Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ejendommen Jagtvej 52 A på Nørrebro i København kom til at spille en vis rolle i Martinus' liv, idet han en overgang boede som logerende hos værtinden fru Henriksen, hvis lejlighed lå på første sal til højre for trappeopgangen. Så vidt jeg kan forstå af bogen "Martinus Erindringer", boede han der efter eget udsagn i 5 år, fra engang i 1918 til engang i 1923, hvorefter han kortvarigt boede i en fremlejet lejlighed på Henrik Ibsensvej og derfra flyttede til Pile Allé 7 H, 2. sal. Det var venskabet med Lars Nibelvang, der lå bag den sidstnævnte disposition, idet dennes søster og svoger, Christine og Ole Sørensen og deres to småpiger, Agnete og Emilie, boede i stueetagen i samme ejendom. (Martinus Erindringer, herefter M.E., side 77)

Første gang, Martinus nævner fru Henriksen i sine erindringer, sker side 48, hvor han, efter at have omtalt sit forrige logi i Frejasgade på Nørrebro, fortæller følgende:

"Så fik jeg et bedre værelse på Jagtvej 52 A. Min nye værtinde hed fru Henriksen."

Ifølge Martinus' egen beskrivelse havde han lånt en bog om meditation af den på det tidspunkt for ham ukendte Lars Nibelvang, og efter at have læst bogens anvisninger på, hvordan man skulle bære sig ad, havde Martinus rullet gardinet for vinduet, slukket lyset og sat sig i en kurvestol med bind for øjnene. Efter nogle få øjeblikke i mørke, oplevede han at blive gennemrislet af en følelse af, at han stod overfor noget umådelig ophøjet, der begyndte som et lysende punkt i det fjerne, men som efterhånden kom nærmere og nærmere og viste sig at være en kraftigt strålende Kristus-skikkelse, som mindede Martinus om Thorvaldsens Kristusfigur i Frue Kirke i København. Men den skikkelse, han oplevede, fremtrådte "i strålende hvidt og med blå skygger", og bestod "af tusinder af mikroskopiske ildgnister. Lyset var så intenst og levende, at det mindede om de stjernekastere, man anvender ved juletid." Denne lysende skikkelse oplevede og følte Martinus ligesom gå ind i og forene sig med ham, og det var fra det øjeblik, at han følte sin egen bevidsthed totalt forandret. (M.E., side 64-65).

Her skal jeg dog ikke gå i yderligere detaljer med, hvad det var, Martinus oplevede ved den lejlighed, men kun nævne, at da han næste dag, skærtorsdag den 24. marts 1921, gentog sin meditation, skete der det, at han følte selv at være kropsløs og i denne tilstand at befinde sig i et overvældende gyldent lys, et ildhav, som han var klar over måtte være Guds egen bevidsthed, og over, at han var "kommet ud for en forunderlig bevidsthedsudvidelse.". (M.E., side 66-68).

Vi skal altså her forestille os Martinus siddende for nedrullet gardin og med bind for øjnene i kurvestolen i det beskedne værelse på 1. sal på Jagtvej 52 A. Efter den ovenfor kort refererede oplevelse, følte Martinus sig "aldeles bjergtaget" og med trang til at betro sig til nogen om, hvad han netop lige havde oplevet. Herom fortæller han i sine erindringer:

"Jeg gik ud i køkkenet til min værtinde, fru Henriksen. Jeg fortalte hende om den forunderlige oplevelse, hvor det var, som om jeg befandt mig midt i et ildhav.

"Uha – sådan noget må De endelig ikke prøve på, det kan man blive sindssyg af!" var hendes svar.

Det var jo i en god mening, hun sagde sådan, men jeg turde ikke sige mere til hende. Og jeg turde heller ikke tale med andre om det." (M.E., side 66)

"Når det sidste brev var afleveret, havde jeg fri i halvanden time og kunne cykle hjem og spise. Jeg boede jo på et værelse på Jagtvej, og min værtinde hed fru Henriksen. Jeg spiste på et pensionat, som lå i samme bygning." (M.E., side 56).

Efter i 5 år at have boet som logerende hos fru Henriksen, flyttede Martinus hen på efteråret 1922 ind på et lille værelse i Pile Allé 7 H, 2.sal. Herom fortæller han i sine erindringer bl.a. følgende:

"Det var meget belejligt for mig, at jeg kunne flytte ind her, for jeg var pludselig kommet ud for den situation, at jeg havde mistet min bolig. Jeg var fraflyttet mit værelse på Jagtvej, hvor jeg havde boet i 5 år. Herfra var jeg flyttet til Henrik Ibsensvej, hvor en dame havde fremlejet sin lejlighed til mig, fordi hun skulle passe en syg dame, som boede et andet sted.

Men dette lejemål på Henrik Ibsensvej blev meget kortvarigt, fordi den syge dame døde samme dag, som jeg flyttede ind. Derfor blev jeg meget glad for, at jeg kunne flytte ind hos familien Sørensen i Pile Allé, selv om det kun var et lille beskedent værelse helt oppe under taget." (M.E., side 77-78).

Her skal vi foretage et spring frem i tiden til 1953-54, hvor jeg selv boede i ejendommen Jagtvej 52, som havde opgangene A-E. Jeg boede i opgang D fra januar 1953 til juni 1954, og som en betingelse for at kunne leje lejligheden skulle jeg samtidig fungere som en slags rengøringsassistent. Dette måtte jeg derfor udføre i min fritid ved siden af mit daglige arbejde, som dengang var hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Rengøringsjobbet bestod i, at jeg skulle feje og vaske samtlige hoved- og køkkentrapper en gang ugentlig. Værten hed på det tidspunkt Hr. Henriksen, og senere erfarede jeg, at han var søn af den fru Henriksen, som omkring 1921 og mange år frem var ejendommens værtinde, og som en kortere overgang altså havde en logerende ved navn Martinus Thomsen. Det vidste jeg bare ikke noget om dengang, jeg selv boede i ejendommen, men først efter at "Martinus Erindringer" var udkommet i 1987. Heri er ejendommen nemlig vist på et foto side 69.

Lejligheden i nr. 52 A på første sal til højre var i 'min' tid som nævnt beboet af Hr. Henriksen, som naturligt nok havde overtaget den efter sin mor, Martinus' værtinde. På ovenstående foto ses hovedtrappen mellem grøntforretningen til venstre og blomsterbutikken til højre. Så vidt jeg ved, har Martinus logeret i værelset bag vinduet lige til højre for trappeopgangens vindue på første sal., nemlig vinduet med et gulligt forhæng eller gardin. Men intetanende om, at Martinus havde boet her, og tilmed oplevet sin kosmiske indvielse på stedet, fejede og vaskede jeg de trappetrin, som Martinus må have betrådt adskillige gange i den tid, han boede hos fru Henriksen, dels når han skulle på sit daglige arbejde hos Vagtselskabet, siden hos Postvæsenet og endelig hos Mejeriet "Enigheden". Men selvfølgelig også, når han havde private ærinder, som når han f.eks. skulle besøge Lars Nibelvang ude på Amager eller andre venner og bekendte, men også når han formentlig skråede over gaden og gik i den lokale biograf, "Collosseum", af os andre kaldet "Colossen", på den anden side af Jagtvej, ikke langt fra Nørrebros Runddel og dermed heller ikke fra Jagtvej 52. Biografen er i øvrigt for længst omdannet til butikslokaler for et supermarked.

Det herover gengivne privatfoto er fotograferet den 31. august 2008 og viser især, at ejendommen ikke er meget forandret, siden dengang fotoet af den i "Martinus Erindringer" blev taget. Ejendommen så præcis sådan ud som på sidstnævnte foto, da jeg boede der, og den er faktisk heller ikke forandret ret meget siden. Den mest markante forandring ved ejendommen i nutiden er, at bog- og papirhandelen til venstre for hovedopgangen er borte og nu fungerer som grøntforretning, og ligeledes hjørnelokalerne, der i 'min' tid rummede en kaffebar (senere omdøbt til cafeteria), men som nu er blomsterbutik. Det er formentlig disse sidstnævnte lokaler, Martinus omtaler som det pensionat i ejendommen, hvor han til daglig spiste.

På det tidspunkt, hvor jeg selv boede i ovennævnte ejendom, kendte jeg faktisk kun Martinus og hans kosmologi af omtale fra nu afdøde Børge Hamberg (1920-70), som var velbevandret i Martinus' kosmologi, men derimod havde jeg studeret indisk filosofi i nogle år og var især optaget af Jeget og dets specielle natur. Medens jeg foretog den trivielle ugentlige trappevask, ignorerede jeg de banale ydre omstændigheder, ved at tænke på Over-jegets forunderlige natur og følte samtidig, at ligegyldigt, hvor mit fysiske og psykiske legeme befandt sig, så var det altid i Over-jegets og dermed i Guds varetægt. Så i den henseende var jeg godt forberedt, da nævnte Børge Hamberg i juli 1957 for alvor introducerede mig til Martinus' verdensbillede eller kosmologi, som jeg efterfølgende har interesseret mig for og studeret lige siden, hvilket foreløbig vil sige i mere end 50 år.

Se, det var en smule forhåbentlig fornøjelig personhistorie fra både før, under og efter min barndoms-, ungdoms- og nutid.