Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg gik direkte ind i foråret. Lyset var intensivt, klart, men alligevel mildt. Der var hundredvis af dufte, bløde, skarpe, påtrængende, diskrete, fuldværdige. Luften så fuld af bevægelse og glæde, at man næsten kunne smage selve livet. Omgivelserne vibrerede af lyd, lovsange kan man sige, eller revirhævdende, set fra en anden synsvinkel. Hele kroppen var et følelsesorgan, som flød sammen med altet, som blev min nye krop, som gjorde mig til helheden. Besynderligt – jeg oplevede mig samtidig som en del af helheden. Som om jeg ejede evigheden, men samtidigt befandt mig i tiden. Nærværsfølelsen, af noget som ikke oplevedes via de fysiske sanser, var intensiv.

"Gud er kærligheden", næsten snøftede Carol. Denne vidunderlige pige, så fuld af følelser at de næsten kvalte hende, men samtidigt så lysende intelligent at hun hele tiden kæmpede en kamp mellem den rationelle, materialistiske tankegang, som hun var blevet påtvunget under hele sin skoletid, og hjertets medfølelse for alt og alle. Vi var nogle stykker, som havde diskuteret gudsbegrebet og rodet os ind i mere eller mindre umulige situationer. Havde været tilstrækkeligt indbildske til at tro, at vi kunne bevise eller modbevise Guds eksistens, ud fra hvad vore sanser sagde os og vores intelligensmæssige analyser. Carols fortvivlelse gjorde, at jeg skammede mig. Hvor meget klogere end os måtte hun ikke være!

Det, jeg oplever som lys, er altså en reaktion mellem en energiform, som vi kalder lys, og en anden energiform, som repræsenteres af mit synsorgan. Det er reaktionen mellem disse energiformer, der giver mig oplevelsen af lys. Før denne reaktion burde vi ikke tale om lys, men derimod om en energitilstand, som ved reaktion med øjets energier giver os forestillingen om lys. Men denne energitilstand er ikke kun fysisk, den er hovedsagelig elektromagnetisme, i materialistisk terminologi, eller åndelig set fra den åndsvidenskabelige synsvinkel. Det fantastiske er, at der i denne lystilstand, skabt af solen eller i vore lamper eller ved fotokemiske processer, findes muligheder for at væsener kan inkarnere fysisk. Væsener, som med Martinus' sprogbrug repræsenterer elementarpartikler, i dette tilfælde fotoner i bred betydning. Vi er her kommet til den nedre grænse for vor fysiske verden. Væsener, der inkarnerer i energitilstande, som giver ophav til mindre partikler end fotonerne, er for os stadigvæk elektromagnetiske eller åndelige, medens fotonerne repræsenterer de for os mindste fysiske partikler, vi kan opleve. Fotonerne har en vis livslængde, den kortest mulige for at nå at blive registreret af synsorganet, og optager den mindste plads, man kan fornemme i bevidstheden. Dette betyder, at hastigheden på forløbet fra fødsel til død for fotonernes vedkommende opleves som svimlende sammenlignet med andre forløb, som vi registrerer, nærmere bestemt 300.000 km/s.

Hvordan kan fotonernes fysiske liv skabe forudsætninger for begrebet c, lysets hastighed? For at forstå dette må vi indse, at i den åndelige verden repræsenteres begrebet afstand af tilstandsforskelle, forskelle i vibrationshastigheden i de aktuelle energikombinationer. Hver skabt ting udgør jo en energi- eller bevægelseskombination, med en vis forskel til andre ting, en bevægelsesforskel. Den ene ting kan være mere eller mindre "hurtig" i forhold til den anden, hvilket betyder, at vi oplever forskellige grader af hastighed. Alt, der kan fornemmes, er altså kun forskellige grader af hastighed. Men hastighed er jo energi, og alt, der kan opleves, er grader af energi (LB 988-989). Det fysiske sanseorgan, der er mest følsomt og kan reagere på den laveste energi- eller hastighesgrad, er øjet. Hvad betyder denne reaktion? Martinus taler om, at jegets oplevelse af livet egentlig forudsætter bevægelsernes treenighed: bevægelse 1 (fotonen) får kontakt med bevægelse 2 (øjet), hvorved bevægelse 3 (impulsen for videre befordring til jeget) opstår (LB 993-994). Enhver oplevelse af en sådan impuls går (efter en omfattende bearbejdning) fra et sted i bevidstheden til et andet. Fotonerne bliver således ophav til den korteste tids- og rumstrækning, vi i bevidstheden kan opleve med vore fysiske sanser. Fysisk set betyder dette, at der ikke findes noget kortere (tidsmæssigt) eller mindre (rummæssigt). Den hastighed, som den af fotonen forårsagede bevægelse har i bevidstheden fra punkt et til punkt to, kan derefter sammenlignes med almindelige oplevelser, som også går fra et punkt i bevidstheden til et andet, og som er grundlaget for vore objektiviserede begreber angående hastighed, normalt meter per sekund. Tid, rum, lys, farver osv. er altså i realiteten forskellige energigrader. Uden bevægelse og uden denne bevægelses inddeling i grader havde vi ikke haft nogen livsoplevelse. Afstanden fra solen til jorden er åndeligt set et spørgsmål om vibrationsforskelle mellem solen og jorden, som vi med vore objektiviserede begreber kalder otte lysminutter. Fotoner, hvis livslængde måske er en milliontedels sekund, kan altså ikke fare frem gennem verdensrummet med lysets hastighed. Denne hastighed er derimod et beregnet facit på vores oplevelse af hastigheden af forløbet fra fødsel til død for fotonen, sammenlignet med andre registrerede hastigheder. For den, der vil fordybe sig i dette emne, anbefales Martinus' artikler om tid og rum, udover ovennævnte LB 431, 780, 789, 1068, 1077-1080, samt fra en materialistisk synsvinkel de Broglies værker.

Dette er ikke så mærkeligt, som man måske skulle tro. Oplevelsen af tiden er i højeste grad relativ. Et sekund for vort nærmeste makroindivid, Jordkloden, modsvarer måske fire år for os. Sammenligner vi os med vore organer, er tidsoverensstemmelsen lignende, men allerede når vi går til celleplanet, er forskellene store. De fleste celler har en livslængde på nogle få måneder. Jo længere vi går nedad i spiralerne, jo større forskelle. Makromolekylernes livslængde kan dreje sig om timer, og når vi kommer til atomplanet, er vi formodentlig nede på brøkdele af et sekund. Fra atomplanet til fotonerne kan vi regne med mange "mellemspiraler", hvorfor formodningen om en livslængde på et eller andet milliontedels sekund virker realistisk.

Her er det, det begynde at svimle for mig! Hvad betyder dette for min krop? De mindste fysiske byggesten i min fysiske verden, fotonerne, skulle kun leve milliontedele af et sekund!? Men min krop eksisterer jo normalt i næsten hundrede år. Det er ikke samme krop, jeg har nu som lidt længere fremme i tiden. Allerede efter nogle måneder er samtlige mine blodceller udskiftet, og efter syv år er samtlige celler fornyet, de fleste endda flere gange. I løbet af nogle timer er jeg helt fornyet makromolekylemæssigt set, og mine elementarpartikler er nået at blive udskiftet millioner af gange.

Hvordan er dette muligt? Jo, det hele er et spørgsmål om energitilstande og inkarnationsmuligheder, på forskellige planer. Mit jeg kan, takket være min skabe- og oplevelsesevne, danne sådanne energikombinationer, sammenholdt af min vilje eller gravitation, som gør det muligt for væsener i underliggende spiraler at inkarnere fysisk: for organer én gang per livstid, for celler tusindvis af gange og for elementarpartikler millioner og atter millioner af gange. (Det er naturligvis ikke de samme væsener, der inkarnerer i mig om og om igen. Et væsen i elementarpartikelspiralløbet gennemløber formentlig hele runden på nogle få sekunder!) I sandhed: i min Faders hus er der mange boliger, og for Gud kan tusind år være som én dag og én dag som tusind år. LB 922-925.

Hele bevægelses- eller energioceanet er altså en tumleplads for levende væseners handlemåde. Vor oplevelse af bevægelserne kan ske på principielt fem forskellige måder, (LB 2305-2310 og også 477, 784 og 1080). Den første af disse, bevægelsen fra sted til sted, gør, at vi oplever en genstand bevæge sig i forhold til omgivelserne, hvilket betyder, at afstanden forandres. Men psykisk eller åndeligt set eksisterer afstande jo ikke, det, vi fysisk oplever som afstandsforandringer, er jo ikke andet end tilstandsforandringer, ændringer i genstandens vibrationsniveau i forhold til omgivelsernes vibrationsniveauer. Åndeligt set bevæger genstanden sig ikke en millimeter i rummet, det opleves bare således på grund af de fysiske sanseorganers måde at fungere på. Ofte måler vi de fysisk oplevede forandringer i meter per sekund, og her kommer vi til de to næste bevægelsesarter, tiden og rummet.

Når jeget via de fysiske sanser måler de forskellige bevægelseskombinationers forandringer, bliver væsenet for det første opmærksom på, hvor lang livslængde et objekt har, dvs. det psykiske mellemrum mellem fødsel og død, som kan variere ganske betragteligt. Sammenligner jeg min normale livslængde med en tarmcelles, kan jeg konstatere, at hastigheden på forløbet fødsel til død ud fra min synsvinkel er meget hurtigere for tarmcellen end for mig. Fra denne synsvinkel – hvis det drejer sig om en tarmcelle på jordmenneskestadiet – ser min livslængde ufattelig lang ud. Hvis jeg i stedet sammenligner hastigheden på forløbet fra fødsel til død for min krops energikombinationer med jordklodens, så er min hastighed rasende hurtig. Det psykiske rum eller tiden, min krops alder, er forsvindende lille sammenlignet med jordklodens alder. Som nævnt er altså min energigrad (LB 988) meget hurtigere end jordklodens og mit fornemmelsesområde hovedsageligt begrænset til energikombinationer med vibrationsniveauer, som kan reagere i forhold til mine sanseorganers energikombinationer. Den derved oplevede fysiske verden har fotonernes energigrad som den mindste, der kan fornemmes, og fotonen danner derved den nedre begrænsning for min fysiske verden. Den materialistiske videnskab kan ikke måle energigrader hurtigere end fotonernes, hvorfor deres hastighed, ud fra en materialistisk synsvinkel, absolut er det, vi kalder c. Højere hastigheder findes ikke ifølge gængse teorier. Ud fra den åndelige videnskabs synsvinkel findes naturligvis energikombinationer, hvis vibrationshastigheder er ubegrænset hurtigere end c i de oktaver, som ligger "under" vores.

Går vi i modsat retning, finder vi energigrader, hvis hastigheder i forløbet fødsel til død er meget langsommere end vores. Jordklodens alder kan estimeres til næsten fem milliarder år, og det er forhåbentlig ikke slut med det. Solsystemsindividet er formentlig syv milliarder år og vores galakse endnu ældre. Den "langsomste" energigrad har, ud fra vores synsvinkel, vores universpartikel, med beregnet alder (det psykiske mellemrum mellem fødsel og død) på foreløbig femten milliarder år. I den kosmiske oktav "over" vores er vores univers blot en elementarpartikel.

Man begynder at ane Guds storhed – at være et med altet og samtidig være i hver eneste del. For det føles nok ikke bare på den måde, men derimod at jo mere vi nærmer os Gud, desto mere teoretisk indsigt får vi, en indsigt som så efterhånden bliver selvoplevet viden. Hvorfor har vi ellers evolution? Man kan naturligvis hævde, at alt er et udslag af tilfældigheder inden for rammerne af de fire naturkræfters ageren. Men både disse og tilfældighederne er jo skabte foreteelser – og hvem har set noget skabt, som ikke har en skaber? I løbet af sin livstid kan jeget via en energigrad, som f.eks. min fysiske krop, opleve andre energigraders alder, men også forandringer inden for energigradernes omsætning af energi (hvis passende sanseorganer er blevet udviklet). En del forandringer sker i direkte tilslutning til jegets bevidste nu, "her", medens andre placeres "bagved" dette nu, og andre igen "foran" det aktuelle nu. Dette er ophav til begrebet "rum". Rummet er altså først og fremmest en psykisk foreteelse, som takket være de fysiske sanseorganers reaktioner med omverdenens energier giver os forestillingen om det fysiske rum. Men ikke nok med det: reaktionerne indebærer forandringer eller forvandlinger i energigradernes struktur, hvilket opleves som alle den fysiske verdens forskellige processer, lige fra vældige endogene processer som vulkanudbrud, jordskælv, tektoniske forandringer med mere, til et støvfnugs bevægelser. Ingenting sker tilfældigt, alt er udtryk for energigradernes omsætning, hvilket igen er resultatet af levende væseners vilje.

Hvis vi betragter tiden og rummet som bevægelsesarterne nummer to og tre, kan vi kalde forvandlingen for nummer fire. Men for at kunne opleve fysisk kræves en femte bevægelsesart, nemlig det vi kalder materien. Den fysiske videnskab er nået langt i at kunne beskrive, hvad materie er, uden for den sags skyld at kunne definere begrebet videnskabeligt nøjagtigt – man taler stadigvæk om "den gådefulde materie". I følge Martinus er materie levende væsener indeni levende væsener på så lang "afstand" eller vibrationsmæssigt så højt vibrerende, at vi med vores sanseorganer ikke kan opfatte de enkelte individer, men derimod den samlede masse af manges omsætninger i energioceanet. Bare i et glas vand eksisterer der ca. (!) vandmolekyler i et antal på tre gange ti ophøjet til fireogtyve.

Hele den for de fysiske sanser tilgængelige del af verdensaltet udgøres altså af forskellige energigrader eller levende væseners energimanifestationer, som de kan reagere i forhold til. At disse reaktioner kan blive til oplevelsen af det mangefacetterede liv er helt og holdent afhængig af vor kategoriserende og objektiviserende sans, en funktion af jegets skabe- og oplevelsesevne.

Nu havde jeg mistet fire af mine fem fysiske sanser, og livsoplevelsen på det fysiske plan var i tilsvarende grad blevet begrænset. Jeg forestillede mig, at det var på denne måde, en primitiv organisme, som kun havde følelsesorgan, oplevede den fysiske verden, dog med den forskel at jeg havde et imponerende hukommelseskartotek at arbejde med i min bevidsthed. Men hvordan kunne jeg være sikker på det? Tænk, hvis den primitive organisme stadigvæk levede med sin dagsbevidsthed hovedsageligt på det psykiske plan, som planterne, og måske havde flere forudgående spiralers livsoplevelser i hukommelsen under sit forsøg på at skabe sig en fysisk krop for oplevelse på det fysiske plan.

Efter en tid bemærkede jeg, at min følesans forfinedes. Det føltes, som om områder i hjernen, der tidligere blev brugt som transformatorstationer for impulser fra de fire andre sanser fra det fysiske til det psykiske plan, nu blev overtaget af følelsen. Jeg noterede mig flere og flere varmefænomener, jeg kunne næsten "høre" forskellige vibrationer – næsten som om fiskenes sidelinieorgan fik en renæssance – og via fingrene anede jeg forskelle på lyse og mørke grundlag. Jeg blev bevidst om helt nye fysiske fænomener.