Kosmos 2009/3 side 79
Spor af liv i jordens ældste diamanter?
af Olav Johansson
"At livet på jorden opstod så tidligt er et tegn på, at det ikke opstod ved en tilfældighed. Hvis det bare var en tilfældighed, der var årsagen, ville livets opståen have krævet meget længere tid", har den berømte britiske fysiker og kosmolog Stephen Hawking – af mange anset som vor tids Einstein – udtalt.
Og i et interview i Dagens Nyheter 11. juni 2006 kom Stefan Bengtsson fra Naturhistoriska riksmuseet i Stockholm, som regnes for en af verdens førende eksperter i tidligt liv, med følgende interessante kommentar angående de på det tidspunkt præsenterede forskningsresultater om jordens tidligste liv og dets datering:
"Det ser ud, som om livet opstod på jorden, lige så snart det blev fysisk muligt at overleve. Det er et centralt og vigtigt aspekt, for det øger sandsynligheden for, at livet på en eller anden måde er indbygget i universets struktur, snarere end at det indtræffer nogle enkelte gange på nogle enkelte planeter."
Disse dateringer handlede om fund af fossiler af bakteriesamfund fra det vestlige Australien på gamle lavvandede havbunde, hvor man tror, at tidevandet kom og gik, som forskerne kunne datere til en alder af 3,43 milliarder år. Nu er nye forskningsresultater blevet publiceret, som ser ud til at flytte grænsen for det fysisk-organiske livs opståen på vor planet endnu længere tilbage i den jordiske histories daggry. Jordens ældste diamanter er nemlig blevet analyseret på Naturhistoriska riksmuseet i Stockholm, og resultatet, som blev offentliggjort i tidsskriftet Nature den 3. juli 2008, overrasker forskerne. Disse unikke diamanter er 4,25 milliarder år gamle – jordens alder er 4,6 milliarder år – og blev fundet i Jack Hills i det vestlige Australien og indeholder den hidtil ældste konstaterede forekomst af lette isotoper af kul. Noget, som altså kan tyde på, at organisk liv forekom på jorden, tidligere end man hidtil har troet.
Dette foto af en gennemlyst zirkon fra Jack Hills i Australien viser en indkapslet kantet diamant. Foto: Martina Menneken.
Forskerne forestiller sig, at metanædende bakterier kan være årsagen til den fordeling af lette og tunge kulisotoper, som er fundet i diamanterne. Fundet kan derfor betyde, at sådanne bakterier eksisterede allerede i jordens tidlige barndom. Under alle omstændigheder er dette det ældste fund af lette kulisotoper på jorden. Grundstoffet kul er særligt interessant at studere, fordi det udgør det fysisk-organiske livs byggesten. Visse trin i alle levende biologiske organismers stofskifte kræver specifikke kulisotoper (isotoper er forskellige atomtyper af et og samme grundstof). Det er derfor, isotopsammensætningen i jordens ældste diamanter kan fortælle en hel del om forholdene på jorden dengang diamanterne skabtes – både når det gælder forudsætningerne for liv, og de geologiske processer der da fandt sted.
"Dette er ikke et bevis på, at der fandtes liv på jorden, dengang diamanten skabtes, men tanken er meget spændende. Vores fund vil sikkert sætte gang i en hel del forskning for at undersøge sagen", siger forskeren Martin Whitehouse fra Naturhistoriska riksmuseet.
Kilder:
Oversættelse: Steffen Juul