Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I september 2008 blev et nyt dyrt urværk indviet i Cambridge, England. Hver time åbner et monster kæften og sluger en time. "Det er skrækindjagende, og det er meningen", siger John Taylor, milliardær og initiativtager til urværket. "Jeg oplever det ikke, som om tiden er på vores side. Han vil æde hvert eneste minut af dit liv, og så snart ét er forsvundet, begynder han allerede at savle efter det næste."

Men hvad er tid egentlig? Vi ved vel alle i nogen forstand, hvad tid er, men at beskrive eller analysere den er ikke så let. Augustinus (teolog og filosof, 354-430) skrev: "Hvad er altså tiden? Hvis ingen spørger mig, så ved jeg det. Men hvis jeg skulle forklare det for nogen, som spørger, så ved jeg det ikke." Filosoffer har til alle tider skrevet meget om tid, og fysikere har gennem århundrederne ændret deres opfattelse af tiden. Også samfundsforskere, forfattere og digtere har på forskellige måder tolket tidsbegrebet. Begrebet tid dukker ofte op i Martinus' analyser. I denne artikel skal jeg forsøge at belyse nogle forskellige opfattelser om tid, som vi finder hos et par filosoffer, hos fysikere og hos Martinus. Det bliver dog et temmelig begrænset overblik over dette store emne.

"Hvad er det, der går og går, men aldrig når nogen vegne?" lyder en gåde, man hørte som barn. Og svaret er selvfølgelig "klokken". Vi oplever, hvordan klokken, dvs. tiden, "går". Vi forbinder altså tiden med en slags bevægelse. Men vi oplever også, at denne bevægelse, tiden, synes at bevæge sig i forskellig hastighed. "Livet er kort, men timerne er lange", skriver Hjalmar Söderberg i Doktor Glas med et citat fra en eller anden filosof.

Augustinus kæmpede med vanskelighederne i tidsbegrebet: "Hvordan kan fortiden og fremtiden eksistere, når fortiden ikke længere findes, og vi endnu ikke er nået til fremtiden? Hvad nutiden angår, skulle den, hvis den altid har eksisteret og ikke overgik til at blive fortid, ikke være tid, men evighed". Augustinus skriver også om, hvordan tiden skabes: "Verden skabtes ikke i tiden, men samtidig med tiden".

Leibniz (filosof, matematiker m.m., 1646-1716) spekulerer også over skabelsen: "For eftersom Gud ikke gør noget uden grund, og ingen grund kan gives til, hvorfor Han ikke skabte verden tidligere, følger enten, at Han ikke skabte noget overhovedet, eller at Han skabte verden før al tid, hvilket vil sige, at verden er evig".

Hos Kant (filosof, 1724-1804) kan man læse, at tiden er en nødvendig forestilling, som ligger til grund for al anskuelse. Tiden er ikke et empirisk begreb, som kommer ud fra erfaringer. Forestillingen om og fornemmelsen af tid findes i det "indre sind".

For Bergson (filosof, 1859-1941) er oplevelsen et sammenhængende forløb, og dette forløb er den oprindelige, konkrete tid. Bergson var kritisk over for fysikkens beskrivelse af tiden som en del af en rumtid. (Se nedenfor). Han skriver: "Hvad sjælelivet angår, ser man let, at tiden udgør selve det stof, hvoraf det er dannet".

Man kan sige, at spørgsmålet, om hvorvidt tiden findes i verden uden for os selv, eller om den er en indre subjektiv oplevelse, er et af filosofiens ubesvarede spørgsmål.

Da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at analysere mikrokosmos ved hjælp af Newtons mekanik, fandt man, at ligningerne ikke gav nogen anvisning om tidens retning. Tiden kunne lige så godt gå baglæns, hvilket for os i hverdagen ville være absurd. Hvornår har man set et smadret glas sætte sig sammen igen og hoppe op på bordet? Boltzmann (fysiker, 1844-1906) spekulerede over "tidspilens retning" og fandt, at den afhænger af, hvad man kalder "usandsynlige begyndelsesvilkår". Hvis man har et stort antal byggeklodser, er der mange flere muligheder for, at de ligger uordnede på gulvet, end at de er nydeligt stablede ovenpå hinanden. Det kræver tid og energi at stable klodserne, men lad et lille barn komme i nærheden, og snart ligger klodserne hulter til bulter på gulvet. I henhold til en vigtig naturlov (termodynamikkens anden hovedsætning) går alle lukkede systemer mod større uorden. Denne naturlov giver altså tiden en retning. Også loven om årsag og virkning giver tidspilen en retning, idet årsag rimeligvis må komme før virkning.

Da Einstein (fysiker, 1879-1955) udviklede sine relativitetsteorier (1905 og 1916), kom tiden til at spille en vigtig rolle. For at forstå, hvorfor lysets hastighed altid er den samme (i vakuum), var han tvunget til at se tiden på en ny måde, som brød med Newtons synspunkt. Tiden knyttes til observatøren og kan strækkes eller krympes afhængig af bevægelse og gravitation. Nu betragter fysikerne tid og rum som uløseligt forenede i den firdimensionelle rumtid.

I den del af den teoretiske fysik, der beskæftiger sig med partikler, vakuum og de meget små fænomener, har man opdaget, at rumtiden mister sin "bløde struktur" og bliver et kaotisk "skum", hvor foran og bagved ligesom før og efter mister sin betydning.

Teorien om universets skabelse i et Big Bang (Stort Brag) har ført til overvejelser, som ligner Augustinus'. Blev tiden skabt ved Big Bang? Vi har i hvert fald fået en fælles tidsskala, en kosmisk tid, som er nogenlunde fælles for vort kendte fysiske univers, som regnes fra Big Bang, og som minder om Newtons tid.

For fysikerne er der flere problemer med tiden. Carnap (filosof og logiker, 1891-1970) skriver: "Einstein sagde engang, at nuets problem var en stor bekymring for ham. Han forklarede, at oplevelsen af nuet indebar noget særligt for mennesket, noget som er væsensforskelligt fra fortiden og fremtiden, men at denne vigtige forskel ikke forekommer inden for fysikken, og heller ikke kan gøre det. At denne oplevelse ikke kan omfattes af naturvidenskaben var for ham en smertelig, men uundgåelig resignation... Einstein mente, at ... der findes noget væsentligt med nuet, som ligger uden for videnskabens område."

Eddington (astrofysiker, 1882-1944), som, foruden astronomi og fysik, interesserede sig for spørgsmål om naturvidenskabens filosofi, skrev: "Ved hvert forsøg på at forbinde de erfaringsområder, som hører til den åndelige og til den fysiske side af vores natur, har tiden en central betydning."

Martinus viser, at tid er en åndelig foreteelse. "Tiden udgør således vores første realistiske møde med den åndelige verden."¹ Eftersom mange af os ikke har en helt klar opfattelse af, hvad der er "den åndelige verden", bliver netop tanker om tid en hjælp til at forstå denne. Hvad menes der med, at tiden er en åndelig foreteelse?. Her følger to citater: "Tiden eksisterer i det hele taget ikke på det fysiske plan, den er en åndelig realitet."², og "Tiden er vort åndelige rum, vort oplevelseskartotek, og vor oplevelse af fortid, nutid og fremtid er et bevis på, at der parallelt med den fysiske verden eksisterer en åndelig verden."³ I og med at vi tænker på fremtid og fortid, eksisterer tiden i vores tankeverden, som tilhører den åndelige verden.

Martinus viser videre, at tiden er tæt knyttet til rum og bevægelse, og at tiden dermed er en skabt foreteelse. "Tiden er således rumbetegnelsen for hastighed."⁴; "Bevægelse og tid er således identiske. Hvor der ikke er bevægelse, eksisterer der ingen tid, og hvor der ikke er tid, eksisterer der heller ingen bevægelse. Tid og bevægelse kan således ikke adskilles, netop fordi de udgør én og samme realitet. Da bevægelse er en funktion, og en funktion er noget, der skabes, er en bevægelse således en skabt realitet. Men da enhver skabt realitet eller en skabt ting ikke kan eksistere uden at være identisk med tid, er tiden således også en skabt realitet eller foreteelse.⁵

Hvordan forholder tiden sig til evigheden ifølge Martinus? "'Jeget' er altså ikke identisk med 'tiden' og de her ind under hørende skabte eller timelige foreteelser. Det markerer denne sin adskilthed fra disse foreteelser ved begreberne 'jeg' og 'det'. Når dette jeg således eksisterer og dog ikke er identisk med 'nuet' eller 'tiden', kan det kun udgøre én ting, nemlig 'evigheden'."⁶; Tilsammen udgør 'tiden' og 'evigheden' en uadskillelig enhed. Denne enhed er heller ikke noget, der eksisterer 'udenfor' det levende væsen, men er det levende væsen selv."⁷ "Tiden er det samme som evigheden spaltet i åndelige rum."⁸ "Evigheden er således noget andet og meget mere end blot og bart et begreb for uendeligheden i tid. Den udgør altså et 'fast punkt', der viser sig at være ophavet til al bevægelse og dermed til al skabelse samt resultatet af denne skabelse. … 'Evigheden' er verdensaltets 'jeg' eller 'X1'."⁹ Vi ser her, hvordan begreberne tid og evighed er centrale i analyserne.

Hvordan fornemmer jeget – som ifølge Martinus er identisk med evigheden – tiden? Martinus skriver om, hvordan vi ved hjælp af perspektivprincippet formår at forvandle evigheden til tid. "'Sanseområdet' består altså af et 'centrumsområde', der fornemmes umiddelbart omkring jeget. Dette 'område' udgøres af 'nutid'. Overfor dette 'centrumsområde' kommer 'fremtiden' til at udgøre et 'foran', og 'fortiden' et 'bagved'. Vi ser her, hvorledes 'tiden' fortoner sig over i 'rummet' og bliver ét med 'stedbetegnelse'. Men derved er vi jo også blevet vidne til 'perspektivprincippets' urform. Vi har set overgangen fra 'det uendelige' til det 'endelige', fra 'det evige' til 'det timelige'."¹⁰

En af vore mest konkrete oplevelser i det hele taget er vel den af "nu". Hvad er da nuet ifølge Martinus? "Det levende væsens højeste kosmiske analyse er således det samme som 'evigheden', medens dets højeste timelige analyse er 'nuet'."¹¹; "Alt, hvad der udgør realistisk, praktisk oplevelse, er det absolut eneste, der kan udgøre 'nutid' eller 'nuet'."¹²; Det, vi kalder 'nuet', er i virkeligheden oplevelsen af vor jegbevidsthed, vort faste punkt. Det er selve evigheden."¹³ Tanker om det konkrete og samtidigt udflydende nu synes altså at være af stor værdi for vores forståelse af centrale dele af de kosmiske analyser. Det ser ud til, at fornemmelsen af nuet er vor (vort jegs) kontakt med den skabte verden. Her mødes evighed og timelighed. Det er værd at tænke over!

Her mener jeg, det er berettiget med en lille bemærkning til os, som har studeret Martinus' kosmologi. Vi har jo fået lov til at "kigge i facitlisten". Det kan let blive sådan, at vi måske tror, vi ved, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, og oven i købet gør os til dommere over filosoffer, naturforskere og andre, der har opfattelser om tilværelsens grundlæggende spørgsmål. Men i virkeligheden har vi jo som oftest ikke nogen dyb indsigt, som er vor egen. Vi må altså passe på ikke at blive "skriftkloge", dvs. overbelæste inden for kosmologien, og blive overlegent nedladende over for de selvstændige tænkere, som har kæmpet med de svære spørgsmål.

Hvad angår fysikkens syn på tiden, så står heller ikke den i noget modsætningsforhold til kosmologien, bortset fra at den ser tiden som en del af den fysiske verden. Mest bemærkelsesværdigt er det vel, at mange fremstående fysikere indser, at den materielle verden ikke er hele verden. Eddington skriver jo om den åndelige verden, og Einstein indser, at fysikken ikke kan besvare alle spørgsmålene.

Vi har en stærk fornemmelse af "tidens flugt". Naturvidenskaben har et syn på tiden, som kun til en vis grad dækker, hvad vi fornemmer som tid. Martinus giver os, hvad vi opfatter som en fuldstændig analyse af begreberne tid og evighed. Måske kan vi tænke os, at naturvidenskabens fortsatte analyse af tidsbegrebet kan blive en vej, en bro til den åndelige videnskab. Det er i hvert fald mit håb. Og så behøver vi ikke længere se med ubehag på det "savlende monster", som sluger tiden, fordi vi ved, at livet er uendeligt, selv om et fysisk liv kan føles kort – men timerne lange.

 

(Her er kun henvisninger til Martinus-citaterne. Alle citater er sat i kursiv af mig.)