Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de mest markante og dramatiske hændelser, både historisk, kulturelt og religiøst, indtraf for godt 2000 år siden, da Jesus blev korsfæstet på Golgatha. I forhold til den "forbrydelse", han havde begået, må det med et nutidigt begreb siges at være justitsmord. "Forbrydelsen" bestod i, at han udviste en helt anden adfærd end den gængse. En adfærd og væremåde, som kun vandt gehør hos de, der var udviklede nok til at modtage budskabet.

Jesu popularitet og tilhængerskare voksede hastigt, hvilket yderligere bekymrede præsterne og embedsmændene, der følte, at de var nødt til at skride ind over for denne oprører. Skønt Kong Herodes havde fået sympati for Jesus, måtte han rette sig efter klagerne. Derfor sendte han ham videre til Pilatus i håb om selv at slippe for at dømme. Pilatus havde samme problem, han fandt ikke Jesus skyldig og sendte ham tilbage til Herodes.

Historien gentager sig, og heraf kommer udtrykket – "fra Herodes til Pilatus".

Det endte med, at Pilatus skulle føre sagen mod Jesus. I håb om at kunne slippe for at dømme ham gav han amnesti til en "forbryder", idet han lod folkemasserne vælge, om Jesus eller forbryderen Barrabas skulle sættes fri. Til Pilatus' store ærgrelse blev det Barrabas, som fik glæde af amnestien.

Korsfæstelsen var den tids straf til forhærdede forbrydere. I Jesu tilfælde kan man undre sig over, at det gik, som det gjorde, for han var jo hverken kriminel eller morder. Hans prædikener om fred og kærlighed talte umiddelbart til folket. Men præsterne var urolige. Fik Jesus for megen magt, kunne det undergrave deres position i samfundet.

Skønt det umiddelbart kan lyde kynisk og uforståeligt, så var Jesu mission og bestemmelse dog den, at han for alverden skulle demonstrere, hvor langt et menneske bør strække sig over for andre, der af uvidenhed og primitivitet gør dette menneske ondt og behandler det "uretfærdigt". Denne opgave løste han – ikke som en tung pligt – men opfyldt af "den hellige ånds" umådelige kraft.

Hvis Jesus blot havde prædiket tilgivelse, og denne anbefaling var blevet nedskrevet, som det er sket i form af testamenterne, ville det ikke have haft den tilsigtede effekt. Det, der skulle til, var en klar og utvetydig fysisk demonstration – et lysende eksempel på tilgivelse – i sin reneste form – en manifestation, der ville kunne stå som et eksempel i årtusinder.

Begivenheden har da også siden været centralt placeret i kristendommens forkyndelse, om end man fra kirkens side har opfattet det sådan, at Jesus påtog sig vore synder gennem korsfæstelsen, og at Gud legemliggjorde sig selv gennem Jesu fødsel. Så stærk en manifestationen var korsfæstelsen, at man i de fleste kirker har billedliggjort den i en eller anden form.

I Jesu tilfælde ser man, hvordan et menneske med "kosmisk bevidsthed" og en mission som "verdensgenløser" kunne lade sig korsfæste, skønt hans indsigt og kærlighedsstandard lå langt over niveauet for hans samtid. Moralen på den tid var overvejende det gamle testamentes "tand for tand, og øje for øje". Altså gengældelsesprincippet eller Moseloven. Synes man, at Moses gav dårlige råd, så må man huske, at han var budbringer af en moral, som var naturlig for datidens mennesker. Humane og næstekærlige bud ville have været "at kaste perler for svin", som det siden er blevet sagt,

De nutidige retsprincipper hviler ligeledes på den gængse, statsautoriserede moral, som altså er lig med det, "de fleste gør og mener". I vor tid er det dog i nogen udstrækning det kristne, humane grundlag, som lovgivningen er baseret på. Men der ses tydelige reminiscenser fra "Moseloven" i form af en hævn/straf, der skal stå i forhold til lovovertrædelsen.

Moseloven er jo baseret på et gammelt "hævnprincip", hvor "offeret" har krav på oprejsning i form af en passende "straf" til "gerningsmanden". Den lovgivende magt og kirken har igennem århundreder været nært forbundne. Ja, kirken var i fortiden selve den lovgivende magt og har skabt det lovgrundlag, der eksisterer i dag.

Lovgivningen vil i alle tilfælde være bagudrettet, forstået på den måde, at man ikke kan lovgive for en gerning eller adfærd, man endnu ikke har oplevet som værende til gene eller lidelse for omgivelserne.

"Den guddommelige opdragelse" eller undervisning af menneskeheden bliver således præsenteret gennem "omgivelserne" i form af "det daglige liv". Det gælder naturligvis både i de nære relationer, såvel som i skikkelse af "samfundet". Her finder den vekselvirkning sted, der skal lære os at kende forskel på "ondt" og "godt". Ud fra de personlige erfaringer og erkendelser vil man til enhver tid være på toppen af sin udvikling.

Måske lige med undtagelse af det, man kunne kalde for "åndelig dovenskab". Denne dovenskab ytrer sig ved, at man somme tider tænker, "mon ikke jeg slipper af sted med dette, bare denne ene gang?" Men "loven om årsag og virkning" kan ikke gradbøjes. Kunne den det, ville man være ude af stand til at lære sig selv at skabe en lys og vidunderlig tilværelse – såvel som det modsatte.

Har korsfæstelsen noget budskab til det moderne menneske, der gerne vil arbejde målrettet og bevidst med sin egen udvikling hen imod et mere menneskeligt udtryk? Som nævnt er korsfæstelsen for de fleste blot et "Ikon", der er placeret over alteret i de fleste kristne kirker for at lede tankerne hen på den "synd", romerne begik, da de tvang Jesus ud på hans vandring ad Via Dolorosa, slæbende på det tunge kors, han senere skulle nagles til.

I det daglige samvær med "omgivelserne", i hvilken form det end måtte være, kan det enkelte menneske dog sagtens opleve en symbolsk "korsfæstelse". Her skal man huske på principperne i den korsfæstelse, Jesus oplevede. Der var tale om et menneske, der som nævnt stod højt hævet over sin samtid i human og intellektuel udvikling, og som var opfyldt af den "hellige ånd", altså kosmisk bevidsthed. I den situation blev han et "offer", dels for misundelige, magtsyge, egoistiske præster, dels for en uvidende og suggestiv folkemasse, der ikke vovede og evnede at sætte sig op mod de romerske magthavere.

Her må man i symbolsk forstand være indstillet på at lade sig "korsfæste". Nok bliver man ikke hængt op på et kors, ej heller naglet med stålspigre, men rent mentalt kan man godt befinde sig i en lignende situation, hvor man må give afkald på at få "ret". Eller må sige som Kristus: "Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Uden man af den grund behøver at forfalde til teatralsk selvophøjethed.

Hvis det ikke blot er tom retorik, men en dybfølt erkendelse af, at sådan er situationen i al sin enkelhed – ja, så gør man ikke et martyrium ud af den. Man forstår, at skal dette ende fredeligt, så må man lade sig "korsfæste". På den vej går hvert eneste menneske sin egen udviklings tunge vej. Via Dolorosa eller smertens vej, som den også kaldes.

Når man er vegetar og ikke nyder alkohol, kan man let blive udsat for intolerance og uforståenhed – især ved de store højtider og andre fælles arrangementer. Den slags afvigelser fra den "normale" sociale adfærd kan afstedkomme alt – lige fra undren til stærkere reaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at være "rodfæstet" i sin overbevisning og ikke lade sig rokke. Det klogeste er nok at skabe så lidt polemik som muligt om egen person, for det er jo slet ikke den, der er det interessante.

Der skal dog nok være flere, som har oplevet, at omgivelserne reagerer voldsomt, når man forlader en tæt social relation. Flokbevidstheden ligger dybt begravet i vor bevidsthed og er stadig et væsentligt moment i vores sociale adfærd. Sportsklubber og alle de andre foreninger kan jo i høj grad været bundet til regelsæt, der kan udvikle sig til en snærende "mental spændetrøje".

At samles omkring et måltid mad er et fællesskab, hvor der sjældent tolereres nogen "slinger i valsen". Ofte serveres kød, og når man efter nogen tids overvejelse bliver nødt til at "gå til bekendelse" og fortælle, at man er blevet vegetar, så kan det udløse både vrede, undren og fortvivlelse. Ofte vil man blive spurgt – "hvorfor"?

Min personlige oplevelse har været, at det kostede venskaber og sympati at blive vegetar. Det viste sig, at det i nogle tilfælde var umuligt at bevare den venskabelige kontakt. Spørgsmålet er så, om man skal lade sig "knægte" af modgangen og søge tilbage til "folden", eller om man skal holde fast ved, at man gør det rigtige over for medvæsenerne i dyreriget og samtidig sparer sig selv for den drabskarma, som kødspisning indebærer. Martinus skriver i Logik, kap. 5:

"Vejen til den virkelige sandhed, retfærdighed og viden går således gennem den offentlige menings skærsild, dens korsfæstelse, dens laden hånt om alt, hvad der ikke er sagt af den eller den for tiden offentligt anerkendte autoritet, dens ringeagt eller forhåndsafvisning af alt, hvad der ikke har et akademisk stemplet ophav. Dens ironi, mistænksomhed, bagtalelse og latterliggørelse er de realiteter, enhver sandhedssøger, enhver virkelighedsforsker må overvinde, må gøre sig immun overfor, før han kan begynde at erkende den virkelige logik, begynde at opleve det virkelige liv."

Som man kan forstå af ovennævnte tekst, er det dog ikke kun vegetarisme, der kan skille mennesker fra hinanden. Politiske holdninger, moralske uoverensstemmelser og meget andet kan afføde livslange uvenskaber. I forbindelse med "mentale korsfæstelser" gælder det som nævnt, at "den kloge" ofte må lade sig "korsfæste" af "den mindre kloge" – for fredens skyld. Uden at det får karakter af overbærenhed. Man kan med et smil konstatere, "at det er vi godt nok ikke enige om, men skidt med det, det er der jo ingen grund til at blive uvenner over".

Korset som symbol undergik en forvandling ved Jesu korsfæstelse, siger Martinus. Korset blev et helligt symbol. Inden for esoteriske og okkulte lærer, har korset været set som symbolet på "åndens forening med materien eller stoffet". Den vertikale akse er symbolet på ånd, og den horisontale er symbolet på stof. Det er jo præcis den samme udlægning, Martinus viser os ved "det treenige princip", hvor jeget, overbevidstheden og det skabte danner selve "det levende væsen".

Korset er gennem tiderne blevet brugt i sammenhænge som, i forhold til symbolets hellige natur, næsten kan betegnes som blasfemiske. Endeløse rækker af kors pryder de faldne soldaters grave. Grave, der demonstrerer, at her på jorden hersker stadig "det dræbende princip" i form af de talløse krige med millioner af dødsofre. Mange nationer smykker også deres nationale flag med korset – i skærende kontrast til deres eventuelle engagementer i krige rundt omkring i verden.

Korset og korsfæstelsens symbolværdi bør i stedet lyse ud over hele vores jord og være symbolet på fred, kærlighed, tolerance og venskab – i stedet for den kaotiske ufredelige tilstand, der behersker kloden. Lige så indlysende er det dog, at ingen kommer til højere erkendelse eller fuldkommenhed uden igennem modsætningen, dvs. ufuldkommenhed. Denne vandring eller udvikling fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed kalder Martinus "hvert enkelt menneskes vandring ad Via Dolorosa", smertens vej. En vandring, der vil føre til en højere erkendelse, en tiltagende humanisme, et fuldkomment samfund og et fuldkomment klima i både psyken og i naturen.

Martinus skriver i Artikelsamling 1, stk.12.4:

"Kristi"andet komme" bliver således mere i "skyerne" end hans "første komme", der blev en ren, fysisk, legemlig demonstration i form af korsfæstelsen. Dette "første komme" var en "dommedag" en miniature. Det var en praktisk demonstration af "dommedagens" indtog i det enkelte menneskes bevidsthed. Det var en opvisning af, hvorledes det udviklede menneske modtager "dommedagen" eller lidelserne og igennem dem når "opstandelsen" eller fuldkommenheden. Det var anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske bør modtage "dommedagen", når den ved Kristi "andet komme" er rettet mod hele menneskeheden. "Dommedag" er menneskehedens vandring til Golgata. Kun igennem den "blodige angstens sved" fra "Getsemane" bliver menneskene modtagelige for lyset, for "opstandelsen"."