Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor bliver jeg mere og mere træt af rollen "at være mand"? Og hvorfor bliver jeg mere og mere træt af at behage kvinden? Og alligevel, om og om igen falder for fristelsen at bide på den "lokkemad", hun sender ud. Hvad er det for en længsel, der hele tiden dukker op i form af "længsel efter noget andet"? Hvad er dette "andet", der kun eksisterer som en svag tåge i horisonten? Hvorfor er jeg så træt af at kritisere mig selv og andre?

Hvad er det for kræfter i mig, der længes efter at være fleksibel og tilpasningsdygtig...?

... og hvad er det, der gør modstand?

At forsøge at beskrive den nutidige mands forvandling fra en, der er stærkt præget af et mandsideal, som har sin oprindelse langt tilbage i udviklingskæden, og som er på vej mod noget, der hverken er kvindeligt eller mandligt, men derimod menneskeligt, lader sig antageligt ikke gøre uden også at komme ind på kvinden og hendes udvikling.

Jeg skriver, i første række, ud fra mine egne erfaringer, men også ud fra kundskaber erhvervet fra samtaler med andre mænd, samt diverse andet jeg har opsnappet her og der. Forsøger derefter at relatere det til, hvad Martinus skriver om polforvandlingen i sit værk Livets Bog. Har ingen ambition om at forfatte en videnskabelig rapport, bare en enkel redegørelse ud fra en personlig oplevelseshorisont. Jeg vil derfor ikke altid være så omhyggelig med kildehenvisninger.

Mig bekendt har ingen anden end Martinus beskrevet den indre forvandling, der sker i os mennesker, eller jordmennesker, som han foretrækker at kalde os, på samme måde som han gør. Mennesker bliver vi, i følge Martinus' analyser, først, når vi er blevet genier i at handle alkærligt. Dertil vil vi alle nå, før eller senere.

Livets Bog 4, stk. 1572: "Når al krig eller det dræbende princip, der i dag tynger så stærkt på jordmenneskeheden, således ved den seksuelle forvandling totalt fjernes fra individets bevidsthedsområde, skyldes det altså den omstændighed, at polforvandlingen, der hos "han-" og "hunvæsenet" skaber selviskheden, ejendomsbegæret eller havesygen som en livsbetingelse i selvopholdelsesdriften, hos det nye køn skaber det modsatte princip, nemlig uselviskheden, ..."

Dette kan formentlig af mange opfattes som en utopi og dermed affærdiges som nonsens. Og ser man sig omkring i verden, kan det ofte være svært at indse, at der sker nogen udvikling overhovedet, udover den materielle eller tekniske. Der findes så megen smerte omkring os, selvom vi, der lever her i Norden, er forskånede for den ydre lidelse, som opstår gennem krig og sult. Derimod er vi, og andre, der lever under lignende forhold, muligvis i højere grad kommet i en slags indre lidelsestilstand, en indre krigszone. Dette skaber en anden form for lidelse, som holdes tilbage, når man er midt i en kamp for ydre vilkår, og/eller hvis man er besjælet udelukkende af en materiel hunger.

Hvad kan denne indre krigstilstand have for årsager? En krig består jo af en konflikt eller modsætning mellem mindst to poler. De behøver ikke at være totale modsætninger, men jo større forskellene er, jo mere kraftfuld konflikt. Har vi ikke netop i vores indre det, som modsvarer de modsætninger, vi kan opleve i vores omgivelser? Vi har noget, som vil det ene, og noget som vil det andet. Nu tænker jeg ikke kun på, hvilken skjorte vi skal vælge om morgenen, men på det som skaber etiske eller moralske konflikter indeni os. Martinus beskriver den tilstand, vi nu befinder os i, som at vi er "flygtninge mellem to riger". Med det mener han, at vi som jordmennesker udviklingsmæssigt i en evig udviklingskæde befinder os mellem dyreriget og menneskeriget. I det ligger der jo også en antydning af, at vi befinder os i et slags krigslandskab. Dyret adlyder sine love, det rigtige menneske sin etik og moral. Som jordmennesker repræsenterer vi begge disse sider, mere eller mindre, afhængigt af hvilke erfaringer vi har med os. Dette kan være grobund for indre konflikter. De impulser, der kommer fra dyrerigets "moral", i følge hvilken enhver er sig selv nærmest (hvilket også omfatter familien og flokken), gør, at vi værner om vort eget – med næb og klør, hvis det er nødvendigt. De impulser, der kommer til os fra det virkeligt menneskelige, skaber en længsel efter at værne om og "elske sin næste som sig selv" uden adskillelse og opdeling. De kræfter i os, der ligger bag denne udvikling, mener Martinus, har sin årsag i de modsatte poler, maskulint – feminint, der er en del af vor psyke. Den mand, der er stærkt præget af det maskuline, er en mand, der endnu ikke har gjort tydelige erfaringer om sin feminine pol, medens det modsatte gør sig gældende for kvinden. For en dybere forståelse af disse analyser kan jeg kun henvise til at læse Martinus' samlede værk Livets Bog. Adskiller mandens forvandling sig fra kvindens? Ja, den er diametralt modsat, men også nej, ikke principielt. Det er en vej gennem megen smerte, men naturligvis også megen glæde! Dette beskriver Martinus bedst selv. Men når det gælder, hvad der sker her og nu, hos en eller flere af disse mænd, kan det bedst beskrives fra græsrodsniveau. På nuværende tidspunkt er jeg 53 år og har været i kontakt med tanken om polforvandling i ca. 25 år. Gennem alle disse år er det vældigt lidt, der er kommet frem i offentligheden, om hvad der sker i mandens indre. Kvinderne har haft initiativet, når det gælder om at tolke, hvad der sker, og hvilke mål der bør opstilles. Dette har været og er absolut nødvendigt, men behøver at blive kompletteret med kompetence fra den mandlige side om den mandlige udvikling.

Hvad indebærer det da at være mand og opdage, at der vokser en slags indvendig protest mod gamle tilvante konventioner, som vi alle rent automatisk følger, både kvinder og mænd. Konventioner som siger, hvordan vi forventes at agere som mænd og kvinder. En del undersøgelser viser, at begge køns forventninger følger tilvante mønstre ... trods det, at vi ofte tror, at vi har frigjort os fra disse. Kvinderne vælger fortrinsvis høje, veltrænede, "smukke" mænd med høj status. Og mænd, ja om dem ved vi jo, hvordan de vælger... eller?! Bare ved at åbne søndagens avis, Dagens Nyheter, fandt jeg flere forskellige eksempler fra det daglige liv.

Justitsminister Beatrice Ask svarer på spørgsmålet: Hvordan skal den svenske mand være, synes du? – "Han skal være stærk, praktisk og behagelig".

Ebba von Sydow (redaktør for tidsskriftet Vecko Revyn) beskriver i en anden artikel klubkulturens og ungdommens skævvredne kønsopfattelse: "Det er fyrene, der har magten og pengene, og som bestemmer spillereglerne. Pigerne bedømmes efter udseendet og forventes at have en vældig udfordrende stil".

I en artikel, der handler om mafiaserien "Sopranos", står der følgende om Tony, der har hovedrollen: "... Den indre konflikt, der raser i Tony, er som en krigsskueplads. Konflikten står mellem den, han er, den han vil være, og den han tror, han skal være" ... Og længere fremme i teksten: "Vi kan lide en mand, der ved, hvad han vil og sørger for, at det bliver sådan. Han går direkte efter problemet og løser det ..." Det er en mand, der har skrevet teksten til "Sopranos".

I kontaktannoncer er det ikke helt ualmindeligt, at kvinder, der har villa eller sommerhus, søger praktiske mænd. Og hvor mange kvinder "nægter" ikke at lære at skifte dæk på en cykel eller en bil, men spørger gerne på sin kvindelige måde en mand, der gang på gang går i fælden. Det interessante her er, at det meste, som vi gør og traditionelt kan som respektive mænd og kvinder, er relativt enkle ting at lære sig. Selv kan jeg ikke se, at jeg har noget praktisk behov for en kvinde. Selvsikkert nok kan jeg sige, at jeg ved fuldt tilstrækkeligt om, hvordan man passer et hjem både indvendigt og udvendigt. Desuden ved jeg en hel del om børn/unge. Det har jeg "bevist", i det mindste for mig selv, gennem mine ca. 25 år som selvkørende og med egen husholdning. Dermed ikke sagt, at jeg kan alt, men det, jeg ikke kan, jeg tænker her mest på praktiske ting, kan jeg formodentlig lære af andre mænd, eller kvinder.

Dette som nogle eksempler på, hvordan vi ofte er ubevidste om vores valg, selvom vi tror, vi gør dem bevidst. Eller måske er det sådan, at vi til en vis grad er bevidste om vores valg, men ikke om deres konsekvenser. Hvorfor bryder vi ikke disse mønstre? Hvorfor udfordrer piger/kvinder med tøj, som uundgåeligt sætter kræfter i gang i drenge/mænd, som ikke alle altid har fuld kontrol over? Og hvorfor lader vi mænd os udfordre af det? Hvad er årsag, og hvad er virkning?

For at få en forståelse af dette, uden beskyldninger, er det nødvendigt at se tilbage på den del af udviklingen, hvor vi var domineret af egoistiske interesser. Vi valgte ud fra en instinktiv viden om, hvad der var bedst for familiens eller artens overleven, hvilket var nødvendigt og livsvigtigt... dengang. Når "gamle" kundskaber eller instinkter som disse stadigvæk dominerer, eller i det mindste har stor indflydelse på de valg, vi foretager, vil udviklingen ske på en måde, der fører os frem til skabelsen af ubehagelige erfaringer. Dette ubehag opstår, fordi det ofte er i konflikt med det, der begynder at gro indeni os som en længsel efter at behage uden grænser som familie, nation eller køn.

Det nye, der mere eller mindre vokser frem hos alle, viser sig i form af længsler. Længsler der peger mod noget forholdsvis nyt i historien, som f. eks. længslen efter at gøre noget godt også for det, der ligger uden for den nærmeste horisont, og som måske oven i købet kræver et offer for at kunne tilfredsstille. Eller som et ønske om at være til glæde for andre gennem kunst, musik, videnskab og lignende. Indtil videre har majoriteten af menneskeheden sin hovedsagelige stræben indstillet på det nære, på familie og den nærmeste gruppe. Måske meget afhængigt af at livet stadigvæk lægger stort pres på hver og én, hvilket gør, at det er svært at "dyrke" og forædle det, der er nyt og usikkert i éns indre.

Når det gælder mandens længsler, kan jeg se en større og større mættelse af at spille det spil, som foregår mellem mand og kvinde. Ikke bare hos mig selv, men også hos andre mænd, der vidner om lignende oplevelser. Det er ikke sådan, at jeg aldrig føler længsel efter et traditionelt forhold til en kvinde, men det giver ikke nogen varig inspiration. Sådan er det for øjeblikket, og det ser ud til at forøges. Så kan det formentlig vende tilbage som noget, jeg må gøre endnu nogle erfaringer omkring. Andre ser ud til helt at have tabt lysten til et parforhold med det modsatte køn. En del for altid, medens visse pendler frem og tilbage. Formentlig kan jeg ikke gøre mig til talsmand for en specielt stor gruppe af mænd, selvom visse dele af det, jeg oplever, genkendes af mænd, der ikke i øvrigt har lignende erfaringer som jeg, af dem jeg har talt med.

For mig personligt kan mættelsen af noget gammelt rent konkret handle om uvilje mod at hjælpe nogen håndværksmæssigt. For f. eks. at renovere/vedligeholde hus, bil eller lignende. Jeg er oprindelig håndværker (møbelsnedker) og har en del talenter på det område, selvom jeg ikke er noget geni, men jeg føler en større og større modstand mod at arbejde inden for dette område. En længsel efter og inspiration til at udvikle mine pædagogiske evner (arbejder som lærer) parallelt med at udvikle mig kunstnerisk vinder mere og mere terræn i mig.

Kvindernes frigørelse har af natur været udadvendt, og i 60'erne og 70'erne ofte ret støjende. Nu for tiden arbejder feminismen på et bredere plan og ofte direkte i virksomheder som politik og erhvervsliv. Der er en længsel efter at tage del i livet uden for hjem og familie og i stedet indrette sig mere på karriere og ydre fremgang. For dette findes der nu en oparbejdet accept, først og fremmest hos kvinder, men også hos mange mænd. Det har sin baggrund i, at den maskuline del af kvinden skal udvikles, og den er af natur mere udadvendt. Det vil føre videre til en udvikling af de humane kræfter i kvinden, der bliver til kunst, videnskab osv.

Mandens udvikling sker mere i det skjulte, på grund af at den feminine side, som skal udvikles i ham og på hans vilkår, er mere indadvendt af natur. Karriere og ydre status vil fremover ikke have lige så stor tiltrækning for os mænd. Det er andre værdier, som kunst, videnskab, pleje og omsorg for mennesker, der bliver dominerende interesser. Og her er de felter, hvor kvinder og mænd efterhånden vil mødes i et virkeligt menneskeligt fællesskab.

Mændenes udviklingsvej er ikke lige så "velpløjet" som kvindernes (takket være kvinderne selv!), hvilket delvis kan bero på, at den ikke er lige så let at gå på barrikaderne med. Man kan ikke skrive slagfærdige demonstrationsremser om længslen efter ikke at gøre karriere, at arbejde mindre, eller at beskæftige sig med børn og kunst, som det var muligt at skrive om lige løn for lige arbejde for eksempel. Samtidigt ligger det i sagens natur, at man ikke vil gå ud og åbent demonstrere de, ofte diffuse, længsler, man bærer indeni, i en usikker begyndelse af denne mandens forvandling. Mandssamfundet i sig selv har været og er en bremse for dets egen udvikling, hvilket fremsynede feminister allerede har forstået. Eftersom mænd har haft karriere og ydre status som ledestjerne i umindelige tider, og stadig, af både mænd og kvinder, forventes at have det, er det også meget svært at frigøre sig fra dette og slippe sine egne og andre mænds mere humane sider, der går i en modsat retning, frem. 70'ernes "bløde mand" blev hånet som umandig og lidt fjollet af både kvinder og mænd. Men egentlig var det udtryk for en længsel efter noget nyt, der lå alt for langt væk fra den almene bevidsthedshorisont. Noget sådant er kvinderne heller ikke blevet skånet for, også de har måttet tage imod, ind imellem hadsk, kritik fra egne rækker.

Et vigtigt spørgsmål at stille sig selv angående denne forvandling er, hvordan vi sammen kan håndtere den, kvinder og mænd? Det er formentlig ikke muligt at undgå visse sammenstød, eftersom vi lever i en forvirringens tid, når det gælder det menneskelige. Men måske kan vi lindre sammenstødene ved at prøve at forstå, hvor vi kommer fra, hvor vi befinder os, og hvor vi er på vej hen. Martinus beskriver dette på en meget inspirerende måde, som kan hjælpe os med at håndtere både indre og ydre vanskeligheder. Kundskab kan fungere som en slags mental airbag.

Ind imellem vil vi ikke kunne forstå. Ikke endnu, men hvis vi kan tage den tanke til os, at vi er på vej mod noget mere humant, noget rent menneskeligt, kan vi måske noget roligere give hinanden tid til at gå den vej, vi skal.

For øvrigt drejer det sig om at kommunikere med hinanden på en så respektfuld måde som muligt for på den måde skabe mulighed for at opdage, at vi alle består af mange lag af erfaringer.

Oversættelse: Steffen Juul