Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sidder som sædvanligt og nyder en kop te med sojamælk medens jeg spekulerer på, hvordan jeg skal indlede denne artikel. Jeg drikker af en fin gammel kop, som netop i dette nådens – jeg var lige ved at skrive nødens – år 2008, hvor dette skrives, har "repeteret" færdigt, det vil sige den fylder 30! Ifølge Martinus er de første 30 år af vores jordliv jo en "repetitionsperiode" af tidligere livs udvikling. Det gælder måske også for tekopper? ;-) Jeg ved i hvert fald, at koppen blev min i 1978, eftersom jeg på det tidspunkt fik den som gave af en ven, og jeg formoder, at den ikke var "brugt" – dengang. Men nu har jeg altså brugt den gennem 30 år. Og selvom den har fået en lille skramme på kanten, er den i dag stadigvæk lige så funktionel, som da jeg fik den i 1978. Den er altså stadigvæk i dag lige brugbar for det formål, den engang blev skabt for, nemlig tedrikning. På økonomisprog kan man sige, at dens brugsværdi således er uforandret. Den kan stadigvæk bruges lige effektivt til det formål, den er skabt til.

På mit skrivebord, ved siden af hvor koppen er placeret lige nu, ligger også tre styks "Selma", det vil sige svenske 20-kronesedler, som kaldes "Selma", fordi de er forsynet med et billede af Selma Lagerlöf – en af de klassiske svenske forfattere – som jeg netop har fundet ved en gennemgang af indholdet i mine bukselommer. De repræsenterer altså en bytteværdi på 60 svenske rigsdaler eller kroner. Men i modsætning til min 30-årige tekop repræsenterer de ingen "brugsværdi". De kan altså ikke bruges til hverken tedrikning eller noget andet for mig ønskværdigt praktisk formål. Det fører automatisk til næste spørgsmål: Hvis en tekops brugsværdi er uforandret efter 30 år, er dens bytteværdi så også lige så uforandret efter de samme 30 år? Nej, det ved vi, at den normalt ikke er. Dens bytteværdi afhænger af det, man på økonomisprog kalder "loven om udbud og efterspørgsel". Det betyder, at hvis efterspørgselen er større end udbuddet, så stiger prisen og omvendt. Men det har altså ikke noget med tekoppens virkelige værdi, det vil sige dens brugsværdi, at gøre.

Det fører videre til næste spørgsmål: Hvad er det, der skaber "brugsværdien"? Nogle af dem får vi jo færdigskabte direkte fra naturens egen hånd, som for eksempel frugterne, som i henhold til Martinus er fremtidsmenneskets "ideelle føde". Men i de fleste tilfælde må naturens råmateriale bearbejdes af mennesket for at blive til de "brugsværdier", vi benytter os af og er mere eller mindre afhængige af i vort daglige liv. Det gælder alt fra mavens til sjælens behov.

En brugsværdi eller nytteværdien udgør altså en værdi kun derved, at et menneskeligt arbejde er blevet materialiseret deri. Fjern alt menneskeligt arbejde i for eksempel et brød, og det eneste, der er tilbage, er kornet på marken. Ja, også kornets tilblivelse er jo afhængigt af en menneskelig arbejdsindsats. I fremtiden vil den menneskelige arbejdsevne – målt i tid – derfor være den eneste virkelige værdi eller betalingsmiddel (se for eksempel Livets Bog del 1 stykke 112).

Da arbejdet er den "værdidannende" substans i tingene eller andet nyttigt, så kan denne værdi kun måles i den mængde arbejde; der er nedlagt eller materialiseret i den, og denne arbejdsmængde kan igen kun måles i arbejdstid. Arbejdstiden er det eneste universelle mål; vi har for at sammenligne og måle kvalitativt forskellige former for arbejde. Hvordan skulle man ellers kunne sammenligne for eksempel lægens og lærerens arbejde?

I den fremtidsøkonomi, Martinus beskriver for os i kapitel 4 i Livets Bog del 1, er den nuværende modsætning eller diskrepans mellem brugsværdi og bytteværdi altså ophævet. Men den verden lever vi endnu ikke i, hvilket dagens økonomiske virkelighed smerteligt påminder os om på mange måder. Når efterspørgslen på for eksempel fødevarer er større end udbuddet, stiger prisen på fødevarer, hvilket vi nu kan se i stor skala på den globale scene. Hvorfor de stiger så hurtigt lige nu, er et spørgsmål for sig, som blandt andet har at gøre med, at der for mange fødevareproducenter findes mere lukrative eller lønsomme alternativer end fødevareproduktion. Det, der har betydning for vort resonement, er, at det demonstrerer, hvordan prisdannelsesmekanismerne i den globale markedsøkonomi fungerer. Og konsekvenserne?

"Dette er sultens nye ansigt: millioner af mennesker, som ikke fandtes i den værste sultkategori for et halvt år siden, men som er der nu. Hvad der kræves er storstilede foranstaltninger fra det globale samfund, på høj niveau. Verden må reagere lige så generøst som efter flodbølgekatastrofen 2. juledag 2004. Det vi oplever lige nu, rammer endnu flere mennesker på alle kontinenter, endnu flere mister deres levebrød, og børnene kommer til at lide under næringstabet i hele deres levetid".¹

FN's fødevare- og jordbrugsorganisation FAO advarer også om sociale og politiske kriser i den såkaldte tredje verden de kommende år på grund af de stigende madpriser. Der er allerede udbrudt voldsomme uroligheder i madmangelens spor i flere lande i denne del af verden. Op mod halvdelen af Afrikas befolkning må for eksempel klare sig med højest en US-dollar per person per dag. Det klassiske mål på ekstrem fattigdom.

Samtidigt hærges den rige del af verden af en børsturbulens, som oven i købet har fået nogle af branchens egne autoriteter og eksperter til at drage paralleller til børskrakket i 30'erne. Ifølge for eksempel den verdensberømte finansmand/spekulant og aktiemilliardær George Soros står verden over for den værste finansielle krise siden 2. verdenskrig.

"Markedsfundamentalismen og kreditekspansionen er nået til vejs ende", siger han. Fra i en periode at have været en økonomisk løftestang er kreditekspansionen nu blevet en kilde til kreditfrådseri og "sorte huller" i økonomien, bestående af ubetalt rentegæld og tab.

"Ejersamfundets" bagvedliggende idé var enkel: Hvis de fleste af samfundets medlemmer ejer en lille del af markedet – en belånt ejerlejlighed, en aktiepost, en privat pensionsopsparing og så videre – vil de begynde at opfatte sig selv som "ejere" og identificere deres egne økonomiske og politiske interesser med den private ejendomsret og omsorgen for denne. Metoden til at gennemføre eller virkeliggøre denne vision blev blandt andet at fremme boliglån med høj risiko, de såkaldte "subprime mortgages", lån skræddersyede for samfundets mindrebemidlede. Subprimelånet er oftest sammensat på en sådan måde, at den i begyndelsen lave rente efter 2-3 år hæves til skyhøje niveauer. Når den nye højere månedsomkostning er trådt i kraft, er mange låntagere blevet tvunget til at tage ekstrajob ved siden af deres ordinære, da kombinationen af faldende huspriser og et stigende antal usolgte boliger har gjort det umuligt at sælge uden store tab. I henhold til First American Loan Performance er i dette øjeblik (maj 2008) 27% af alle subprimelåntagerne mindst en måned bagud med deres afbetalinger, og det har sat den økonomiske snebold i bevægelse.³ I henhold til blandt andre den tidligere chef for den amerikanske centralbank Alan Greenspan er den vigtigste årsag til denne "sneboldeffekt", at disse lån er vekslet til værdipapirer, som har spredt sig fra den amerikanske børs på Wall Street ud over verden.⁴ På finansmarkederne udvikledes nye instrumenter, hvor disse boliglån altså fik en ny "indpakning" på en måde, der gjorde gæld og risici næsten uigennemskuelige.

"For en Penny, som investeredes ved tiden for Jesu fødsel til 4 % rente, ville man år 1750 kunne købe en guldklump af samme vægt som vor planet. År 1990 ville man kunne købe 12246 sådanne guldklumper. Ved 5 % rente havde man kunnet købe en sådan guldklump allerede år 1403, og år 1990 ville pennyen have en værdi af 2742 milliarder guldklumper, alle af samme vægt som vor jord. Eksemplet viser, hvilken forskel 1 % gør over en længere periode. Det viser også, at kontinuerlig betaling af renter og renters renter er såvel regnemæssigt som praktisk umuligt. Den økonomiske nødvendighed og den matematiske umulighed skaber en modsigelse som – for at løses – har ført til utallige fejder, krige og revolutioner."⁵

Selv er jeg hverken matematiker eller økonom, så jeg overlader med glæde eventuel kontrolregning af disse forbløffende oplysninger til hvem, der måtte være bedre egnet dertil. Men man kan vist godt mene, at regnestykker som det ovenfor citerede burde vække til eftertanke om vores nuværende "renters rente"-økonomi, og hvor dets indbyggede mekanismer til sidst fører os hen. Og hvis regneeksemplerne ikke er tilstrækkelige til det, så vil den praktiske virkelighed før eller senere være det.

Den nuværende dramatik på børsen illustrerer også børskursernes fiktive eller tros-baserede natur. De forskellige aktier har jo kun en værdi, så længe man tror, de har det. Når man mister troen eller begynder at tvivle, falder de, indtil tilstrækkeligt mange begynder at tro igen. Eller i hvert fald lader som om de tror. Man kunne også kalde det massesuggestion eller massepsykose, for det er, hvad det dybest set handler om. Men som alt andet giver det os erfaringer, vi ikke ville have været foruden, og skal derfor ikke foragtes.

Hvis vi hypotetisk antager, at produktionstiden for for eksempel et tv-apparat er en time, så vil det altså også komme til at koste en arbejdstime. Så kan man jo som sammenligning spørge sig: hvor mange arbejdstimer må et normalt aflønnet individ i vort samfund i dag præstere for at kunne betale et tv-apparat med dagens "markedspriser"?

Det, Martinus kalder "det falske forretningsprincip" – som han definerer som "størst mulig værdi for mindst mulig værdi", tvinger således de fleste mennesker til at betale eventyrlige "overpriser" for deres eksistens. "Overpriser" som normalt kun kan betales gennem et liv slavebundet i arbejde. Når princippet "samme værdi for samme værdi" bliver ledestjerne for samfundsøkonomien, indebærer det blandt andet, at menneskeheden befries fra slaveriet, at for sin overlevelses skyld være tvunget til at ofre næsten al sin tid og al sin livskraft i kampen for "det daglige brød". Når denne ordning er blevet etableret i hele verden, er den nuværende "bankkonto-kultur" blevet erstattet af "gavekulturen" eller det "forretningsprincip", som udtrykkes i ordene "det er saligere at give end at tage". Dette gaveprincip som er fundamentet for al tilværelse. Det koster ingenting at blive født. Det koster ingenting at trække vejret eller at elske. Det koster ingenting at få del i solens lys og livgivende varme.

Samfundets problem er altså dybest set ikke et økonomisk eller politisk problem. Det er et mentalitets- eller udviklingsproblem. Det er et spørgsmål om en udvikling bort fra den mentalitet, der udtrykkes i sætningen, "enhver er sig selv nærmest". Denne mentalitet, som i dyreriget er tilværelsens lov, kommer vi mere og mere i konflikt med som et resultat af udviklingen af vores menneskelige egenskaber og anlæg. Disse menneskelige tendenser skaber i os en længsel efter at give i stedet for at tage, en længsel efter at beskytte i stedet for at udnytte, en længsel efter at kærtegne i stedet for at slå. Og efterhånden, som disse tendenser vokser til i hver og en af os, så forandrer de lidt efter lidt hele samfundet.

I en verden hvor individerne kun besidder en partisk sympatievne, er det både naturligt og uundgåeligt, at den private ejendomsret bliver et helligt princip og samfundets dominerende ideal. Ejendomsretten er jo partiskhedens klareste udtryksform, og partiskheden er ejendomsrettens fundament eller grundvold. Martinus viser, at vor udvikling fra dyr til menneske er en udvikling fra partiskhed til upartiskhed, som dybest set har sin rod i det, han kalder "den seksuelle polforvandling". Og udvikling – såvel åndelig som biologisk og samfundsmæssig – giver sig udtryk i manifestation af "organer". Organer som udvikles fra "frø" og "kerner". Og selv om der er en stor forskel på for eksempel en æblekerne og et æbletræ, så har æblekernen potentialet til at blive et æbletræ i sig, ja, i virkeligheden er det det, som er dets "mission", selvom det er svært at tro, så længe det kun viser sig som et lille frø eller en kerne. De samfundsorganer, som er redskab for eller udtryk for "fællesskabsinteressen", er, viser Martinus, i virkeligheden sådanne "æblekerner", som en gang vil "vokse til et stort træ, hvis grene omslutter hele jorden", som Jesus poetisk udtrykker det ifølge Bibelen.

Mindre end tre måneder før Martinus forlod den fysiske verden, talte han på et rådsmøde om "den nye verdenskultur efter ragnarok". Talen blev optaget på bånd og findes gengivet som artikel i Kosmos nr. 8/2006. Der får vi blandt meget andet et lille inspirerende glimt af, hvordan mennesker kommer til at leve og bo i den fremtidsstat, som Martinus ellers mest detaljeret har beskrevet for os i kapitel 4 i Livets Bog del 1 og symbol nr. 26 i Det Evige Verdensbillede del 2. Som en afrunding af, og kontrast til alle de problemer, som nutidens på ejendomsretten baserede "ejersamfund" har skabt og skaber på dette og andre områder – som beskrevet i denne artikel –, kan det være opløftende og stimulerende at betragte Martinus' kosmiske syn på, hvad der venter os rundt om hjørnet, når "ejersamfundet" har udspillet sin udviklingsfremmende mission i vores verden. Citat:

"Alle disse dobbeltpolede mennesker bor ikke i huse, de bygger store paladser, hvor de har fælles arrangementer, fælles måltider, underholdning og biografer. Det bliver i fællesskab og meget billigere... I fremtidsstaten vil man ikke komme til at bo i byer, men i stedet i store paladser med store parker og skove omkring sig. Og det vil ikke se ud som byer med gader og slumkvarterer. Det vil blive indrettet efter den højeste fuldkommenhed".⁶ (se Kosmos 8/2006)