Kosmos 2009/8 side 243
Seksualitetens forvandling
af Sören Grind
Mennesket er ved et afgørende vendepunkt
For det færdigt udviklede kosmisk bevidste menneske opleves livet i sin helhed som en evig kærlig omfavnelse af en Guddom, der har omsorg for hvert eneste levende væsen. I følge åndsvidenskaben bliver vi aldrig ladt alene på livets vej. Vor nuværende kultur kendetegnes dog på mange måder af menneskets oplevelse af ensomhed og forladthed. Mange mennesker tror ikke, der findes nogen Gud, og mange er alment faret vild i deres liv og specielt i deres kærlighedsforhold. De føler sig ofte indespærret, når de lever i et parforhold, og lider af ensomhedsfølelse, når de lever alene. Dette er en naturlig udviklingsfase, fordi vi nu befinder os i en materialistisk tidsalder, hvor fascinationen af materielle og tekniske fremskridt helt overskygger vort forhold til det åndelige, samtidig med at vores ægteskabelige instinkt degenerer og endnu ikke er blevet erstattet af en stabil menneskelig kærlighedsevne.
Udviklingens drivkræfter
De daglige erfaringer er den primære faktor for vores udvikling, dvs. vores karma. Den selviskhed, vi har med os fra vores dyriske selvopholdelsesdrift, gør, at vi kommer i konflikt med vores omgivelser. Alt det ubehag, vi forvolder andre, kommer tilbage til os som skæbne for at vække os til bevidsthed og medfølelse i forhold til vores medvæsener. Foruden den kosmiske opdragelse, vi får gennem vor daglige karma – såvel behageligt som ubehageligt – vejleder Guddommen os gennem mørket, dels ved hjælp af et religiøst princip og dels ved hjælp af vores seksualitet. Uden disse afgørende inspirationsfaktorer ville al den lidelse, der præger menneskehedens historie, såsom sult, krig, naturkatastrofer og sygdomme, have berøvet os al håb og livsglæde. Vor religiøse evne skænker os trøst og håb om en bedre tilværelse, samtidigt som forelskelsen, med dens længsel efter seksuel forening og familiedannelse, har været og endnu for de fleste er en vældig kilde til den håbets flamme og det livsmod, der har båret os gennem lidelser og afsavn.
Instinktets lyskilder degenerer
Hvad sker der så, når både vort religiøse instinkt og den del af vores seksualitet, som er drevet af instinktet, nu er i stærk degeneration?
Ja, kosmisk set kan man ikke i længden leve uden Gud. Det er, som om den religiøse evne oplader vore åndelige batterier, og batterierne derefter kun holder en vis begrænset periode gennem den ateistiske fase. Til sidst vil livsmodet og livsglæden forsvinde. Det viser sig i forbindelse med en psykisk krise, udløst af noget, der opleves som ydre årsager – f.eks. tabet af en nær pårørende, smerten ved et afhængighedsskabende misbrug, en skilsmisse eller alvorlig sygdom. Krisen får snart en eksistentiel karakter, og det åndelige tomrum føles så stærkt, at det religiøse princip atter trænger frem til dagsbevidstheden og vækker søgeren i den pågældende person – en søgende, der ikke længere vil nøjes med at tro på ydre autoriteter, men som vil vide og forstå ved egen kraft.
Den aftagende ægteskabelige seksualitet
Degenerationen af vort seksuelle instinkt viser sig på mange områder. Det primære er, at den ægteskabelige evne, i form af forelskelsen, bliver flygtigere og mere kortvarig. Den vaklende forelskelsesevne gør, at vi snart finder nye attraktive partnere, der konkurrerer med ægteskabet og gør det ulykkeligt og kortvarigt. Martinus kalder denne fase i vores udvikling for "de ulykkelige ægteskabers zone".
LB1, stk. 130. "en zone i udviklingen, hvor det seksuelle liv i følge senere analyser i Livets Bog gennemgår en meget stor kosmisk forvandling, bliver vi vidne til, at den såkaldte "naturlige" seksualisme i nævnte zone i fremragende grad er degenererende. Ægteskaberne bliver derved overfladiske og ulykkelige. Jeg har derfor kaldt denne zone "De ulykkelige ægteskabers zone". Denne vil så igen være at betragte som udgørende begyndelsesstadiet til en anden zone i tilværelsen, jeg har givet udtrykket "Ufrugtbarhedens zone", idet degenerationen her er nået frem til et stadium, hvor væsenerne er ganske uegnede til "ægtemænd" og "ægtekvinder". Denne zone udgør i følge kosmiske analyser den fundamentale grænsezone mellem den dyriske og menneskelige seksualisme."
En indre forvandling
Det er en central opgave for åndsvidenskaben at give os indblik i denne gennemgribende forvandling af hele vores psykiske struktur, som på grund af vores uvidenhed på området har skabt en fundamental uro og forvirring med psykiske problemer og undertiden selv seksuelle afsporinger til følge. Vi har set en accelererende opløsning af ægteskaberne med en voksende forvirring og en desperat søgen på det seksuelle område, men har ikke haft nogen dybere indsigt eller vejledning, hvad angår den nye seksualitet, der i forening med den humane udvikling er i stærk fremvækst i os.
Da denne forvandling ikke i første omgang ses som en forandring af vores mandlige respektive kvindelige kroppe eller kønsorganer, men derimod er en usynlig indre organisk forvandling af vores psykiske struktur, der har dybe rødder i en evolution, der har stået på længe, bliver forvirringen endnu større. Vi tror, at vi møder en kvinde respektive en mand, men skinnet bedrager. I hver eneste mand vokser en feminin side frem, og i hver eneste kvinde en maskulin side. De fleste mennesker, vi omgås med, er temmelig dobbeltpolede mennesker med en relativt udviklet balance mellem den maskuline og den feminine pol, men de går stadigvæk rundt i maskuline eller feminine kroppe. Derfor narres vi til at tro, at den ægteskabelige evne bør være intakt, og at den seksuelle attraktion fortsat skal præges af den enpolede parringsakt. Således bliver skuffelsen og forvirringen stor, og mange føler sig mislykkede eller tror, der må være noget i vejen med dem, eftersom de ikke kan klare at leve i langvarige forhold, og at deres seksuelle parringslyst ofte taber i styrke, når den flygtige forelskelsesevne aftager eller i stedet søger nye objekter for sin udløsning.
I bogen To slags kærlighed, kapitel 44, skriver Martinus: "Men der er også væsener, i hvem ægteskabsdegenerationen er så langt fremme, at de ikke ønsker at gifte sig, men lever i kortere eller længere perioder i seksuelt samliv med partnere uden lovformelig vielse. Dernæst bliver vi vidne til væsener, i hvem enpoletheden helt er degenereret og dermed den enpolede parringsakt. Disse væsener føler sig frastødt af ægteskabet og dets enpolede parringsakt eller samleje. De lever derfor ugifte og har ikke seksuelt samkvem med væsener af det modsatte køn. Deres parringskærlighed er således helt degenereret. Denne degeneration hos disse væsener er de første virkninger af den ny verdensepokes indpas i deres psyke og væremåde."
Hvad indebærer da den nye menneskelige seksualitet?
I sin første fase indebærer den nye menneskelige kærlighed, der vokser i hvert eneste menneske, en forstærkning af den seksualitet, som vi har med os fra dyreriget i form af samlejet eller parringsakten. Brunstperioden spreder sig til at omfatte hele året. Den gradvise tilvækst af vores menneskelige kærlighedsevne og dermed også af den seksuelle kraft gør, at samlejet primært bliver en søgen efter nydelse, og at forplantningen bliver en mere og mere perifer del af det seksuelle samspil. Efterhånden begynder den menneskelige seksuelle energi dog at forvandle vor krop og sprede de erogene zoner ud i organismen til større og større områder. De intellektuelle, kunstneriske og humane tanker og følelser skaber en gennemstrømning af organismen af højere bevidsthedsenergier, som forfiner vor følsomhed og evne til at nyde fysisk berøring også uden for kønsorganerne. Samlejet får konkurrence af forspil, kærtegn, massage, ømhed, intimitet og nærhed, som gradvis bliver mere og mere frigjort fra den traditionelle kønsakt. Den nye seksualitet bliver gradvis mere og mere frigjort og præget af en nydelse over at kunne gøre det skønt og behageligt for den anden. Ønsket om at give giver en større livsglæde end det tidligere instinkt om at besætte den anden og tage eller at få sin egen tilfredsstillelse.
Den fra dyreriget nedarvede seksualitet viser sig i sin inderste kerne at stå i direkte modsætning til den nye menneskelige seksualitet, og her har vi den egentlige grund til alle de konflikter, der udspiller sig mennesker imellem. Gennem en dybere forståelse for disse kontrære sympatiytringer – hvor den dyriske seksualitet søger besættelse og ejendomsret over den andens krop og vilje, og den menneskelige søger at give den anden frihed såvel kropsligt som sjæleligt – bliver en mængde kræfter i vort indre og i vor kultur mere begribelige og efterhånden til at håndtere.
LB 1, stk. 130: "Det fuldkomne menneske derimod er et væsen, der lever under helt andre seksuelle love og betingelser, idet alle seksuelle kræfter i dette er omdannet til anlæg, der gør hele dets samlede manifestation til en praktisk overholdelse af loven for tilværelse og derved lader dets bevidsthedssol, udrenset fra alle dyriske og ufærdige naturer, såsom køn, skinsyge og ejendomsret, som en følelse af Guds nærhed stråle varmende og livgivende på alt og alle i dets omgivelser. Jordmenneskets adskillelse fra det kosmiske menneske vil således hovedsagelig ligge deri, at førstnævnte ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til dyreriget, medens sidstnævnte derimod ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til menneskeriget. Dyreriget og menneskeriget har således hver især sin særlige form for seksualisme, der henholdsvis skaber dyriske og menneskelige anlæg og tendenser. Bag enhver form for skabelse, bag enhver form for bevidsthedsudfoldelse ligger således seksualisme til grund."
En blandingsseksualitet
Da vi er det overgangsvæsen, som symboliseres af sfinksen i Ægypten, med en dyrisk arv, som stærkt præger vor fysiske krop og dens instinktive funktioner, og samtidigt har udviklet en intellektualitet og en begyndende humanitet, sætter det naturligvis også sit præg på vores seksualitet. Det er derfor helt naturligt, at der findes en overgangszone i udviklingen, hvor den dyriske og den menneskelige seksualitet lever side om side. I de fleste seksuelle relationer i dag findes såvel et ønske om forspil, med kys og kærtegn, som et ønske om at "fuldbyrde" det seksuelle møde med det traditionelle samleje eller parringsakten. Martinus beskriver, hvordan den menneskelige kærlighed let kan "smittes" af den dyriske. Det kan f. eks. være i et fint menneskeligt møde mellem to arbejdskammerater. Pludselig sker der en forandring i stemningen mellem dem. Parringssympatien er blevet aktiveret og kan nu lede kollegerne ind i utroskab eller en indre kamp for ikke at lade parringssympatien tage overhånd. I etablerede relationer er det heller ikke så let at få sine behov til at stemme overens – den ene foretrækker måske menneskelig varme, berøring og intimitet, medens den anden ønsker en mere samlejeorienteret seksualitet. Ind imellem holder den ene part sin menneskelige berøring tilbage for ikke at aktivere en parringslyst hos den anden. En del mennesker vil i dag gerne have kærtegn og intimitet, men kortslutter helt, når det forventes, at de skal "gå hele vejen".
Prævention en bro til en frigjort menneskelig seksualitet
Hvad gør vi da, når vi er seksuelt tiltrukket til en kønsakt, der er koblet til befrugtning, og den nye seksualitet, der er frakoblet fra samlejet, endnu ikke er blevet til det inspirationsfelt, som kan erstatte samlejets nydelse? Den materialistiske løsning er kemisk eller mekanisk at forhindre spermen i at komme i kontakt med ægget eller at forhindre det befrugtede æg i at slå rod i livmoderen. I dette fysiske perspektiv er en befrugtning kun et spørgsmål om spermier og æg i livmoderen. Man mener, at det er her, livet skabes. I et åndeligt perspektiv er det befrugtede æg derimod en koblingscelle, der gør det muligt for et diskarneret væsen at påbegynde opbygningen af en ny fysisk organisme. Fra det åndelige plan skabes her en ny krop af et individ, som længes efter at inkarnere. Samlejet udgør den elektriske stimulans og udstråling, som stimulerer et, eller sommetider flere, diskarnerede væsener til at forbinde sig med det befrugtede æg. Vi ved dog fra kunstige befrugtninger, at den maskuline sædudtømning giver tilstrækkelig aktivering til, at spermens senere sammenføring med ægget skaber grundlag for en inkarneringsproces. Prævention og afbrydelse af en graviditet er ud fra dette åndelige perspektiv altså ikke kun et teknisk spørgsmål, men også et forhold til såvel en psykisk som en åndelig verden.
Når vi ved hjælp af præventionsmidler holder fast ved parringsakten for vor seksuelle tilfredsstillelse, er der, så vidt jeg kan se, tre hovedproblemer at forholde sig til. Det ene opstår ved brug af p-piller eller spiral, som er et direkte indgreb i forplantningsfunktionen, der dels har bivirkninger og dels på langt sigt sandsynligvis har en skadelig indflydelse på befrugtningsorganerne. Det andet er, at vi med selve parringsakten lokker diskarnerede væsener til os, som forbinder sig med det befrugtede æg, der derefter på unaturlig måde bliver stødt bort. En tredje effekt af at opretholde samlejet er, at det vedligeholder, som nævnt i citatet ovenfor, de anlæg, der knytter sig til dyreriget, hvilket jeg forstår som de egenskaber, der har til formål at beskytte familiedannelse og afkom, dvs. ejendomsret og jalousi. Heri ligger ingen moralsk kritik af de af os, hvis primære nydelse ligger i parringsakten eller samlejet, men en analyse, som kan vise vejen frem, når mættelsen i forhold til samlejet eller dets konsekvenser begynder at vise sig. Det kan være en hjælp at se, at det kan være naturligt, hvis man f.eks. forbinder samlejet med en ejerfornemmelse, som man oplever som ubehagelig. Mættelsen i forhold til parringsakten kan sikkert opstå på forskellige stadier i vor udvikling som menneske, afhængigt af om vort seksuelle liv har været forceret, fortrængt og fyldt af megen lidelse i tidligere liv, eller om det har været et mindre belastet udviklingsområde. Det er meget individuelt, hvor vi gennem vores evolution har haft vore lidelsers tyngdepunkter. Som med al anden forandring er det den personlige sult og mættelse, i fintfølende forening med en forstandsmæssig viljestyring, der kan skabe en for individet eller parret naturlig overgang til en ny form for seksualitet – en overgang vi alle før eller senere kommer til at gennemgå. Kondom, pessar eller sikre perioder er vel de mest skånsomme præventionsmåder, da de ikke har nogen medicinske bivirkninger eller risikerer at skade de funktioner, der muliggør befrugtning. For dem, der har en stærk livslyst og glæde knyttet til samlejet, men ikke vil have børn, er det absolut at foretrække at anvende prævention frem for at risikere en uønsket graviditet. En eventuel abort udgør en betydeligt sværere proces for såvel tiltænkte forældre som det inkarnerende væsen.
Den naturlige vej, der kan føre den interesserede væk fra risikable præventionsmidler, er dog at udvikle sin kærtegnsevne. Vi er kun i en første spæd begyndelse i udforskningen af en verden af behagsoplevelser og kærlighedsytringer. Vor krop og vort sind udvikles helt automatisk i følsomhed gennem vor humane udvikling, men som på så mange andre områder giver åndsvidenskaben vejledning og opmuntring for den, der deltager aktivt i udviklingen af det menneskelige. Vi har mulighed for at træne os i at tilgive, at være tolerante osv. I denne åndelige impuls findes ingen løftede pegefingre eller bebrejdelser, derimod vises vejen til, hvordan vi i vor egen takt og efter vore egne længsler kan afvikle dyriske traditioner og udvikle menneskelige evner. Øvelse gør jo som bekendt mester. At udforske måder at tilfredsstille hinanden seksuelt på, gennem kys og kærtegn af hele kroppen inklusive kønsorganerne, vil efterhånden komme til at give nydelsesoplevelser som, i følge Martinus, langt vil overstige den nu degenererende kønsakt. Det er dog fuldstændigt individuelt, og det er kun én selv, der kan opdage den berøring, der giver den rette følelse af nydelse, af frigørelse og kærlighed, der passer ens egen unikke oplevelsesverden. Vi er jo her, hver og en af os, på en unik rejse mellem to paradiser, og de fleste trækkes frem og tilbage mellem disse to former for seksuel tilfredsstillelse, men udviklingens retning går for os alle mod at blive genier i at kærtegne hinanden i frihed og gensidighed. Vi er nu skridt for skridt på vej til at udvikles til genialitet, både hvad gælder humanitet og evnen til at skabe behag for vor næste. Vor evne til at nyde såvel fysisk som mental berøring vil dermed gradvis øges. Livsoplevelsen vil blive mere og mere fyldt af denne menneskelige seksuelle fornemmelse. Den seksuelle berøring vil dog fortsætte med at have sin kulminationsoplevelse eller orgasme. Denne dobbeltpolede orgasme opleves her i hele kroppen, men vil få sin kulmination knyttet til munden gennem det, som nu udvikles via kysset. I alle disse menneskelige møder forenes seksualiteten med alkærligheden og er da, såvel mentalt som fysisk, helt uafhængigt af kroppenes køn. Det er mennesker, der elsker mennesker. Da er vor dybe oprindelige længsel efter det guddommelige i tilværelsen blevet en dagsbevidst realistisk oplevelse af Guddommen i mødet med vor næste.
Den menneskelige kærlighed er afgørende for gode forhold
Det afgørende i alt samspil med medvæsenerne er vores evne til at praktisere den menneskelige kærlighed. Seksualitet er ikke primært et teknisk spørgsmål, men derimod et spørgsmål om livsindstilling. Er man indstillet på at tage for sig på sin næstes bekostning, eller er man indstillet på at give hinanden kærlighed til gensidig glæde? Det er samme kursændring, vi arbejder på på alle de områder, hvor vi længes efter en mere menneskelig tilværelse. Når vi kan sammensmelte en kærlighedsfuld indstilling med en opførsel, der er i harmoni med samtlige indblandede medvæsener i såvel mellem-, mikro- som makrokosmos, er vi i harmoni med universets grundtone og får kontakt med de højeste oplevelser, vores bevidsthed kan rumme på vort nuværende udviklingstrin.
Oversættelse: Steffen Juul
Artiklens illustrationer er malerier af Kahlil Gibran (1883-1931).