Kosmos 2008/10 side 316
"Som art er vi i fare"
af Søren Olsen
Ifølge en artikel i Politiken (1-6-07) fødes 10 % af danske drenge med misdannelser i kønsorganerne, langt de fleste tilfælde handler om, at testiklerne ikke er faldet på plads. 20 % af europæiske mænd har lav sædkvalitet. Sammen med høje tal for barnløshed og testikelkræft advarer forskerne: "Som art er vi i fare".
Det er et resultat af polforvandlingen, kan man hurtigt slynge ud som åndsforsker, og et eller andet sted kan det ikke undgå at være en del af forklaringen. Naturvidenskaben har påvist en sammenhæng med skadelige stoffer i miljøet. Hormonforstyrrende stoffer såsom "ftalater" – f.eks. brugt som blødgørere i plastlegetøj og i kosmetik – har ved dyreforsøg vist sig at give de samme skader på afkommet. Man har desuden kunnet påvise en sammenhæng mellem kønsorganskader hos drenge og koncentrationen af pesticider i modermælken. Det er derfor ikke kun ftalater, der er i søgelyset, vi har gennem de sidste 60 år fyldt vores miljø med 40-50.000 nyttige kemiske ingredienser bare i Europa, hvis virkninger vi har set alt for ensidigt og ukritisk på.
Miljøpåvirkning er et håndgribeligt ydre bevis på årsags- og virkningsloven / skæbneloven. Kemiske stoffer har altid en virkning. De nedbrydes, men ofte meget langsomt. De indgår derfor i de levende væseners stofkredsløb. Bliver bygget ind i vores organismer som fremmedstoffer, der forstyrrer kroppens egen fantastisk fine kemiske system.
Selvfølgelig er det enkelte menneske selv hårfint den dybeste årsag til sin egen skæbne, men vi er også alle i et eller andet omfang ukritiske og uvidende forbrugere af skadelige kemikalier, der ender i miljøet. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at vi alle i et eller andet omfang rammes af miljøforurening som en skæbne, vi må forholde os til. Vi har meget at lære af den indvikling i ukritisk brug af kemikalier og den udvikling, der må følge deraf, at vi kun sender de fysiske såvel som kosmisk kemiske stoffer ud i vores omgivelser, der er livgivende. Vores fysiske såvel som vores åndelige legemer er åndsvidenskabeligt set en del af omgivelserne.