Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I nat fik jeg en tanke, der muligvis kan skabe lidt klarhed omkring mine funderinger hvad angår højmod/lavmod. Der kom nemlig en slags kundskab fra "kilden", sådan oplevede jeg det. Kilden, i dette tilfælde, er den ubevidste kundskab, jeg har om mig selv, men som mange gange ligger glemt, gemt og utilgængelig. Jeg blev forbavset, ja, næsten chokeret. Samtidigt fik jeg en følelse af ... endelig:

Jeg oplevede den "naive" følelse, der gør, at jeg faktisk inde i mig selv tror, at alle elsker mig ubetinget.

Naiv på den måde som et lille, normalt og sundt barn er, og som ubevidst agerer, som om det er verdens centrum. Det er noget, jeg ikke har været i kontakt med tidligere, selvom jeg rent teoretisk har set, at der bagved mit lavmod, min melankoli og min følelse af at være nede kan findes en eller anden form af ubearbejdet oplevelse eller højmodighed. Men kun teoretisk. Når det drejer sig om at komme i kontakt med de indre årsager til dette, har jeg ikke kunnet komme længere. Jeg har ikke kunnet oprette nogen følelsesmæssig forbindelse med det, der ligger til grund for lavmodet eller tilbagetrukkenheden, i stedet har jeg "slået" mig selv, så snart jeg har indset, at jeg ikke har den fantastiske tiltrækningskraft, jeg inderst inde på en troskyldig måde troede eller ønskede at jeg havde.

At have en evne, der gør, at man føler sig uforbeholdent elsket, burde være en guldgrube for selvbilledet. Mange terapeutiske metoder har jo som mål at nå dertil, f.eks. gennem affirmationer og lignende. Disse metoder er formentlig gode, så længe de giver lindring, men jeg tror, de i visse tilfælde kan sammenlignes med en slags suggestion, der ikke behandler situationen som helhed.

Og så får jeg den så at sige "gratis"! Uden øvelser. Hvilken lykke! Ja, det kan vise sig at blive min lykke. Eller i det mindste en del af vejen dertil. Hvad det gælder om nu er at forsøge at forvandle den kundskab, der sandsynligvis er et svagt glimt af noget, der har sit udspring i en tilværelse i den guddommelige verden, fra noget infantilt og ubevidst til noget, der fungerer i det konkrete liv. Jeg tolker nemlig Martinus således, at vi alle har et slags aftryk af kosmisk viden med os, men som på visse udviklingstrin er nødt til at være ubevidst. I takt med at vi udvikles i humanitet, vil vi også kunne genoptage en bevidst kontakt med denne kundskab, bl.a. gennem forskellige verdensgenløsere.

Som det er nu, driller denne kundskab mig hele tiden i form af skuffelser, intolerance og martyriumstanker ... selvom jeg ikke altid vil indrømme det, ikke engang for mig selv. Det er vel dette, som Martinus betegner som en del af tærskelens vogter.

Men der findes udveje.

Livets Bog, del af stk. 166:

"Men dette betyder naturligvis ikke, at intolerancen ikke kan bekæmpes, tværtimod den kan bekæmpes, men man må blot forstå, at denne bekæmpelse repræsenterer en hel omskabelse af en tusindårig vanebevidsthed eller vanenatur i det pågældende individ. Når man erindrer, hvor svært det kan være at få bugt med en tilegnet almindelig uheldig vane eller last, hvis tilknytning til individet aldrig i noget tilfælde kan have udstrakt sig længere end til en ren mikroskopisk tidsperiode i forhold til intolerancenaturen, vil man lettere kunne forstå, at intolerancen ikke øjeblikkelig kan fjernes. Men for at få bugt med denne kræves det naturligvis, at individet først og fremmest må være så langt fremskredent i udvikling, at det begynder at få en uimodståelig lyst til netop at bekæmpe intolerancen. At bekæmpe intolerancen er jo det samme som at udvikle tolerance, hvilket igen er det samme som at udvikle en ny evne. Men for at udvikle denne evne til fuldkommenhed eller virtuositet kræves der, ligesom til udvikling af virtuositet af en hvilken som helst anden evne, f.eks. musik, sprog etc., en stadig fortsat træning eller øvelse. Intolerancen lader sig således udelukkende kun bekæmpe ved en eneste fortsat villen, som udløser sig i daglige små overvindelser."

Martinus' analyser, over hvordan man udvikles fra A-, via B- til C-viden¹, er gode at kende til i sådanne situationer. I dette tilfælde ser jeg det, som at jeg pendler mellem A- og B-stadiet, dvs. ønsker at løse problemet, og jeg øver mig så godt jeg kan.

Byron Katie², en meget klog kvinde, fortæller lidt humoristisk, men med autenticitet, at når hun kommer ind i et rum, hvor der er andre tilstede, føler hun, at alle elsker hende ... selvom alle måske ikke har opdaget, at de gør det ... endnu.

Hvis man kan forbinde sig med kundskaben om den fuldstændige ukrænkelighed på en sådan måde, bliver den et godt redskab til at føle glæde over at være til.