet til næste år.
God jul!
Søren Hahn
Forsiden: Lyset i mørket. Et stærkt symbol. Apropos stearinlys: Vil du fejre julen med manér, så brug hellere lys af mineralsk karakter. Værn om det levende liv, det er da et rigtigt julemotiv!