Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/8 side 252
Kødspisning – en hård belastning for vort miljø
af Olav Johansson
Olav Johansson
I disse dage er spørgsmålene om det, der kaldes "den globale opvarmning" og dens konsekvenser for vor verden, kommet meget i fokus – på baggrund af bl.a. den stigende forekomst i forskellige dele af verden af ødelæggende oversvømmelser, der menes at hænge sammen med denne opvarmning.
I en ny undersøgelse – beskrevet i det populærvidenskabelige blad New Scientist – udført af et japansk forskerhold på National Institute of Livestock and Grasslan Science, har man målt klimapåvirkningen ved produktionen af oksekød. Foruden at undersøge kødets påvirkning på drivhuseffekten, undersøgte man også andre følger så som forsuring af vand, overgødning samt energitilførsel.
Resultatet af denne undersøgelse viser, at for hvert kilo produceret kød dannes der drivhusgasser svarende til 36,4 kilo kuldioxid. Desuden udledes store mængder gødningsmidler, ligesom det kræver store mængder energi. Totalt svarer det til udslippet fra 250 kilometers bilkørsel og 20 dages uafbrudt anvendelse af en 100 watts lampe.
Den største del af drivhusgasserne er metangas, som kommer fra køernes fordøjelsesproces. Beregningen, udført efter japanske forhold, inkluderer ikke transport.
– Kødspisning er meget miljøbelastende. En række videnskabelige studier bekræfter det. At spise vegetarisk er et overordentlig relevant alternativ for dem, der fx vil mindske udslippet af klimagasser.
Det siger Annika Carlsson-Kanyama, forsker på det svenske Totalförsvarets forskningsinstitut og en af deltagerne i arbejdet med FN's seneste klimarapport, ifølge Svenska Dagbladet 20007-07-26.
Ifølge dette står maden for mere end en fjerdedel af de svenske husholdningers kuldioxidprofil, hvoraf animalsk føde står for en betydelig del.
– Det er derfor overordentlig vigtigt, at vi ændrer vore madvaner, eftersom de står for så stor en del af miljøbelastningen, siger Annika Carlsson-Kanyama videre.
Yderligere en god anledning til at opgive "kødgryderne". Foruden alle dem som Martinus giver i fx bogen Den ideelle føde.
Kilde: Svenska Dagbladet 2007-07-26
Oversættelse: Kiwa Alstrup