Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I forklaringen til symbol nr. 26 "Det rigtige menneskerige", hvor Martinus analyserer forholdene omkring skabelsen af det internationale verdensrige, kommer han også ind på løsningen af verdens sprogproblem ved skabelsen af et internationalt verdenssprog.

Martinus: "At man i verdensstaten eller det internationale verdensrige ikke halter af sted på nationale sprogkrykker, tolke og mere eller mindre dårlige oversættelser, er selvfølgeligt. Verdensstaten vil naturligvis få sit eget særlige internationale sprog. Hvert eneste barn i skolerne verden over vil blive oplært i dette verdensstatens internationale sprog. Tænk hvilken lettelse det vil være for den tids mennesker totalt at være uden sproghindringer, lige meget hvor de så end befinder sig på jorden. Alverdens mennesker fra syden og norden, fra østen og vesten kan tale med hverandre, kan forstå hverandre. I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængig af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden." (DEV 2 stk. 26.25).

Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.

Tal- og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil altså blive i stand til at benytte sprogalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter tal-alfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for ufuldkommenheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.

Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkomment logiske og matematiske opbygning opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog.

Martinus svarer: "Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden" (Esperanto-brochure, Martinus Institut).

Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30.04.1974 sagde Martinus: "Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det" (Samarbejdsstrukturen stk. 4).

Martinus: "Jeg kender til et gammelt menneske, han var oppe i nærheden af 90, da han begyndte at lære esperanto. Han sagde: "Ja, man kan vel altid tilegne sig et par talentkerner". Og det er jo rigtigt. Det ville han da aldrig være begyndt på, hvis han havde været indremissionsk og troet, at han aldrig mere skulle komme tilbage til en fysisk tilværelse. Han ville jo ikke tro, at man i himlen kunne få brug for esperanto, hvad man naturligvis heller ikke behøver. Men sådan vil det animere menneskene til at ændre deres liv. Det er da vældig godt. Tænk, at man i dag kan begynde at opbygge sit kommende liv. Lige som ingeniørerne bygger andre ting op, sådan kan man selv begynde at bygge sit liv op og bestemme sin skæbne, hvis blot man tilegner sig den ingeniørkunst og den ingeniørviden, hvorpå en lykkelig skæbne baseres" (24.11.1955. Martinus Institut, Esperanto brochure).

Martinus forklarer, at kommunikationen i udviklingsspiralens højeste åndelige verdener foregår ikke som her indirekte, men direkte, fordi al materie i den åndelige verden lystrer tanken (LB2 stk. 375).

Bevidsthedslivet bliver direkte synligt, og sproget, som det forekommer i den fysiske verden, vil blive en total overflødighed – selv esperanto!

Det er faktisk også en sådan analyse, der er udtrykt med begyndelsesordene i Johannes-evangeliet: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er". Disse ord er ifølge Martinus absolut sandhed, og et bedre udtryk for den evigt eksisterende bevidsthed kan man næsten ikke finde, og man forstår, at ordet er sandheden, sandheden er Gud, og Gud er evigheden. Martinus tolker "ordet" som et symbolsk udtryk for Guds og dermed alle levende væseners evigt eksisterende bevidsthed. "I begyndelsen var ordet" er altså et symbolsk udtryk for et evigt bevidsthedsprincip (Ordet, Kosmos nr. 9/2003).

Ordet er mere fundamentalt end det, vi i daglig tale forstår ved dette begreb. Ordet er nemlig det princip, gennem hvilket bevidsthed skabes. Al skabelse, manifestation og tilkendegivelse er baseret på ordet. Ord danner tilsammen sproget, der er en systematisering af tanker, der igen er det samme som vores dagsbevidsthed. I sin kosmiske analyse er ordet og sproget altså det princip, gennem hvilket al bevidsthed skabes.

Som sagt viser Martinus i slutningen af Livets Bog 3, hvordan talsystemet har nået fuldkommenheden, som gør det til ét med hele verdensbilledet og verdenslovene og dermed ét med Guddommen, men sproget skal også nå den samme fuldkommenhed. På baggrund af den genialitet, humanitet og næstekærlighed, der ligger bag skabelsen af esperanto, er det meget rørende og bevægende at læse afslutningsordene fra Livets Bog 3, stk. 1051:

"Når næstekærligheden kan bringe et væsen til at sætte sprogets alfabet op i sådanne ord og sætninger, at de ligesom talsystemets struktur danner verdensaltets og dermed livets analyse, da lyder Guddommens egen evige røst uhæmmet fra dets læber. Da er det hævet over tiden og rummet. Da er det ét med uendeligheden, evigheden og almagten. Da er det "vejen, sandheden og livet".