Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I årtusinder har vi kæmpet for vores overlevelse. Naturens kræfter, andre dyr og mennesker har udfordret vores styrke og list til at skabe livsrum for familiens overlevelse. Det har været nødvendigt at blive dygtig til at besejre andre. Vi har samlet os i flokke, grupperinger, partier og hære for at besejre fjender. Flokken har dannet en enig front mod en ydre fjende, men når fjenden er blevet besejret, er indbyrdes stridigheder ofte blusset op igen. Rivalisering og kamp har sat sit præg på menneskehedens historie såvel mellem folkeslag, inden for samfundene som i familielivet. Denne instinktive stræben, at ville besejre andre gennem magtudøvelse, er blevet mættet hos flere og flere mennesker. De spørger nu sig selv, hvordan man kan opnå fredelig sameksistens, der, i stedet for at konkurrere om revir, om værdierne, om berømmelsen eller æren, kan samarbejde for at alle indblandede kan vokse og få et godt liv. Fødslen af en ny verdenskultur, der søger såvel ydre som indre fred, er i vores tid for alvor begyndt.

Alle de stridserfaringer, vi har samlet gennem livene, har skabt en lede og træthed, ikke kun ved at blive besejret og nedværdiget, men også ved at besejre andre. Den voksende indlevelsesevne skaber en tiltagende bismag og skyldfølelse, som til sidst vil gøre al kamp mod vor næste frastødende. Med en tiltagende medfølelse opstår i stedet lysten til at værne om de andres liv og velbehag. Man kan ikke længere hverves som soldat i nogen hær, hverken militært, politisk, religiøst eller økonomisk. At sælge en vare, hvad enten den er af materiel eller ideologisk art, som den anden ikke har efterspurgt, begynder at føles som et overgreb. I stedet bliver glæden over at kunne give det, der slukker den andens tørst og får hans øjne til at lyse, en drivkraft og lyskilde i hverdagens møder og opgaver.

Vi er nu overgangsvæsener med en blandingsmoral, hvor hver og en af os har sit unikke balancepunkt i form af den samvittighed, som vort samlede erfaringsmateriale har frembragt. I længslen efter en ny kultur, der bygger på fredelig sameksistens, gensidig inspiration og nytte, findes der masser af næring og vejledning i Martinus' forfatterskab. Hele Det Tredje Testamente har opbygningen af denne nye verdenskultur og moral til formål, men i Samarbejdsstrukturen har rådet for Martinus Instituttet, på udtrykkelig opfordring af Martinus, samlet en mængde guldkorn fra Martinus' samlede værk og fra båndindspillede rådsmøder. Her findes der vejledning for, hvordan vi både individuelt og organisatorisk kan begynde opbygningen af en samarbejdskultur med menneskelig kærlighed som ledestjerne.

Det er en stor kunst at tale sammen, så det bliver et virkeligt møde. Ofte er enhver så optaget af, hvad man selv skal sige, eller af at fastholde sin position, at man taler forbi hinanden. Martinus har flere gange sagt, at man skal komme bort fra at diskutere den åndelige videnskab. Ordet diskutere har en klang af, at man er indstillet på at sætte spørgsmålstegn ved den andens synspunkt for at overbevise om sit eget. Det er en misforståelse at tro, at man kan diskutere nogen til et andet udviklingstrin eller til et nyt erfaringsmateriale, der jo udgør selve baggrunden for, hvad vi kan tage til os og forstå. Vi kan dybest set kun befrugte hinanden, der hvor spørgsmålene er opstået, ud fra egne erfaringer. Ellers bliver det bare ord, der sporløst skylles bort af næste tankebølge. Så snart man mærker, at modtageren ikke viser interesse og ikke stiller spørgsmål for at få mere at vide, er det oftest klogt at slippe emnet og søge videre efter andre fælles interesseområder. Det er jo interessant at notere, at der på flere og flere kurser eller møder mellem mennesker anvendes en såkaldt "talkingstick", dvs. en genstand, som man holder i hånden, når man vil tale, og som markerer, at det nu er denne person, der har ordet, og at ingen må afbryde. Samme metode bruges også ved såkaldt "debriefing", som f.eks. anvendes for udrykningspersonale efter en brandkatastrofe. Under en sådant møde går ordet rundt, så alle får mulighed for at fortælle om sin oplevelse uden at blive afbrudt, og der må aldrig sættes spørgsmålstegn ved eller rettes på det enkelte individs oplevelse. Hvert menneskes oplevelse er sand ud fra deres horisont, så kan andres beretninger fordybe og korrigere vort billede af det, der er sket, ikke for at forsøge at overbevise os om, at deres beretning er mere sand, men for at vi ved hjælp af deres beretning får kompletteret vores billede, der hvor vi har savnet information.

Der findes et gammelt udtryk "Hellere flygte end fægte dårligt". Tidligere drejede det sig måske om at trække sig tilbage, når man så ud til at tabe, men nu er vi ved at nærme os et udviklingsstade, hvor enhver sejr over en anden egentlig er et nederlag. Mellem nationer, der har været i krig, ser vi, at den stærke, der har sejret, mere eller mindre er tvunget til at hjælpe med at genopbygge det ødelagte land, og at sejrherren bliver ildeset af mange bagefter. Vi kan sommetider føle dårlig samvittighed, hvis vi har trængt os på med vore tanker og forsøgt at bekrige det, vi oplever som den andens primitive forestillinger. Det er en kunst at trække sig tilbage, når man mærker, at tonen bliver skinger, og at man er begyndt at kæmpe for at få ret i stedet for sammen at søge at finde sandheden.

"... Nej, man må altid huske på den store synssvaghed eller blindhed, der gør sig gældende, når det drejer sig om ransagning eller bedømmelse af egne fejl, og den umådelige synsskarphed, der er fremherskende, når det er næstens fejl, man ønsker at fremhæve. "Bjælken" i sit eget øje kan man stadig ikke se, medens man har umådelig let ved at se den allermindste lille mikroskopiske foreteelse eller "skærven i sin broders øje"." (LB 4, stk. 1326)

Gennem udviklingen er vi blevet mere og mere selvstændige og individuelle. Målet er, at evnen til at tænke selvstændigt skal frigøres fra vores selvhævdelsesbehov og i stedet forenes med en evne til at se, hvad der er bedst for helheden. I et demokratisk samfund trænes vi i at finde os i, at majoriteten kan gennemføre et andet ønske end vores. Vi må træne os i at respektere, at den bedste løsning for den sammensætning af mennesker, der i det aktuelle tilfælde er delagtige i at træffe beslutninger, ofte udgøres af et kompromis. Det er en træning i tolerance, ydmyghed og evne til at afstå og eventuelt afvente en bedre anledning, hvor ens ønsker stemmer med ligevægtspunktet i kollektivets samlede vilje. Det er en svær kunst. Det er let at synes, at man ved bedre, og at de andre ikke er begavede nok til at forstå, hvor smart ens løsning er. Men når vi bliver sure eller føler antipati mod dem, vi er tvunget til at lave kompromiser med, er det vor egen ambition, der er stærkere end vor evne til at finde os i helhedens ønsker eller i at gøre Guds vilje. For hvem er de andre, om ikke redskaber for Guds korrespondance med os.

Vi præges ofte ubevidst af den fantastiske forestilling, at jeg ved bedst. Den har i årtusinder gjort, at vi synes, det har været legitimt at tromle over de andre, fordi det bliver bedst, hvis vi gør det på vores måde. Målet har helliget midlet. Det er en ny indstilling at skaffe sig en ydmyg åbenhed og beredskab til at ændre sig, hvis man får hjælp til at se en ny horisont, og at være parat til at afstå, hvis man ikke vinder gehør for sin opfattelse.

Vi har en historie præget af selvopholdelsesdriften som den primære drivkraft bag vore arbejdsindsatser. Vi har hovedsageligt slidt med kvægdrift og jordbrug for at skrabe sammen til føden, og i de fleste liv også levet som slaver eller lønslaver. At vi i vor tid kan vælge fag ud fra egne ønsker og inspiration, kan vælge hvor vi vil bo, ja for mange oven i købet at kunne vælge partner, er noget helt nyt. At kunne vælge en arbejdsopgave eller et ideelt arbejde fordi vi føler lyst og glæde derved, det er noget, vi yderst sjældent har haft mulighed for i tidligere liv.

At udvikle en kultur baseret på menneskelig kærlighed og et ægte samarbejdsklima er et udviklingsspørgsmål, som vi med den nye verdenskulturs vejledning kan hjælpe til med. Denne nye kultur baseres på indsigten om, at man ikke kan lave hinanden om, men at vi ved at lave os selv om kan udvikles til at inspirere og befrugte hinanden med længslen efter at udvikle de tankeklimaer og samarbejdsformer, der frigør vor fælles menneskelige skaberkraft.