Kosmos 2010/5 side 141
Tusindårsrige eller kriseøkonomi
af Søren Olsen
I Bibelen fortælles om et tusindårsrige1, som Gud engang vil oprette. Jeg er begyndt at drømme om et sådant rige på en meget konkret måde. Ikke at jeg forventer, at det skal etableres af Gud sådan fra den ene dag til den anden. At det falder ned fra himlen / presses ned over hovedet på os alle sammen. Mere realistisk etableres det gradvist gennem evolution over en længere periode. Det er, hvad en åndsvidenskabelig tankegang tilsiger. Vi mennesker vil gennem lidelseserfaringer – herunder et utal af økonomiske og sociale sammenbrud – efterhånden blive meget åbne for den tanke, at de frie markedskræfter og den rå kapitalisme ikke er hensigtsmæssige, hvis vi vil bygge samfund, der kan holde mere end i bedste fald 60 – 70 år. Lykken må være samfund, der kan give frihed og trygge rammer om tilværelsen for alle fra vugge til grav ikke bare for de eksisterende generationer, men også for de kommende – ja måske i mange tusinde år. I grunden en meget banal drøm, men ikke desto mindre en for øjeblikket fuldstændig urealistisk drøm.
Løsningen på sammenbruddenes problem er dybest set et spørgsmål om moral, viden og næstekærlighed. Herfra hvor vi står, må udviklingen gå mod mere styring af de nationale økonomier og mere styring af den globale økonomi – kort sagt mere planøkonomi. Regler og ejerskab der sikrer retfærdighed i tildelingen af naturressourcer og lige bytte ved vareudveksling mellem mennesker og nationer. Man kunne også kalde det: fuldstændig styr på virkningen af alle vigtige økonomiske og ressourcemæssige kredsløb.
Her er det på sin plads at bringe en hyldest til den rå kapitalisme. Den passer uhyggeligt godt til manges konkurrencementalitet på vores nuværende udviklingstrin. Hvordan havde computere, fjernsyn, biler, tog, flyvemaskiner osv. virket og set ud – hvor teknisk smarte og billige havde de været – hvis de var udviklet gennem statsstyret planøkonomi? Hvor langt var vi kommet med globaliseringen på godt og ondt, hvis planøkonomi i vores tid havde været grundlaget for samfundene? Spørgsmålene er ikke nemme at besvare. Men en del af besvarelsen ligger i det faktum, at vores demokratier er totalt splittede mellem nogle, der vil mere stat, mere plan i økonomien, mere samfund (flere områder hvor vi har fundet sammen om noget), og derfra breder en vifte af holdninger sig helt over i den modsatte grøft, der hedder mindre stat, mindre fællesskab, mindre styring, mindre plan. Lad markedskræfterne alene råde.
Der kan siges meget godt om markedskræfterne, især hvis man sidder i den rige ende af systemet. Markedskræfterne er uovertrufne til at udvikle og tilfredsstille de mest ekstreme behov for mennesker, der har penge. Tilsvarende er markedskræfterne fuldstændig ude af stand til at tilfredsstille selv de mest basale behov for mennesker, der ingen penge har. Og der synes at være en sammenhæng. I samfund, hvor markedskræfterne råder, bliver de rige rigere og de fattige fattigere, hvorved de fattige bliver stadig mere uinteressante for "markedet".
Det er svært ikke at blive åbenlyst partisk, når emnet hedder politik og økonomi. Men partiskhed er også på dette område gift for en åndsvidenskabelig forståelse af tingene.
"… Den "virkelige sandhed" kan derfor umuligt findes eller opleves, før væsenet er totalt upartisk over for alt og alle. Først da kan det være retfærdigt og dermed hundrede procent kærlig over for hvad og hvem som helst." (LB 3 stk. 977)
Den økonomiske krise, vi oplever nu, er en 100 % lovbundet logisk konsekvens af de instinkter, følelser og tanker, det store flertal i verden handler efter og ofte er tvunget til at handle efter, hvis man vil overleve som menneske eller nation. Krisen afslører, at vi på økonomiske og ressourcemæssige områder befinder os på et ganske primitivt stade, hvad enkelte ledende økonomer også har erkendt på det sidste – dyrerigets mest primitive kræfter hersker bag samfunds- og verdensøkonomien. Det er instinktstyret egoisme mangefold forstærket af "følelsesløs" gryende intelligens. Den kombination af grundenergierne finder det helt naturligt at boltre sig i økonomiske systemer, hvor f.eks. jord og fast ejendom er underlagt markedskræfterne og minsandten på forunderlig vis kan stige og falde i værdi uden at nogen har foretaget sig noget som helst med hensyn til at tilføre eller fjerne egentlig værdi. Dernæst kan de falske værdistigninger belånes og omsættes til forbrug. Det er politikerne og befolkningen meget glade for, for så kommer flere i arbejde, og arbejde er af mange gode grunde nærmest blevet et mål i sig selv. Krisens løsning bliver derfor den samme, som er noget af krisens årsag: tag lån, brug penge nu, tænk kortsigtet. I sådan en verden kan man tjene formuer på intet at foretage sig udover at spekulere i værdistigninger fremkommet ved andres arbejde. I den anden ende af systemet findes nogle milliarder mennesker, der end ikke ved at arbejde 16 timer i døgnet kan tjene til tre måltider mad om dagen og tag over hovedet.
Der er en sammenhæng, og vi ved det godt, men det er "heldigvis" næsten umuligt at gøre noget ved. Skal man som dansker lade være med at købe varer fremstillet af underbetalte arbejdere uden rettigheder i et fjernt land? Bliver de underbetalte da ikke bare arbejdsløse?
Disse ekstreme økonomiske betingelser i verden udspiller sig i skyggen af kommunismens fald. Planøkonomi lader sig tilsyneladende ikke gennemføre uden magtmisbrug, korruption og forfølgelse af alt og alle, som måtte udvise en personlighed og individualisme, der kan blive en trussel mod systemet. Nej, vi mennesker er anbragt i en rigtig svær situation. Vi er fanget med vores drømme på en tilsyneladende alt for lille planet, hvor alles krig mod alle endnu er det bærende samfundsprincip. Og endda er alt, som det vil være og må være med de evner, der dominerer på vores nuværende udviklingstrin.
1. Alle former for uselviskhedens sejr over selviskheden. (Fællesinteressens sejr over privatinteressen).
2. Skabelsen af en international demokratisk verdensstyrelse.
3. Alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt upartisk verdenspoliti.
4. Udvikling af et internationalt åbenlyst – ikke hemmeligt – højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsener på åndelige såvel som materielle områder kan være kvalificerede til at kende forskel på "abnorme handlinger" og "forbrydelser", – kender udviklingens gang og tilværelsens evige love og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle.
5. Afskaffelse af private individers besiddelse af værdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.
6. Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.
7. Oprettelse af et for hele verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.
8. Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.
9. Afskaffelse af al voldspolitik og blodsudgydelser.
10. Afskaffelse af tortur-, prygle- og dødsstraffe til fordel for kyndige internerings- og opdragelsesforanstaltninger.
11. Udvikling af vegetariske næringsmidler, sundhed og legemspleje, sunde og lyse boligforhold.
12. Udvikling af åndsfrihed, tolerance, humanitet og kærlighed til alle levende væsener, til mennesker og dyr, til planter og mineraler.
Martinus: Livets Bog 1, stk. 117
Når Martinus skriver, at kærligheden (næstekærligheden) ikke er en viljesakt, men et udviklingsspørgsmål (LB 5 stk. 1715), da gælder det også for det på næstekærlighed og planøkonomi baserede verdenssamfund – det er et udviklingsspørgsmål. De politiske partier spiller deres vigtige rolle i udviklingen af samfundene, men efterhånden vil viften af partier blive indskrænket. Engang vil partiskheden have udspillet sin rolle. Man vil kun interessere sig for, hvad der er bæredygtigt, retfærdigt og dermed bedst for helheden. Alle samfundets medlemmer vil have gjort erfaringer, der gør dem enige om, at lige så naturligt som at et brobyggeri foretages af eksperter på baggrund af beregninger og planlægning ned i mindste detalje, sådan må det også gælde samfundskonstruktionen. Ingen har lyst til at leve på andres bekostning. Ingen ønsker at foretage sig noget, der ikke på alle områder er bæredygtigt både på kort og langt sigt. Alle vil fred og ved, at freden starter med dem selv.
"…Intet menneske kan opnå nogen som helst fuldkommen lykke eller noget virkeligt normalt velvære og dermed den evige fred og harmoni eller det såkaldte "himmeriges rige" i sit indre uden igennem sin viljeføring. Derfor bliver tilegnelsen af den fuldkomne viljeføring det eneste fornødne såvel for stater som for det enkelte menneske." (LB 6 stk. 2283)
"Himmeriges rige", som, ifølge Martinus, henviser til den fysiske udgave af "det rigtige menneskerige", vokser lovbundet frem indefra i mennesket. Nogle vigtige indre anlæg for næstekærlighed skal være etableret, før næstekærligheden kan råde i samfundet. Vi er måske ikke så afhængige af den tilsyneladende fjerne samfundsdrøm, som man umiddelbart kunne tro. Den "fjerne drøm" kan gøres til meget nære mål. Man kan begynde med at lave om på sig selv. Gøre noget ved den bjælke i øjet, der ser splinter overalt i den ydre verden. Dur mine tanker, drømme og handlemåder i det samfund, jeg drømmer om? Er partiskheden så afviklet og næstekærligheden så udviklet, at det er muligt for mig at "leve min drøm"? Der er en stor chance for, at det ikke er tilfældet, at et eller andet fortsat kræver forandring, og at det ikke bare er en viljesakt, men et større og mere langsigtet projekt.
Forestil dig selv som borger i den første lidt usikre opstart af verdensstaten! Forestil dig, at ledelsen af verdensstaten tager en beslutning, som i den grad går på tværs af dine drømme. Du kan ikke se, hvad det skal gøre godt for. Du forstår ikke meningen med det. Du kan kun se, at den beslutning er til for at skulle modarbejdes eller omgås. Præcis sådan som rigtig mange mennesker tænker i det samfund, vi har i dag. Faktisk bliver du vred over, at lederne af verdensstaten ikke er klogere. Den mulighed står åben, at det er en dårlig beslutning, verdensstatens ledelse har taget. Men er det en grund til at blive vred? Er evnen til at blive vred, indigneret, utilfreds eller irriteret ikke under alle omstændigheder en evne, der skal afvikles, hvis freden i ens indre skal blive en realitet – og dermed freden i samfundet?
Billede: Poul Dyrholm
Jeg tænker tit med medfølelse på de mennesker, der skal overleve i stater, hvor præsidenten, diktatoren, politikerne eller embedsmændene ikke har andet mål end at styrke deres magt, rage til sig og forfølge alle, der ikke er for diktaturet. Hvordan overlever man fysisk og mentalt i et sådant system? Den mentale overlevelse afhænger formentlig af ens indstilling til livet. Den utilfredse person i verdensstaten vil have det tilfælles med personen i "den pilrådne stat", at det er naturligt at føre krig i sit indre og i sine omgivelser mod de "gale beslutninger". Og hvor er det nødvendigt, at nogen gør det! Men spørgsmålet er altid, hvilken rolle vil jeg spille? Hvad har jeg sat mig som mål at lære? Hvad er konsekvensen af mit valg? Er det udtryk for næstekærlighed og dybere indsigt at være partisk på den utilfredse måde og forbande politikere og samfundsudviklingen?
I "demokratiet" såvel som i diktaturet må samfundsforholdene i et eller andet omfang afspejle borgernes indre. Jamen hvad med alle de, der lever i diktaturer og er imod diktaturet, og som bliver undertrykt? Ligesom alle andre, der fører små og store kampe, fører de selvfølgelig også en kamp, der dybest set handler om noget i deres indre, de ikke har gjort sig fri af fra fortiden, og som derfor stadig binder dem som skæbne i nutiden. Det vil for os alle fortsætte, indtil næstekærlighedens væsen begynder at blive forstået, og formentlig endda en rum tid derefter, næstekærligheden skal jo gøres til praksis. Der må være tale om sæd og høst. Der må være tale om indre modsætninger, der måske først skal styrkes – tilspidses – gennem modgang (krigeren) for sidenhen at skulle opløses og afvikles gennem mere modgang ("taberen"/vinderen).
Ganske ofte kunne jeg tænke mig helt andre politiske løsninger end de, som regeringen med støttepartier vedtager. Her mærker jeg til fulde min partiskhed, og hvordan den fortæller om mine indre modsætninger, der har langt nemmere ved at udløse utilfredshed og antipati end forståelse og næstekærlighed. Næstekærligheden rummer ikke disse modsætninger. Den gennemskuer kernen i utilfredshedens og antipatiens problem. Næstekærligheden vil og kan noget andet, der uanset samfundsordenen kommer til udtryk gennem absolut fredelige midler.
Mennesket kan ikke i længden modarbejde den samling af menneskeheden og verdensøkonomien, som vi allerede ser under hastig udvikling. Der står kræfter bag, der svarer til, som Martinus bruger som eksempel, at myren skulle kunne stille noget op mod orkanen. Som en naturlig konsekvens af en åndsvidenskabelig tankegang er det selve jordklodevæsenet, der alene styrer denne udvikling i sin organisme, der for os fremstår som statslige og globale forhold. Jordklodevæsenet tiltrækker / giver inkarnationsmuligheder for de mennesketyper, der i dag befolker kloden. Vi jordmennesker er i den sammenhæng vigtige celler, der gennem udvikling skal bringes på højde med klodevæsenets udvikling.
Når Martinus oplister en lang række punkter, der må gennemføres, for at samlingen af menneskeheden i en verdensstat kan blive en realitet, da er det ikke af partiskhed (LB 1 stk. 117). Det er ikke tænkt som et partiprogram. Det er logisk nødvendige tiltag, hvis vi vil have et retfærdigt, langtidsholdbart, fredeligt verdenssamfund. Det er tiltag, som efterhånden et stort flertal vil finde selvfølgelige. Tiltag som er en logisk og kærlig konsekvens af de mål, man tilstræber, og som er i samklang med det i virkeligheden uundgåelige – alle nationers samling under én samlet verdensregering. Verden vil således samles af mennesker, der i deres indre er enige. Et indre der allerede bærer skinnet fra "himmeriges rige". Ikke som en tro, men som en personlig erkendelse. Det må være mennesker, der er ude af stand til at skabe ufred. Mærker de, at et tiltag skaber den mindste smule ufred og utilfredshed, der ikke med fredelige midler kan bringes forståelse for, ved de, at tiden endnu ikke er moden. Eller at Forsynet vil noget andet og bedre.
Note
1. Omtalt i jødisk apokalyptik samt NT Åb.20,1-6.
Læs evt. LB 6 stk. 2032. LB 1 stk. 117.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige