Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kunstens betydning for vores tilværelse er svær at overvurdere. Hvis vi forestiller os springet fra den mest deprimerende arkitektur i vores byer til den ypperste, så får vi et meget godt billede af den forskel, begrebet "kunst" inden for arkitektur giver. Hvordan ville vores klæder se ud uden designerens "kunst", og hvad med vores befordringsmidler, vores boligindretning, vores udsmykning, vores brugsting og alle de tusind andre ting, vi omgiver os med? Hvad med teatrene, biograferne, koncertsalene, museerne og kunstgallerierne? Ja selv vores måltider og anretninger er et udtryk for en "kunstnerisk indsats". Hvis alt udelukkende skulle være funktionelt og rationelt, ville verden være et "fattigere" sted at leve. Martinus nævner ofte, at hele tilværelsen en dag vil blive til den højeste kunst, og at denne højeste kunst, baseret på kærlighed og glæde, vil sætte sit præg på absolut alt, hvad mennesket vil skabe.

Almindeligvis sætter vi mennesker grænsen for, hvad der er kunst, ved de kendte kunstarter, som allerede er nævnt ovenfor, og yderligere tales der her om "fiduskunst" og "ægte" kunst, både inden for billedkunst, skulptur, teater og musik o.m.a.

Langt tilbage i vor fortid havde kunsten en ganske anden placering og rolle. Lige så langt tilbage, som "mennesket" har sat sine spor på kloden, har der eksisteret en eller anden form for kreativ skabelse. At det ikke udelukkende har været ment som dekoration eller musikalsk underholdning, ses bl.a. fra hulefolkenes billeder, der blev skabt for ca. 30.000 år siden. Deres hulemalerier og "musikalske" udfoldelser var ceremonier, der skulle påkalde deres forfædre og guderne og derigennem hjælpe dem med tilværelsens strabadser. Gradvis er "kunst" dog blevet kunst for kunstens egen skyld og har afspejlet tilværelsens mere åndelige aspekter, som det ses i det religiøse liv, der i en lang epoke har sat sine tydelige spor i de forskellige kunstarters udtryk. Her tænker jeg bl.a. på de store religiøse musikalske messer og andre musikværker samt billedkunst og skulpturer med tydelige religiøse motivvalg. Et af de ofte afbildede religiøse symboler er "Jakobsstigen", hvis mystiske indhold og symbolik har fundet adskillige fortolkere.
 

I vor tid er det tydeligt at se, hvordan den materialistiske og i nogen grad antireligiøse kultur præger de forskellige kunstneriske udtryk, og det er jo egentlig det, der er karakteristisk ved kunstudfoldelsen, som den er nu, den afspejler det liv og den kultur, der er i omgivelserne. Der har hidtil næppe været nogen anden epoke i menneskehedens historie, hvor "kunst" har haft så stor betydning og udbredelse som nu. Tidligere var kunst forbeholdt "overklassen" og "borgerskabet", som kunstnerne fik bestillingsarbejder fra og optrådte for, men i dag er kunst nærmest blevet "hvermandseje" på tværs af alle klasseskel. Det er tydeligt at se, at kunst og kulturlivet er under opbrud og transformation, der er ikke den stabilitet, som har præget de sidste århundreder, hvor alle de kunstneriske stilarter havde epoker på hundreder af år. De store klassiske komponisters værker lever side om side med jazz, rockmusik, pop, elektronisk musik, rap og mange, mange flere, ligesom billedkunst, teater, dans, film, performance og stand up. Dertil kommer det kolossale udbud af underholdning i medierne.

Det har ofte været til debat, hvad kunst egentlig er, og nogen mener, nok lidt humoristisk, at kunst er "noget, som ingen andre kan lave – for hvis de kunne, var det ikke kunst". Kunstneriske udfoldelser anvendes i dag i vid udstrækning til at eksponere sig selv eller en sag, det være sig politisk, kulturelt, socialt m.m. Der tales meget om det "finkulturelle" og om "folkets kunst". Så helt frigjort fra klasseskel er kunsten endnu ikke, men til forskel fra tidligere har "folket" eller "proletariatet" nu deres egen "kunst".
 

Martinus ville nok vælge at udtrykke sig anderledes om emnet "kunst", som han bl.a. gør det i Livets Bog 1, stk. 129:

I "det guddommelige skabeprincips" tjeneste er kunstnerne en overordentlig stor medvirkende faktor. I kraft af deres fremragende følelse og udviklede skabeevne udgør de i forbindelse med videnskabens repræsentanter og verdensgenløserne eller de moralske genier de redskaber, gennem hvilke de højere magter giver masserne næring, vækker dem op til liv, skaber deres erkendelse af skønhed og harmoni, giver dem kultur og ånd, så de kan hæve sig op fra dyrerigets mørke trældom til det forjættede menneskeriges guddommelige frigørelse.

Som man vil kunne forstå på ovenstående, er der ikke her tale om mennesker, der dygtiggør sig på det kunstneriske felt via aftenskoler o.a. (ikke for på nogen måde at nedgøre disse frembringelser), men om mennesker, der på hver deres felt har været banebrydende og frembragt værker af så stor skønhed og kraft, at de i århundreder har og vil være ikoner for menneskeheden. Man kunne nævne stribevis af arkitekter, musikere og komponister, dansere, skuespillere, forfattere, billedkunstnere og filmmagere, der via deres unikke værker "af en anden verden" har løftet menneskeheden til "erkendelse af skønhed og harmoni". Disse fremtrædende personligheder har haft evne og lyst til gennem mange liv at træne og forfine deres kunstneriske talent til fuldkommenhed.
 

Martinus fortæller, at disse fremragende kunstnere har en bevidsthedssammensætning, der på helt naturlig vis, i glimt, bringer dem i kontakt med højere verdener, mere præcist på "bølgelængde" med åndelige væsener i "den guddommelige verden". Igennem denne, ofte ubevidste kontakt skabes de storslåede kunstværker. I Livets Bog 1, stk. 200, står der således:

Hos forfattere eller kunstnere, hvilket igen vil sige væsener, der arbejder meget med højere følelses- og intelligenserindringer, kan intuitionsevnen komme til udløsning i sådanne øjeblikke, hvor deres bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie, og de samme væsener derved kommer i ekstase eller inspirationstilstand.

Når man her tænker på, hvordan W.A. Mozart komponerede den ene symfoni efter den anden, og at pennen dårligt kunne følge med under de store inspirationer, så kan man danne sig et svagt begreb om styrken af de glimt, man som fremragende kunstner kan modtage i den intuitive tilstand. At denne adgang til de højere verdener i fremtiden vil blive mere almindelig for til sidst at være permanent dagsbevidst kontakt med "Guds højeste skaberkraft", vil helt afgørende ændre menneskehedens tilværelse radikalt inden for al form for skabelse. Alt vil blive til kunst og skønhed, der vil folde sig ud som rene kærlighedsåbenbaringer. Blot en sådan ting som vores måltider vil være at beskrive som ren kunst i farve, smag og sundhed, ligesom vores boliger, klæder, byer og transportmidler vil være et udtryk for skabertrang, kærlighed og glæde.

For nogle kunstnere kan vejen til den kunstneriske fuldkommengørelse i perioder fortrænge den moralske udvikling således, at en enkelt eller flere inkarnationer efterfølgende vil være mere præget af modgang og moralsk træning. I sådanne perioder vil den kunstneriske udvikling være sat på "stand by", men helt naturligt efterfølgende blive taget op med fornyet interesse og beriget med de nyvundne facetter af humanisme og næstekærlighed.
 

Der eksisterer dog flere niveauer af "kunst". Martinus anvender begrebet "dyrisk kunst" i symbolforklaringen til symbol 33, "De dyriske og menneskelige tankeklimaer", om en meget stor del af det, vi i dag blot kalder "kunst". Den udfolder sig på bedste vis i samtlige kunstretninger, og forskellen på disse udfoldelser og de tidligere nævnte storslåede kunstværker er, at de er stærkt prægede af udøvernes seksuelle polstruktur, som et overvejende enpolet væsen og det deraf følgende partiske følelsesliv. Boghylderne bugner af romaner, der enten guddommeliggør og hylder det enpolede kærlighedsliv hos det ufærdige menneske eller begræder manglen på samme. Teatre og revyer bæres ligeledes ofte af store kærlighedsdramaer, og man kan jo næsten se for sig, hvordan divaen og helten i operaens slutscene falder om, døende af gift, på scenegulvet.

"De ulykkelige ægteskabers zone" fornægter sig ikke. Det er klart, at vor egen polstruktur som et ikke færdigudviklet menneske vil præge og afspejle vores generelle adfærd og måske i særdeleshed, når vi udfolder os inden for lyrik eller poesi, forfatterskab, billedkunst og skulpturer såvel som i musikalsk henseende. Disse udfoldelser vil, som allerede nævnt, i høj grad være domineret af det, Martinus kalder "de sympatiske anlæg" og den dermed forbundne følelsesmæssige udvikling, som endnu ikke har nået sit fuldkomne stadium.

Ser vi tilbage i tiden, oplever man ganske tydeligt, hvordan den religiøse livsopfattelse har domineret den kunstneriske udfoldelse, fordi det religiøse liv har været det bærende moment, ligesom det har dannet idealet for hele tilværelsen og samlivet. Her ses idealerne billedliggjort i skikkelse af fagre, dydige "jomfruer", maskuline satyrer og små buttede englebørn, afbilledet i religiøse skildringer, der bl.a. tjente som åndelig næring for folket. Leonardo da Vincis fabelagtige, religiøse kalkmalerier i det sixtinske kapel i Rom er yderligere et godt eksempel. Denne kunst har glædet, inspireret og underholdt millioner af mennesker og gør det den dag i dag, og har ligeledes, som Martinus nævner det, "løftet åndslivet".

Den af Martinus omtalte højere kunst er skabelser, der beror på en fuldkommen polkonstellation, hvilket vil sige, at den maskuline og feminine pol er i fuldkommen balance. I denne tilstand er man ganske frigjort af partiske sympatier, og i forbindelse med den fuldkomment udviklede følelse er der ligeledes suveræn adgang til de intuitive bevidsthedsenergier, hvorfra de store kunstneriske inspirationer fødes.
 

Som det er i dag, er "den dyriske kunst" i den gængse forstand kategoriseret inden for de kendte kunstarter, og skønt der er kommet flere facetter inden for de kunstneriske udtryk, ændrer det ikke væsentligt ved opfattelsen af, at kunst er en inspiration, ofte med afsæt og holdninger til tilværelsen. Kunstneren kan på denne måde gøre sig betragtninger om livet og kan med sin kunst medvirke til at skabe nye holdninger og inspirationer for samfundet.

Eksempelvis satte kunstneren Marco Evaristti fokus på spørgsmålet om, hvorvidt det var dyrplageri at anbringe nogle guldfisk i en blender og lade tilskueren selv afgøre det moralske spørgsmål, "kan jeg blende disse fisk"? Dette "kunststykke" gentog sig, da Michael Brammer udførte en installation med et stort rødt hjerte og udstoppede hundehvalpe. En installation, der affødte, at han modtog mere end 50 dødstrusler.

Der er flyttet ganske betydeligt ved opfattelsen af, hvad kunst er og ikke er, men kunstens generelle vilkår er dog betydeligt forbedret i forhold til tidligere, ligesom "kunst" i meget højere grad er integreret i alle aspekter af vor tilværelse. Dette til dels fordi kunst understøttes af fonde, firmaer og regeringer, i stedet for som tidligere af velhavende kunstelskere eller velyndere. Kunstnernes trange kår i fortid og nutid er jo næsten glorificeret og taget til indtægt, næsten som en nødvendighed, for at skabe god kunst, ud fra den betragtning, at det således ikke var tanken om rigdom, der drev trangen til at skabe kunst. Denne påstand får til en vis grad næring, når man tænker på, at bl.a. Van Gogh og med ham mange andre døde i fattigdom, sygdom og armod, men alligevel skabte stor kunst til glæde for eftertiden.

"Kunst", når vi taler om billedkunst, skulpturer, relieffer o.m.a., er i dag også i et vist omfang omfattet af et vist "snobberi", som sætter velhavende mennesker i stand til at markere deres velstand over for omgivelserne og derigennem stadfæste sig som hørende til "den herskende klasse".

Der vil i fremtiden opstå kunstformer, som i dag er fuldkommen ukendte, og som i skønhed vil være hidtil uset. Endvidere vil den største og mest dominerende kunstart blive – livskunsten. At gøre selve livet og tilværelsen til kunst i et og alt, hvad man kommer i berøring med, vil være båret af kærligheden til livet og næsten. Alt vil fremtræde i de skønneste og samtidig mest hensigtsmæssige former, materialer, lys, lyd og farve. Trangen til at vinde, til at sætte sig selv i scene, vil blive afløst af trangen til at tjene og skabe det skønneste og smukkeste, man kan frembringe, som betingelsesløse gaver til sine medmennesker.

Martinus skriver i symbolforklaringen til symbol 33, stk. 69:

Denne dyriske kunst vil blive afløst af en kunst, der vil hylde og lovprise den absolutte alkærlighed eller livets allerhøjeste bærende guddommelige fundament. Den vil lovprise Gud og det af mørket opstandne menneske i Guds billede efter hans lignelse. Den samme kunst vil i stor udstrækning danne symbolik over kommende realiteter, der er utilgængelige for naturel fysisk gengivelse. Motiverne for denne menneskelige kunst vil i særlig grad være strålerne fra Guds evige lys i alle dets livgivende forgreninger igennem verdensaltet.
 

De tre billeder er fra www.ateliertrio.dk