Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/8 side 251
Gen for lungekræft fundet
af Søren Olsen
Søren Olsen
En forskergruppe har bidraget til at kortlægge en genetisk variant, som øger risikoen for lungekræft med 30 procent hos de, som har én kopi af denne genetiske variant. Det har halvdelen af alle europæere. De, som har to kopier af den samme genetiske variant, har 80 procent øget risiko for at udvikle lungekræft. Det har en af ti europæere.
Menneskeligt set synes det både urimeligt og meningsløst, at man kan fødes alvorligt disponeret for sygdom. Men sådan er naturen åbenbart! Åndsvidenskabeligt set hænger det ganske anderledes sammen. Her giver sådan forskning mening. De genetiske dispositioner for f.eks. lungekræft kan kun være virkninger af noget, mennesket selv har opdyrket i tidligere tilværelser. Hvad vi som åndsforskere i disse år igen og igen bliver vist gennem naturvidenskabens forskning er, at hvis vi træner tilstrækkeligt længe på en organismenedbrydende lyst/last, da bliver denne bygget ind som en åndelig talentkerne i overbevidstheden, hvorfra den bliver udtrykt i generne ved næste inkarnation. En genetisk disposition synes endda at kunne få personen til at få vældig smag for rygning eller alkoholindtag f.eks. Et sådant stærkt talent for afhængighed er således svært at komme fri af.
Nogen kan tåle at ryge hele livet og endda blive 90. Andre får lungekræft eller andre følgesygdomme i en ung alder, fordi de overfører svækkelser fra den tidligere fysiske tilværelse. Der er en fuldstændig enkel og logisk konsekvens i forløbet, og det er kun et spørgsmål om tid, før en sådan nedbrydende afhængighed bliver invaliderende eller begrænsende for livsudfoldelsen.
Det kan lyde barskt, men som Martinus i mange sammenhænge beskriver det, så ville det først være rigtig slemt, hvis der ikke var denne 100 % årsags- og virkningskonsekvens i livet. Det er i konsekvensen, vi alle lærer at kende forskel på det som gør ondt, og det som gør godt. Det er vores alles ledetråd mod det, som er udviklingens foreløbige mål, at indvie os i næstekærlighedens væsen.
Kilder: http://www.nature.com/. Genetic link for lung cancer identified http://no.wikipedia.org/wiki/Genom