Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Nu skal du høre en historie. Ja, hele dette nummer af bladet er ligesom en historie, der handler om en lyd. "Guds stemme" kalder Martinus den. Det er en historie, der kan fortælles som en lærd videnskab, og det er det, Martinus gør på de følgende sider. Men det handler altså om en lyd, som ikke bare Martinus kan høre. Alle kan høre den ifølge den store eventyrdigter. Hør blot, hvad H.C. Andersen skriver:

"Om aftenen, i de snævre gader i den store by, når solen gik ned, og skyerne skinnede som guld oppe mellem skorstenene, hørte tit snart den ene, snart den anden, en underlig lyd ligesom klangen af en kirkeklokke, men det var kun et øjeblik, den hørtes, for der var sådan en rumlen med vogne og en sådan råben, og det forstyrrer. "Nu ringer aftenklokken!" sagde man, "nu går solen ned!""

Alle kan høre denne lyd ligesom klangen af en kirkeklokke. Men der må ikke være for megen rumlen eller råben i dit eget sind. Faktisk taler jeg nu om noget, der er svært at tale om. Noget med din egen ensomhed, som du kun kender, når du er helt stille. En anden stor digter, H.G. Wells, udtrykker sig således:

"Sommetider, i nattens stilhed og i sjældne ensomme øjeblikke, mærker jeg som en forening af mig selv med noget stort, der ikke er mig selv. Det er måske sindets og sprogets fattigdom, der tvinger mig til at sige, at dette universelle indvirker på mig som en sympatisk person gør, og foreningen føles som en tilbedelse uden frygt. Sådanne øjeblikke indtræffer, og de er mit religiøse livs højdepunkt, kronen på min religiøse erfaring."

Jeg ved ikke, hvordan du har det med ord som "Gud"? Mange synes ikke, de kan bruge det ord til noget fornuftigt. Eller hvad med "religiøsitet"? Har det noget med ensomhed at gøre? Det er spørgsmål, som Martinus besvarer i sin artikel. Han taler også om noget, han kalder "genløsning". Læg mærke til det ord! Siger det dig noget? Hvis det gør, når du nu har fået Martinus' forklaring, så behøver jeg sådan set ikke at sige mere, for så er du som en jagthund med snuden ned i sporet. Så giver du ikke op, før du finder "klokken", som H.C. Andersen fandt i naturens og poesiens store kirke. Eller den "forening", som H.G. Wells fandt i nattens stilhed og sjældne ensomme øjeblikke.

Det er sjovt med Martinus, for ligegyldigt hvilket ord han vælger som overskrift, så bliver det det vigtigste ord i hele verden. Det vil du se i hans næste artikel med overskriften "Besættelse". Alt i livet kan vurderes og sættes på formel ud fra det ord. Hvordan bærer han sig ad? Jeg forstår det ikke selv, men jeg konstaterer det bare. En forklaring kunne være, at alt, hvad han siger og skriver, er sagt som med "Guds stemme". Men det er bare sådan en teori, jeg går og pusler med. Måske har du selv meget mere at sige om den sag?

Billedet på forsiden: Et kig ind i naturens og poesiens store kirke.