Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg husker tydeligt en episode fra min barndom. Hele familien sad bænket ved bordet for at spise aftensmad, som den dag blandt andet bestod af rosenkål. Og man kan vist roligt sige, at hvis der var noget, jeg virkelig hadede, så var det disse kål.

Jeg kæmpede bravt, men måtte så opgive. Dette fik min mor til at rejse sig og sige "Nå, men så ringer jeg op til Vorherre, og så må vi se, hvad han siger til det."

Pu ha, det kunne så sandelig få mig i gang, for man havde vel respekt for denne pæne ældre mand, som sad på sin trone der oppe i himlen og regerede alt og alle.

Ja det er lidt sjovt, men det var faktisk den tro, som jeg gennem hele min barndom stædigt holdt fast ved.

Og egentlig havde jeg det vel godt med dette, for trods alt var det jo trygt og godt at vide, at han var der til at våge over os alle.

Men så vokser man jo op, bliver teenager, og begynder at tænke dybere over alting. For mit vedkommende resulterede dette i, at jeg gik den stik modsatte retning og blev ateist.

For hvad havde han egentlig gang i, denne gamle hvidskæggede mand der oppe i sin himmel?

Det kunne da ikke være retfærdigt med alt det, der skete rundt om i verden. Hvordan kunne han dog tillade, at små uskyldige børn døde af sult?

Hvorfor al den vold og alle disse krige? Og hvordan kunne det gå til, at sorte blev lynchet uden rettergang, bare fordi de var sorte?

Jo spørgsmålene hobede sig op. For hvad var egentlig meningen med det hele?

Jeg fik fat i Darwins teorier om arternes oprindelse og læste så disse. Det var godt nok fascinerende læsning.

Jeg tænkte ved mig selv. "Aha, der er altså ingen gud, vi stammer fra dyrene og alt er tilfældigt. Verden og menneskerne i den er altså bare onde."

Men det var bare ikke nok, for jeg havde jo altid en følelse af, at der måtte være mere end dette. Alt det gode og smukke, som der jo trods alt er her på denne vidunderlige jord, var det virkelig muligt, at alt dette var opstået helt af sig selv? Nej det troede jeg ikke på, der måtte da være nogen, som havde styr på det hele.

Og så en dag skete miraklet i mit liv, for gennem noget familie fik jeg fat i Martinus' værker.

Oh hvilken lykke. Det forandrede totalt mit liv, for her var da endelig noget, man kunne relatere sig til. Mens jeg læste Det Tredje Testamente, sad jeg konstant gennem alle syv bind og nikkede, for hvor var det dog vidunderligt logisk det hele.

Når jeg i dag skal fortælle andre mennesker om mig selv, siger jeg ofte: Jeg havde et liv før Martinus, og så har jeg et nu, og dette er fyldt med håb, kærlighed og en tro på, at der er en mening med alt.

Før var jeg bange for alting, frygtede døden, mørket, krig og vold. Jeg forstod ikke helt livet, hvilket gjorde mig uendelig frustreret.

Men efter at have læst Martinus og forstået, at intet er tilfældigt, og at vi med vores væremåde og levevis, både over for os selv og andre, er med til at bestemme vores egen skæbne. Jamen så er der jo ikke noget at frygte, andet end frygten i sig selv.

Hvilken lettelse at vide, at man er fuldstændig som alle andre. Fange i vores skæbner og egoer. Brødre og søstre i ånden, og med en fri vilje til bare at glæde os over livet, naturen, og andre mennesker. Til at være kærlige og positive og nyde hvert et sekund, vi er her på vores vidunderlige moder jord

Jeg har i dag stor respekt for Vorherre, for tænk, at Universet har skabt alt dette bare for at glæde os mennesker. Jeg nyder at gå en tur i naturen, se op på den smukke blå himmel og det vidunderlige lysvæsen solen, som skinner varmt og livgivende ned på os. Gå i en farverig blomstereng, og høre lærkens triller. Jo man må sandelig bøje sig i støvet for vores Skaber, for alt på denne jord er perfekt, og jeg konstaterer det sande i de ord, Martinus ofte hentyder til, "Alt er såre godt".

 

Gulerødder og pastinakker skæres i små terninger, som svitses i olie et øjeblik. Bouillonen hældes ved og bringes i kog. Rosenkålen skæres over eller i kvarter og tilsættes sammen med merian. Der lægges låg på gryden, og suppen koges 20 min.

Kilde: "Vegetarisk hverdagsmad året rundt" af Kirsten Skaarup.