Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I evolutionen fra dyr til menneske er vi gradvis vågnet op til bevidsthed. Først vågnede vore sanser i forhold til den ydre verden. Selvopholdelsesdriften manede os til at være vagtsomme over for omgivelserne, som efterstræbte vores revir eller oven i købet vores fysiske legeme for føde. Forplantningsdriften og konkurrencen om den stærkeste mand og den smukkeste kvinde har motiveret til kamp på liv og død mellem rivaler. Disse oprindelige drivkræfter har været med til at forme vores bevidsthed i kampen for en plads i solen. Vi var dengang alle optaget af den ydre verden, de andre, og havde endnu ikke opdaget vores egen indre verden. Indre fred og medmenneskelige relationer havde dengang ingen værdi i kampen for tilværelsen og eksisterede derfor ikke i bevidsthedens horisontområde. Vi oplevede os som ofre for ydre omstændigheder. Omstændigheder som med magt skulle omformes til vor egen fordel. Det er først langt fremme i udviklingen af en jordmenneskelig bevidsthed, at vi er blevet bevidste om vor indre verden. Et univers af tanker og følelser er da langsomt, men sikkert, blevet synligt for os. Jo mere vores følelse og intelligens er vokset, jo mere er fornemmelsen af vores egen psykiske verden, og evnen til at analysere den, blevet udvidet.

Da den, der er den stærkeste, smukkeste eller mest smarte, viser sig at have fordele i kampen for en behagelig fysisk tilværelse, og da godhed har været vejen til en plads i himlen, er det egenskaber, som vi eftertragter og ser op til. Vi vil opfattes som stærke, smukke, intelligente og gode og anstrenger os derfor for at skjule svaghed, dumhed, fysiske skavanker og ondskabsfuldheder. Evnen til at camouflere vor lavere natur og ufuldkommenhed er derfor vokset frem som en afgørende faktor for at vinde andres og egen godkendelse. Disse camouflagetalenter er på flere områder blevet så automatiske for os, at vi ikke ser dem selv. Man siger nogen gange, at "han lyver, så han selv tror på det". I så fald er det nuancerede og mere sandfærdige billede af ens egen personlighed og bevæggrundene herfor helt forsvundet bag vores horisont. Andre ved måske, at de ikke er helt sanddru, men har suggereret sig selv så stærkt til et falsk billede af sig selv og verden, at det opleves som helt sandfærdigt.

Det er altså en naturlig og uundgåelig del af vores udvikling til en højere bevidsthed, at vi vil blive afslørede og stå nøgne over for os selv på område efter område. Der findes dog som nævnt en masse kræfter inden i os, som stræber efter at fremstå i et godt lys, og som derfor automatisk forskønner vore motiver og drivkræfter som ædle og med et godt formål. En væsentlig faktor bag denne selvidealisering er den obligatoriske egenskab, som vi alle kæmper med på hver vores måde, nemlig hovmodet. Hovmodet får sin næring fra vores manglende evne til at se de andre og forstå deres bevæggrunde og motiver. Vi vælger jo meninger, vurderinger og holdninger, som med vores fatteevne er mest troværdige. Årsagerne til den andens afvigende mening og holdning i et bestemt spørgsmål ser man jo ikke, i hvert fald ikke i samme perspektiv. Det er derfor naturligt at synes, at man selv ved bedst. Når jeg mener, at Martinus' verdensbillede er det, der er nærmest sandheden, eller måske oven i købet siger at det er sandheden, så er det jo, fordi det stemmer med mine erfaringer. På tilsvarende måde ligger ateistens erfaringer bag dennes stillingtagen og terroristens bag dennes overbevisning om at bombe sig frem til en plads i paradiset. Vi ved jo alle bedst og mener, at de andre tager fejl. I min verden ser min stillingtagen bedst ud, ellers havde jeg jo ikke haft den. Det giver også et vist behag at leve med den overbevisning, at man ved bedre end de andre. Der er dog en stor risiko for, at vi en dag bliver afsløret og står nøgne, når vi opdager, at vor så stærkt forfægtede tolkning af sandheden har været mere partisk formet af lavere motiver, end vi havde troet. Jo mere hårdnakket og selvsikkert, vi har forsøgt at drive vores tolkning og overbevise andre om, at vi har ret, desto mere pinlig bliver vores nøgenvandring og vort fald, den dag vi opdager, at vi er kommet til kort. Når vi mærker, at vi bliver spændte og urolige, når vi hævder vore ideer, har vi endnu ikke fundet den ro, der kendetegner den ydmyges sikkerhed og respekt for andres udsigtspunkter og den hvilen i os selv, som gør os åbne for at ændre mening, hvis vi møder bedre argumenter end vore egne. Det bliver spændende, den dag vi ser en politiker, der midt i valgkampen siger til sin modpart, at han nu forstår, at dennes løsning er bedre end hans egen. Indtil da må vi selv arbejde videre på at opnå en sådan prestigeløshed og åbenhed for sandheden i vor egen hverdag.

Når vi møder en højere kundskab, som f. eks. Martinus' åndelige videnskab, er det helt naturligt, at denne obligatoriske tendens til partisk at fastholde sin egen opfattelse og at nedvurdere andres synspunkter giver sig til kende. En ny teoretisk indsigt i en højere tankeverden har en tendens til at forstærke det hovmod, vi endnu besidder. De fleste åndelige sammenhænge kendetegnes derfor af indre stridigheder, hvor alle er overbevist om, at de selv har ret, og at de andre tager fejl. Det forstærkes også ofte af, at man mener, éns opgave er at forvalte Guds ord, eller at man svigter sin afdøde åndelige leder eller Gud selv, hvis man ikke standhaftigt kæmper for sin overbevisning. Man glemmer let, at ens omgivelser også er en del af Gud. I éns personlige tolkning af livets tale finder man sine overbevisninger bekræftet; den gamle stridslystne kriger går ubevidst og automatisk i gang med at gå i rette med de andres fejlagtige standpunkter, og den retfærdige harme søger nu de "våben", med hvilke man kan besejre sine modstandere. I dette tilfælde har man alverdens smukke argumenter for, hvorfor éns egen strid er retfærdig og kærlighedsfuld, og hvorfor bagtale af de andre og eventuelle forseelser mod gældende regler eller love er legitime i kampen for det gode. Den gamle talemåde, at "målet helliger midlet", har nu fået en smukkere forklaring.

Alt, hvad der sker, er en fortælling om livet og dets love. De vise, som har indblik i livsmysteriet, er ikke urolige, fordi de ved, at sandheden altid sejrer, og at vi ufærdige mennesker netop er her for at konfronteres med vore ufærdige sider i mødet med hinanden. Hvis vi studerer sandheden om livet, så vil vi lære at se, at det, der sker her og nu, er en bekræftelse på de bevidsthedskræfter og bevidsthedskategorier, som Martinus beskriver.

At frigøre sig fra alle former for intolerance og hovmod er det samme som at blive et færdigt menneske. Disse egenskaber er de "tærskelens vogtere", som i forskellige forklædninger følger os hele vejen, til vi står på tærskelen til det rigtige menneskerige og den kosmiske bevidsthed. Vi må derfor regne med, at disse egenskaber, ofte ubevidst, er med til at påvirke vort forhold til vor næste. Overalt, hvor mere end et af os ufærdige mennesker mødes, opstår der ind imellem konflikter. Det indgår i den undervisning, som skal føre os frem til selvindsigt og ønsket om at forandre os selv i en mere kærlighedsfuld retning. Det afgørende, for at vi ikke skal sidde fast i stridigheder med omverdenen, er, at vi indser, at det hele tiden er Gud, vi møder i vor næste, og at livets hændelser er Guds omsorg for vor egen udvikling. Vores opgave er at ændre os selv og efter evne være til hjælp og inspiration for andre. Ser vi andre komme til kort, behøver vi ikke påtage os rollen at skulle tilrettevise dem. Livet har et uendeligt antal redskaber, der er til rådighed, når Guddommen anser, at de er modtagelige for undervisning. I fortrolige relationer kan vi træne os i den svære kunst at fremføre vore iagttagelser på en måde, som styrker vore medvandrere til indsigt i deres handlemåde, samtidig med at vi viser personen dyb respekt og kærlighed.

Judas er blevet et symbol på "tærskelens vogter". Han ville så vel. Menneskene, slægten og vennerne, skulle få hans mesters storhed at se. Det var også Forsynets hensigt med Judas' rolle i påskemysteriet. Judas var dog ikke bevidst om, hvordan hans rolle skulle forme sig. Han troede, at Jesus' mentale suverænitet ville gøre ham usårlig. Det var også på en måde rigtigt, men hans legeme var ikke usårligt. Kristus' egentlige mission, at vise hvordan man tager en korsfæstelse og oven i købet i den dybeste smerte kan tilgive sine bødler, var Judas heller ikke bevidst om. Judas' rolle var altså nødvendig for Forsynets hensigt, via Jesus at vise menneskeheden den fuldkomne måde at tage sin skæbne på. Da Judas senere så Jesus blive torteret og korsfæstet som en konsekvens af hans handling, vågnede han op fra sit selvsuggererede billede af, hvordan Jesus skulle vise sin mentale suverænitet og åndelige usårlighed. Han vågnede også op fra sit idealiserede billede af, hvilken fremtrædende rolle han selv skulle spille i lysets tjeneste. Han faldt da i en så dyb sjælekrise, at det førte ham til selvmord. Vi spiller alle en rolle i livets skuespil, men vi ønsker sikkert alle at spille en behageligere rolle end Judas og vil bidrage til udviklingen med vores kærlighed og være lydhøre overfor det, der er bedst for helheden og vor næste. For at være i harmoni med dette ønske giver Martinus os følgende vejledning: