Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en artikel af Roger Lewin i tidsskriftet Science, vol. 210, 1980, "Is your brain really necessary?", hvilket også er navnet på en afhandling, som den engelske neurolog John Lorber præsenterede på en konference for børnelæger nogle år tidligere, stilles spørgsmålet, hvorvidt vi behøver en hjerne. Lorber mener, at hans observationer af en række tilfælde af hydrocephalus, hvor hjernevævet er stærkt reduceret, stiller spørgsmålstegn ved mange traditionelle forestillinger om den menneskelige hjerne.

Lorber fortæller i sit arbejde om en ung mandlig student med en IQ på 126, med topresultat i matematikstudierne, og som lever et helt normalt socialt liv. Studentens skolelæge noterede ved en rutineundersøgelse, at drengens hoved var noget større, end hvad der anses for normalt og henviste ham til Lorber, alene for interessens skyld. Da Lorber havde lavet en røntgenundersøgelse af hjernen, opdagede han, at i stedet for det normale 4,5 cm tykke hjernevæv mellem ventriklerne og hjernens overflade var der kun et tyndt, ca. en millimeter tykt mantellag.

Drengens kranium var hovedsagelig fyldt med cerebrospinalvæske. Selvom denne opdagelse var overraskende, anses dette tilfælde ikke for at være noget unikt. En del lignende beretninger har langt tilbage været gengivet i den medicinske litteratur. Patrick Wall, professor i anatomi ved University College i London, mener, at det vigtige ved Lorbers forskning er, at denne har gjort en lang række systematiske undersøgelser og ikke beskæftiger sig med anekdoter.

Årsagen til hydrocephalus er til en vis grad ukendt, men er relateret til en forstyrrelse af cerebrospinalvæskens gennemstrømning i reservoirer og kanaler i hjernen, de såkaldte ventrikler. Et forhøjet tryk opstår, som kan medføre, at ventriklerne udvides til flere gange den normale størrelse, hvorved det overliggende hjernevæv presses mod kraniet. Hos små børn, hvor hovedskallen er fleksibel, kan effekten blive et kraftigt forstørret hoved og ødelæggelse af hjernevæv. Det er derfor ikke så mærkeligt, at mange individer med hydrocephalus bliver intellektuelt handicappede. Det overraskende er dog, at en vis del af disse individer ser ud til at undgå funktionelle forstyrrelser trods en i høj grad unormal hjernestruktur.

Lorber havde på tidspunktet for konferencen foretaget mere end 600 røntgenundersøgelser af hjernen hos individer med hydrocephalus. Han inddeler disse i fire kategorier: 1. De med minimalt forstørrede ventrikler. 2. De hvis ventrikler fylder 50 til 70 procent af kraniet. 3. De hvis ventrikler fylder 70 til 90 procent af kraniet, samt 4, den mest alvorlige gruppe, i hvilken ventrikeludvidelsen fylder 95 procent af kraniet. Mange af individerne i den sidstnævnte gruppe, der udgør lidt under 10% af den samlede undersøgelsesgruppe, er alvorligt handicappede, men halvdelen af dem har en IQ, der overstiger 100.

Kritikere har antydet, at det kan være svært at tyde de røntgenbilleder, der tages af hjernen, og at der kan findes mere hjernevæv i hjernen, end man hidtil har troet. Lorber medgiver, at det er rigtigt, at resultaterne er forbløffende, men ikke overdrevne, og siger angående studenten, at man ikke kan sige, om dennes hjerne vejer 50 eller 150 gram, men at det er helt sikkert, at den overhovedet ikke er i nærheden af de 1,5 kilo, der er det normale, og at meget af det hjernevæv, han har, findes i den mere primitive, dybere struktur, som ofte er relativt beskyttet ved hydrocephalus. Lorbers konklusion er, at man må antage, at der findes "en umådelig stor redundans eller reservekapacitet i hjernen..." samt at "neocortex formentlig er ansvarlig for meget mindre (funktioner), end de fleste mennesker forestiller sig".

Ifølge Patrick Wall anses en af årsagerne til, hvorfor forskningsresultater som Lorbers negligeres, at være, at de sætter spørgsmålstegn ved neurologernes tilvante forestilling om, at neocortex udfører en række vigtige funktioner hos mennesket. I realiteten indebærer disse forskningsresultater, at der stilles spørgsmålstegn ved baggrunden for det biologiske menneskesyn. Som en parentes kan nævnes, at Lorber allerede ved tidspunktet for den aktuelle konference, altså for mere end femogtyve år siden, anså, at der var meget, der talte for, at hjernecellerne kunne fornyes, hvilket først er blevet bekræftet de senere år.

Den nævnte artikels titel er selvfølgelig delvis for sjov. Naturligvis behøver vi hjernen, men åbenbart er vor kundskab om dens funktion ikke tilstrækkelig. Og det er tydeligt, at der inden for den moderne materielle videnskab savnes en forklaringsmodel, der kan omfatte og kaste lys over disse fænomener. Lorber antager, at årsagen til mange funktioner, der tilskrives neocortex, måske findes i de dybereliggende, ældre dele af hjernen.

Kan det være således, at årsagen ligger endnu "dybere"? Gennem studiet af Martinus' åndsvidenskabelige analyser ved vi, at reinkarnation er en realitet, og at alle levende væsener har en psykisk konstitution, der overlever døden, og at hjernen er et organ for overførsel af psykiske impulser. Ifølge Martinus eksisterer vor bevidsthed og vort "jeg" "uden for" den fysiske krop. Hjernen er ikke ophavet til bevidstheden, men den udgør det organ, igennem hvilket jeget kan kommunikere med den fysiske verden, og gennem hvilket de fysiske sanseindtryk viderebefordres til jeget og bevidstheden.

De områder i hjernen, som man antager er ophavet til forskellige sansefunktioner såsom syn, tale, hørelse, følelse osv., udgør ifølge Martinus i realiteten forskellige centre for overførsel af de energier eller nerveimpulser, der befordrer de respektive sansefunktioner. Det forklarer, hvorfor sansefunktionerne kan være intakte, selvom store hjernefunktioner er ødelagte. Da funktionerne ikke har sit ophav i de skadede hjerneområder, er de derfor ikke afhængige af disse for at eksistere. Kan det være således, at disse funktioner i visse tilfælde finder alternative veje og derfor fungerer trods store skader på hjernen, som det for eksempel var tilfældet med studenten?

Når man inden for psykiatrien og neurologien studerer nerveaktiviteter i hjernen hos mennesker, der har fået forskellige psykiatriske diagnoser, og ser, at de er anderledes, end hvad der anses for normalt, så tror man, at denne forandrede hjerneaktivitet er ophavet og forklaringen til "sygdommen". På denne tro baserer lægemiddelindustriens anstrengelser sig for at finde fysiske komponenter i form af psykofarmaka, ved hvis hjælp man siges at "helbrede" individet.

Den ovennævnte tolkning af måleresultaterne har således sin baggrund i overtroen på materien som ophavet til psykiske aktiviteter, en overtro der forhindrer, at man søger andre forklaringer. Denne overtro fører også til sådanne afarter af "forskning", der for nogle år siden blev beskrevet i tidsskriftet "Forskning och Framsteg", hvor danske forskere planlagde, ved hjælp af forskellige giftarter, at skabe "skizofrene grise" for at finde ud af, hvorvidt skizofreni skabes ved giftpåvirkning i fosterstadiet!

Det er mere logisk at gå ud fra, at det er den mentale tilstand i individets psyke, der er årsagen til den afvigende eller forandrede aktivitet i hjernen.

At det er psyken, der styrer processerne i hjernen og ikke omvendt, bekræftes også af forskningsresultater vedrørende placeboeffekter i forbindelse med fysisk smerte. Måling af nerveaktiviteter i de områder i hjernen, man mener relaterer til smerteoplevelse, viser, at når et individ gives medicin, som vedkommende tror er smertestillende (men altså får et middel der ikke har en sådan virkning), registrerer måleinstrumenterne alligevel rent objektivt en kraftig mindskning af nerveaktiviteten i dette område, trods at individet udsættes for samme type af smerte, der tidligere har givet meget kraftige nerveaktiviteter i dette område af hjernen.

At det er vore tanker og følelser eller vor psyke, der styrer nerveaktiviteten i hjernen, bekræftes af Martinus, der blandt andet skriver følgende om hjernen:

"Hjerne- og nervesystemet udgør således individets "port" ind til den åndelige verden. Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil det altså være offer for den overtro, at "porten" eller hjerne- og nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevist i åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere stimuleret af den omstændighed, at der i "porten" til den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige centrer eller komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førnævnte væsen vil altså være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer eller komplekser er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller komplekser i nævnte system. Sådanne disharmonier i individets bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: sindssyge, åndssvaghed og lammelse." (Livets Bog 1, stk. 224).

Det er interessant at se, at mennesket således i visse tilfælde kan leve helt normalt, på trods af at den del af hjernen (neocortex), der tilskrives at være bærer af eller "ophavet" til hørelse, tale, syn m.m., og til selve bevidstheden, stort set helt savnes.

Menneskets mentale aktivitet styres eller befordres åbenbart stadigvæk mest af de ældre, mere primitive dele af hjernen. Man kan så spørge, hvilken funktion neocortex har. Eftersom hjerneceller er fysiske "kroppe" for levende væsener, og disse ikke kan udvikles eller vokse frem på anden måde, end ved at de bliver brugt, så har de åbenbart haft og har en funktion. Men den nuværende funktion er tydeligvis ikke afgørende for dets makrovæsens (menneskets) tankefunktion, og vi kan så spørge, om de er skabt for et andet formål.

Vi finder et interessant svar på dette spørgsmål i Martinus' kosmiske analyser. Selvom Martinus ikke klart definerer nogen specifik del af hjernen, skriver han, at visse dele af hjernen endnu ikke er taget i brug, og at disse er skabt for, efterhånden som individet udvikles hertil, at kunne bære eller befordre kosmiske glimt og længere fremme den kosmiske bevidsthed.

I artiklen "Tolkning af forordet til"Livets Bog" beskriver Martinus, hvordan udviklingen fra dyr til menneske medfører en forandring af det "modtagerapparat", som hjernen udgør, og at det udviklede menneske anvender sig af mere og mere forfinede "tankeklimaer", der befordres af mere subtile tankeenergier, der vibrerer på "kortere bølgelængder".

Martinus skriver endvidere angående den forandring af hjernen, som udviklingen mod større humanitet medfører:

"Når det jordiske menneske gennem livets oplevelse efterhånden bliver ført frem fra de "lange" til mere og mere "korte" bølgelængder, kan denne overgang kun ske gennem visse forvandlinger i dets "modtagerapparat": hjernen, der, selv om den er organisk i sin fremtræden, så dog er teknisk i sin konstruktion. Denne forvandling består i åbningen af ligesom en ny og hidtil latent og ubenyttet afdeling af hjernen. Denne afdeling er altså af en sådan konstruktion, at den netop er tjenlig for et vist stykke af skalaens hidtil af det pågældende individ ubenyttede bølgelængder. Når en sådan afdeling bliver moden for benyttelse, hvilket sker gennem individets moralske udvikling, bliver denne altså i stand til at manifestere sig gennem de for nævnte afdeling eller center i hjernen tilpassede tankearter eller bølgelængder. Og individet fremtræder da for sine omgivelser som i tilsvarende grad forvandlet (…) Men da det jordiske menneskes hjerne endnu er langt fra at være taget i brug i hele udstrækningen af det, som den i realiteten er bestemt til, vil der være flere sådanne i denne endnu forekommende latente eller ubenyttede centrer, som altså vil blive åbnet eller taget i brug, efterhånden som individets moralske udvikling skrider frem.

Når et sådant center begynder at blive modent for benyttelse, udløses dets funktionsevne ved et særligt kraftigt bombardement udefra af de for samme center tilpassede bølgelængder. Udløsningen af et sådant bombardement kan skyldes et foredrag, det pågældende individ er kommen ud for, eller en gennemgribende moralsk undervisning o.l. (...)

Efter at have oplevet en sådan nyåbning af det ene hjerneparti eller hjernecenter efter det andet, når individet endelig til den sidste og største udløsning inden for dyreriget. Det er denne udløsning, der er identisk med frigørelsen af det hjernecenter, der gør individet til det færdige eller fuldkomne menneske eller "gudemenneske". Frigørelsen af dette center udtrykker jeg som bekendt i Livets Bog som "den store fødsel". De bølgelængder, som individet derefter kan betjene sig af og opleve igennem, er altså de mest mikroskopiske i tilværelsen og udgør: ren fornuft, kærlighed, intuition og salighed." (Martinus: Tolkning af forordet til Livets Bog, Kosmos nr. 3 1983).

Som sagt definerer Martinus ikke, hvilke dele af menneskets hjerne, han mener endnu ikke er taget i brug, og som er beregnet til den kosmiske bevidsthed. Man kan heller ikke drage nogen bestemte konklusioner herom baseret på de i artiklen beskrevne observationer. Men det er jo rimeligt at antage, at neocortex, der er den senest udviklede hjernedel, også er beregnet til at befordre de senest udviklede psykiske og åndelige funktioner hos mennesket.

Det kan også være interessant at vide, at vi gennem studiet af den åndelige videnskab til en vis grad medvirker i denne udvikling af hjernecellerne. Martinus siger i et foredrag den 5. januar 1959, angående udviklingen mod kosmisk bevidsthed: "Når man træner sig op i at følge naturen og lave forårsvinde og solskin for sine omgivelser, vil man en skønne dag blive indhyllet i en helt anden bevidsthedstilstand: Guddommen vil åbenbare sig. Der vil ske en forandring i nogle hjerneceller, der i dag ligger latent, men som i nogen grad bliver trænet op igennem det kosmiske studium eller i åndsforskningen. En skønne dag vil disse celler blive åbnet for en ny bevidsthed, og man vil da være bevidst ikke blot i den fysiske, men også i den åndelige verden. Man vil blive fuldstændig dagsbevidst i hele verdensaltets struktur, i sin egen udødelighed, i sin egen skæbne, ja i hele menneskehedens skæbnetilstand. Man vil få ubegrænset adgang til den kosmiske videnskab og Guds bevidsthed og nå frem til på det fysiske plan at leve i en virkelig forklaret tilstand." (Min fremhævelse) (Martinus: Tanker ved årsskiftet, Kosmos nr. 1 1992)