Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/5 side 139
Spørg om kosmologi
"Du skal elske din næste" – men hvem er det?
En ung kosmologistuderende i Sverige stiller et klassisk spørgsmål: Hvem er i virkeligheden helt konkret vores næste. Som eksempler nævner han: "Jeg køber et stykke tøj i troen på, at det er fremstillet på en fabrik, hvor arbejderne har det godt. Hvad jeg ikke ved er, at jeg derved indirekte har støttet børnearbejde i et fjernt land". Han nævner flere eksempler og konkluderer, at "bare ved at leve et "normalt" liv her i den vestlige verden, påvirker vi mennesker i andre dele af verden på en negativ måde, – vi skader vores næste. Selv når vi sender økonomiske bidrag til velgørende organisationer, risikerer vi, at pengene går til korrupte regeringer og ikke til de fattige, vi ville hjælpe".
En anden læser stiller lignende spørgsmål om næstekærlighed, og hun bemærker, at hun har vanskeligt ved at forstå Martinus' "lange og indviklede sætninger".
 
SVAR: Martinus slår fast, at hvis vi vil være i kontakt med fremtidskulturen, så må vi lære, at alt, hvad der er levende, i virkeligheden er vor "næste". Det fortæller han i Bisættelse, kap. 180. Men det kan vi alle se, at det netop hører fremtiden til, og at vi absolut ikke kan leve op til det på vort nuværende udviklingstrin. Martinus kæder det da også sammen med den vældige omskabelse af menneskeheden, der finder sted. I kapitel 4 i samme bog skriver han: "Men menneskenes evne til at identificere denne "næste" kunne naturligvis kun udvikles gradvis. Udviklingen foregår ikke i spring. Menneskene har derfor hidtil hovedsageligt kun været indstillet på at se deres "næste" i deres medmennesker, derimod ikke i dyrene eller de øvrige former for liv, således som det nu gennem den ny kosmiske verdensimpuls efterhånden vil blive tilfældet."
I Livets Bog 3, stk. 703, definerer Martinus begrebet i sætninger, der hverken er lange eller indviklede, men krystalklare: "Næsten" er vore egne mikrovæsener, "næsten" er det væsen, i hvis organisme vi selv oplever dagens lys, "næsten" er det væsen, der forfølger og hader os, såvel som det er det væsen, der elsker og beundrer os. "Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme inden for vort sanseområdes rækkevidde."
Tænk, hvilket kæmpemæssigt perspektiv, Martinus her ruller op for vore øjne. Her giver han den logiske forklaring på de ældgamle ord, der for mange mennesker lyder helt uforståelige: "Du skal elske Gud over alle ting, og din næste som dig selv." Det er på en måde ganske enkelt: Alle de "ting" eller "manifestationer", du møder, er impulser fra Guddommen, og alt levende, du møder, er en del af Guddommen. Sikke mange tanker og overvejelser, der nu dukker op. Lad os kæde det sammen med endnu et citat fra Livets Bog 1, stk. 64: "...en oplysningsform, der kan gøre det store bud "elsker hverandre" til videnskab og derigennem efterhånden bevise og garantere, at det samme store buds omskabelse til naturlige evner og anlæg er jordmenneskets eneste fornødne, er nøglen til kosmisk sansebegavelse."
Nu er vi blevet klar over, at selve målet med alt, hvad vi oplever, netop er at give os disse "naturlige evner og anlæg" for næstekærlighed. Men hvor langt er vi da kommet i denne "næstekærlighedsproces"? Er det ikke fuldkommen umuligt for os at leve op til disse idealer? Nej, bestemt ikke, for det er en lang, fremadskridende proces over mange liv. Vel kræver det en indsats, hvis vi vil leve op til Martinus' logiske forklaringer. Men vi skal ikke forlange mere af os selv, end vi kan klare.
Vi er kommet så langt i udviklingen, at vi ikke mere behøver at dræbe og æde dyrene, men kan leve langt bedre som vegetarer. Vi kan bestræbe os på at lade de mikrovæsener, som vores organisme består af, leve i et mentalt og fysisk "solskinsklima". Vi kan – takket være Martinus' analyser – prøve på at forstå, at hvis vi møder had og ubehageligheder fra vore medmennesker, så er de kun "budbringere" for noget, vi selv er den egentlige årsag til. Så disse "budbringere" kan vi også så småt begynde at betragte som vores næste. Vi er med andre ord blevet klar over, at alle levende væsener i vore omgivelser er vores næste.
I Livets Bog 4, stk. 1132, uddyber Martinus dette nærhedsprincip. Han skriver direkte, at vores næste er "det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig "nærmest" hos os i selve det fysiske rum, ligegyldigt hvor vi så end måtte befinde os. Af to væsener, hvoraf det ene befinder sig i vor umiddelbare nærhed, og det andet i hundrede kilometers afstand, er førstnævnte altså vor "næste" og har ret til vor "kærlighed"."
Martinus bruger i denne forbindelse udtrykket, at vedkommende befinder sig inden for vores "manifestationsområde". Og efterhånden, som hele menneskeheden – takket være den tekniske udvikling – befinder sig inden for "den globale landsby", er der ingen tvivl om, at også næstekærlighdsbegrebet vil udvides tilsvarende.
– Men glem aldrig "alt levende inden for dit nærområde".
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
 
Til rubrikken "Spørg om kosmologi" er alle velkomne til at stille spørgsmål, der vedrører Martinus' verdensbillede.
Send dine spørgsmål pr. mail eller post, så får du direkte svar. Hvis spørgsmålene egner sig til offentliggørelse i Kosmos, sker det i anonymiseret form. Besvarelsen er naturligvis gratis.
Hvor er der foredrag og studiekredse?
Oplysninger om aktuelle foredrag og studiekredse vedr. Martinus Kosmologi rundt omkring i landet kan ses på: www.martinusguiden.dk, eller ved henvendelse til:
Martinus Center v/Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give, tlf/fax 75 80 33 50
e-mail: hwittendorff@post.tele.dk