Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I bogen Bisættelse skriver Martinus om fremtidens begravelse, at den ikke bliver en sørgefest, men "en glædes- og takkefest for livets evige beståen" (kapitel 161).

Under overskriften "Er dødsfald altid forbundet med sorg?" kan man i Illustreret Videnskab nr. 2-2008 læse, at der findes flere kulturer i Asien, hvor man ikke viser sorg i forbindelse med dødsfald. Det bedste eksempel er den indonesiske ø Bali, hvor 90% af de 3,4 millioner indbyggere er hinduer. Her kan man se mennesker, som leende går rundt og beretter om en af deres kæres dødsfald. Er det en ung kvinde, som har mistet sin mand, spøger man med, at verden er fuld af mænd, så hun finder nok snart en ny. Ofte har antropologer derfor troet, at balineserne var følelseskolde, men eftersom de er overbevist om, at livet fortsætter på den anden side af det, vi kalder døden, så ser de ingen grund til at sørge.

Den norske antropolog Unni Wikman har endnu en forklaring på balinesernes afslappede attitude til "døden". Ifølge hende kan den også skyldes deres tro på, at sorg vil gøre dem syge. De mener – for øvrigt i lighed med Martinus – at fysisk sygdom stammer fra sjælen, og man bliver syg, hvis sorg og negative følelser får overtaget. Krisehjælp og sorgbearbejdning i vesterlandsk forstand eksisterer derfor ikke på Bali, hvor sorgen fordrives ved hjælp en nærmest rituel munterhed og glæde. Føler de pårørende vrede, ved at omgivelserne ler ad deres sorg, så vasker de sig med koldt vand. En "recept", som også Martinus anbefaler (se Livets Bog 2, stykke 352). Efter nogle måneder udtrykker man ofte taknemmelighed over at være blevet reddet fra at synke ned i sorg og blive fysisk syg.