Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg mindes en ung mand fra slutningen af firserne, der med oprigtig, men underdanig stemme bad Guddommen om at måtte blive mere ydmyg og slippe for at anfægtes af højmodets forvrængende og formørkende tågebanker. Den unge mand havde Janteloven indpodet i bevidstheden siden sine første skoleår og forstod ikke ydmyghedens natur. Det skete således, at han ind imellem udtrykte eder og forbandelser over alle, der påstod, at de vidste noget, kunne noget eller, efter hans mening, troede at de VAR noget. Naturligvis faldt det altid tilbage på ham selv: "du er jo temmelig ussel og værdiløs, lille ven", kunne han sige til sig selv, næsten med lidt medlidenhed og medfølelse, for han var altid bange for at skabe et fejlagtigt billede af sin egen åndelige og moralske standard.

Han kunne ikke lade være med at sammenligne sig med andre og lærte efterhånden at blive meget opmærksom på, hvordan andre fremstod, hvordan de udtrykte sig, og hvilke evner og præstationer de havde opnået. Nogle var uopnåelige stjerner på skabelsens himmel, medens andre opførte sig mere almindeligt, mindre vidende, ligesom mindre interessante. Ind imellem sneg der sig en smule foragt ind for de almindelige, som om han ville værge for sig og sige: "jeg er ikke som dem, jeg er noget andet, jeg skal nok vise...". Men kraften sivede ofte ud af ham, når han overvejede sine egne fiaskoer i forhold til dem, der aldrig behøvede at bevise deres storhed, i kunstnerisk henseende, i visdom eller i praktisk kunnen. "Åh, hvor livet er tungt trods alt" tænkte han ind imellem, når alting gik ham imod, når mennesker ikke mødte ham med velvilje, eller når han ikke formåede at leve op til sine egne forhåbninger.

Efterhånden blev det et projekt for den unge mand at rejse sig fra sin formodede elendighed, at søge tegn i hverdagen og i menneskers måde at møde ham på, der viste, at han kunne få lov til at være noget, at han trods alt forstod en del, og at han selv havde ansvar for at rejse sig fra sit indbildte martyrium. Noget drev ham til at forsøge at modbevise følelsen af at være mislykket og elendig.
 

Jeg spekulerer ind imellem på, hvorfra den uhellige alliance mellem dårlig selvtillid og indbildt martyrium stammer. Er det vor protestantiske etik eller bibelske skoling i tidligere århundreder, der har formået at få os til at fortrænge alle følelser af menneskeværdi og fået os til at udgyde vor vrede mod dem, der hæver sig over skyerne? Eller er det helt enkelt frugten af fiaskoer og lidelser, vi har gennemgået: livets direkte tale, der med brutale midler har savet, slebet og afskåret de groveste grene på højmodets træ?

Mødet med Martinus og Det Tredje Testamente indbyder til nye erfaringer på ydmyghedens arena. Sören Grind præsenterer i sin udmærkede artikel i Kosmos nr. 6/2009 "Kunsten at se sig selv", de vanskeligheder, der møder os på vejen mod øget selvindsigt og ydmyghed. I grunden handler det om at få en tilsyneladende umulig ligning til at gå op. Faktum er, at de fleste af os er ret så usle set i lyset af det rigtige, færdigtudviklede menneske. Men udfordringen er samtidigt at elske denne usle, mindre vidende, højmodige, pralende, kødædende drukkenbolt, der bor i os (eller hvilke måder det nu udtrykker sig på). Hvordan klarer man det, hvis man tilfældigvis mangler kærlighedsevne i tilstrækkeligt omfang?

Ja, en måde er at gå ind i rollen som "den næsten færdigtudviklede" og se det som en træning i humanitetsudvikling. For dem, der vandrer den vej, bør der rejses et advarselssignal i forhold til risikoen for intolerance mod dem, der ikke formår at trække sig selv op ved håret.

Andre vælger at frådse i sine ufærdige sider og hævder sin ret til at udleve sine primitive lyster og tilbøjeligheder trods teoretisk kundskab om følgerne ved alkoholnydelse, kødspisning og vredesudbrud, indbildt martyrium og negative tanker om "alle idioterne derude". "Og hvad så?" synes de at tænke, "alt er jo alligevel såre godt, man gør det så godt man kan, alle bliver jo Kristusvæsener før eller senere. Lad mig være usel, for fanden. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde".

Ind imellem kan det være befriende at møde disse "livsnydere", eftersom det kan få en til at føle sig nogenlunde i balance, nogenlunde tryg i sin ufuldkommenhed (nogle er værre end mig...), og fordi han eller hun ikke med rimelighed kan dømme mig for mine mangler. Værre er det med dem, der bare ved deres fremtræden kan fremkalde alle mulige følelser af skyld, af at mislykkes og tvivle på sig selv, idet de personificerer billedet af den, der virkeligt påtager sig sit ansvar, den der har kraft til at kæmpe uden at give efter for lave tendenser, og som måske bliver de første til at gennemtrænges af den hellige ånd. Eller hvad? Hvem bliver de første, og hvem bliver de sidste? Jesus trivedes godt i selskab med de udstødte, med de mindre hellige, med dem de andre skyede som pesten. Også Martinus siges at have værdsat en glad og tolerant kødspiser frem for en intolerant vegetar.

OK, hvis vi nu skal elske alle, så kan det vel være lige meget, hvilken strategi vi bruger? Selv de indskrænkede, intolerante med livsnedbrydende tankemønstre fortjener vor opmærksomhed og vor støtte. Men så er der jo det der med kærlighedsevnen igen. Den har jo sine grænser.

Nej, jeg synes, ligningen er helt umulig at få til at gå op. Man skal være tilfreds, have godt med selvtillid, ikke have negative tanker, ikke berolige sig med et glas øl, undgå animalske fødestoffer, være tolerant mod de intolerante og ikke mindst: have god selvindsigt samt elske sig selv trods indsigten om sin egen (formodede) usselhed..., medens man venter på at blive et bedre menneske... fri for alle tendenser til højmod.

Hvordan gør I andre? I der ved, I der kan (eller I der tror, I ved...) Åh, gør hvad I vil, tal bare ikke til mig om, hvordan jeg skal gøre.