Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Kun mennesket lider så forfærdelige kvaler, at det har måttet opfinde latteren"

Det er måske Nietzsches velkendte, mindre optimistiske livs- og menneskesyn, der afspejler sig i ovennævnte citat, men ikke desto mindre har han her en pointe, set fra Martinus' kosmiske analyser. Latteren er nemlig resultatet af en følelsesudvikling hos dyret i jordmenneskets skikkelse, og denne følelsesudvikling er igen et resultat af alle de kvaler og lidelser, individet gennemgår i sin udvikling fra dyr til menneske. Lidelsens og kvalernes vej er derfor i det kosmiske perspektiv vejen til den forløsende og forsonende latter.

Allerede hos planterne kan vi se, at der er fornemmelse, eller – i plantens tilfælde – rettere en anelse af behag og ubehag, som er drivkraften bag udviklingen. Planten søger jo instinktivt eller automatisk den mest fordelagtige vinkel i forhold til sollyset, ligesom den også på forskellige måder søger at beskytte sig mod de kræfter, der kan nedbryde og ødelægge dens fysiske tilværelse. Visse blomster har fx udviklet evnen til at lukke sine blomsterblade til beskyttelse mod nattens kulde, medens andre beskytter sig mod glubske medvæsener i dyreriget ved hjælp af skarpe torne eller brændende hår m.m.

Hos dyret fortsætter dette i form af den såkaldte "kamp for tilværelsen", hvis betydning jo er kampen for at modstå og overvinde de kræfter, der for dyrets livsoplevelse er af nedbrydende natur.

"Ligesom reaktionerne af tyngdelegemets sammenspil med den ydre tyngdeenergi er identisk med behag og ubehag eller velvære og smerte på tyngdeplanet, således er reaktionerne af følelseslegemsfosterets sammenspil med den ydre følelsesenergi identisk med behag og ubehag eller velvære og smerte på følelsesplanet; men her fremtræder velvære og smerte henholdsvis som identisk med det, vi kalder "glæde" og "sorg". Det fremskredne væsen i dyreriget kan foruden på tyngdeplanet eller det fysiske plan således også opleve velvære og smerte på følelsesplanet. Men da følelsesplanet jo ikke er et fysisk, men et åndeligt plan, vil dette altså sige, at sorg og glæde i virkeligheden er af åndelig natur. Og vi ser atter her, hvorledes jordmenneskets daglige tilværelse i stor udstrækning foregår i den åndelige verden. Men alt eftersom individet får evne til at opleve fornemmelser på selve følelsesplanet, får det også evne til at manifestere disse igen. Det får således evne til bevidst at kunne skabe sorg og glæde for medvæsenerne."¹

Hos os jordmennesker er oplevelsen af behag og ubehag altså ikke kun knyttet til den fysiske organisme og nuet. Vi kan jo eksempelvis også opleve behag og ubehag i det "åndelige rum", som Martinus kalder tiden. Mindet om oplevede ting og hændelser for længe siden kan stadig vække behag eller ubehag i os i form af glæde eller sorg, kan fremkalde både latter og tårer, ligesom vore mere eller mindre spekulative forestillinger om fremtiden kan skabe effekter af samme art i vort indre. Eller, som forfatteren Mark Twain en gang udtrykte det: "Jeg har været med til megen elendighed i min liv, og mindst halvdelen har fundet sted".

Latter signalerer blandt andet glæde, legesyge, fællesskab med andre og markerer desuden velvilje og ufarlighed. Latter er et signal til artsfæller om velbefindende og livslyst, hvilket er grundlæggende for socialt samvær.

Der sker noget magisk, når mennesker forenes i en sådan spontan og ægte god latter. Grænser og distance forsvinder, og i denne lystfyldte forening findes også et ekstatisk indslag/øjeblik, ligesom i den lystfyldte seksuelle forening eller sammensmeltning, hvilket viser, at begge disse former for forening er udtryk for det, Martinus kalder "den højeste ild", som han definerer som evnen til at opleve behag.

Og den menneskelige evne til at lokke til latter, som vi kalder humor – ikke mindst evnen til at se på sig selv med en vis humoristisk distance – skaber næsten altid varme og åbninger i samværet med andre, selv med dem, som man måske ikke ellers er på bølgelængde med. Humor kan med andre ord fungere som en "katalysator", der udløser nye reaktioner og forbindelser i mentalitetens "kosmiske kemi". Her findes også et interessant "paradoks": jo større distance man har til sig selv, jo mindre bliver distancen til andre, og omvendt! Når man savner distance til sig selv, skaber man distance til andre. At have distance til sig selv er jo også det samme som at kunne "give sig selv", som man siger. Og at "give sig selv" er jo det samme som at give en gave, hvilket er det modsatte af at gøre sig lystig på andres bekostning. Det sidste er altså et udtryk for magt- eller tageprincippet (jeg tager mig retten til at gøre mig lystig på din bekostning), medens det første er et udtryk for gaveprincippet.

"Og jo mere udviklet tænkeevnen blev, desto flere og flere sådanne foreteelser blev den i stand til at skabe. Og til sidst blev der et levende dagsbevidst felt i væsenets bevidsthed, i hvilket detaljerne ikke var de oprindelige selvopholdelsesbegær, men derimod mere og mere "underholdningsbegær". Det er disse "underholdningsbegær", der efterhånden er blevet til det, vi i dag kender som "kunst" og "videnskab"."³

"Og her er vi ved den forskel, der er mellem menneske og dyr. Medens dyret i virkeligheden ikke begærer andet for sin livslyst end sin føde og ægtemage, er disse to foreteelser hos mennesket degenereret eller trængt i baggrunden i samme grad, som de ny interesser ... er blevet til dominerende livslyst og dermed til selvopholdelsesdrift hos individet."⁴

Latter og humor giver os altså en mere og mere livsnødvendig åndelig næring på det nuværende stadie af vor lange udviklingsrejse. Martinus har beskrevet latteren som solskin, dvs. livskraft, for vort mikrokosmos. En livskraft som for vore mikrovæsener altså er af makrokosmisk format. I bogen Bisættelse, kapitel 43, beskriver han også, hvordan vore tanker "magnetiserer" vort blod og – afhængigt af tankernes art – oplader det med enten "livskraft" eller "dødskraft", og blodet føres jo via blodomløbet rundt i alle kroppens organer og celler, så her findes altså den dybeste årsag til organismens sundhed og sygdom. Der findes mennesker, der hævder, at de har grinet sig raske fra livstruende kræftsygdomme blot ved at fylde deres dage med at kigge på morsomme videofilm. Og da der findes videnskabelige undersøgelser, som viser, at børn dagligt ler gennemsnitligt tre gange så ofte som voksne⁵, findes der her måske også en del af hemmeligheden bag Jesu ord "hvis I ikke omvender jer og bliver som børn, kommer I aldrig ind i himmeriget".⁶ At le sig ind i himmeriget er jo under alle omstændigheder en mindre kedelig metode end de fleste andre, som er prøvet gennem menneskehedens historie... Jeg har hørt, at en af Martinus' nære venner og medarbejdere en gang læste en avisnotits for Martinus om en mand, om hvem man påstod, at han havde grinet sig til døde (han kunne helt enkelt ikke holde op med at grine), og Martinus menes at have kommenteret det med at sige, at det var den bedste måde at gøre sin entré på til det åndelige plan...

"Ligeledes finder vi også her på det åndelige plan hjemstedet for al genial humor", skriver Martinus.⁷ Herfra inspireres fx skaberne af sjove tegnefilm og andre jordiske humoristiske begavelser.

Vi kan nok konstatere, at i det mindste tre grundenergilegemer her spiller en vigtig rolle. Ved intelligenslegements hjælp analyserer vi automatisk det, vi ser. At analysere indebærer, at man mobiliserer sit erfaringsmateriale. Og det er erfaringsmaterialet, der afgør, om vi genkender det sete. Og det er genkendelsen, der afgør, om vi kan forstå det, vi ser. Heraf fremgår også hukommelseslegemets rolle i processen, idet det er med dets hjælp, intelligensen automatisk kan "skanne" erfaringsmaterialet.

På disse billeder kan vi både genkende og ikke genkende situationen, og er det ikke netop det, der er den humoristiske pointe? Et billede, der viser noget, vi overhovedet ikke kan genkende eller relatere til i vort erfaringsmateriale, fremkalder ingen latter, og det gør et billede heller ikke, hvor alt er velkendt og normalt. Den humoristiske effekt eller pointen opstår altså derimod som et resultat af kontrastforholdet mellem noget, vi genkender, og noget vi ikke genkender. Altså, noget velkendt og "normalt" som pludselig dukker op i en uventet og "unormal" sammenhæng. Hver for sig lokker et køkkenbord og en udenbords motor ikke til latter, men når de sættes sammen på den måde, dette billede viser, overrumples vi let af en latterimpuls. Sommetider kan blot en speciel kameravinkel forårsage denne "unormale" eller overrumplende sammenhæng, som på billedet af manden, der iført kasket ser ud til at sidde inde i en krukke (i virkeligheden sidder han jo bag den). Den overraskende effekt, som denne uventede sammenhæng indebærer, fremkalder altså spontant den behagsreaktion, vi kalder latter. Og denne reaktion kan vi, ligesom alle oplevelser af behag og ubehag, tilskrive vort åndelige følelseslegeme.

Så latterens udløsning er altså et resultat af et samspil mellem intelligens, hukommelse og følelse. I en såkaldt "hånfuld latter" (at le på en andens bekostning) spiller jo også tyngdeenergien – ofte assisteret af instinktenergien – en afgørende rolle.

Den opmærksomme læser savner måske intuitionens rolle i denne analyse, og det beror naturligvis på, at den er den mest vanskelige at fange i denne sammenhæng, men spørgsmålet er, om ikke dette at kunne se eller fatte den humoristiske pointe også er udtryk for et lille intuitivt glimt? En sådan pointe er jo egentlig det samme som et "facit", og al "facit-syn" er ifølge Martinus et udslag af intuitionens begyndende virkninger i vor bevidsthed. Og hvis intuitionen måske ikke altid gør sig mærkbart gældende i den leendes bevidsthed, så gør den det nok oftere i inspirationen hos den geniale komiker eller humorist, for hvem det lykkes at fremkaldte latteren...

Den store russiske forfatter og menneskekender Fjodor Dostojevskij får det sidste ord:

Et menneskes glæde er det træk, der helt og holdent afslører det. En del karaktertræk kan vi længe ikke få kendskab til, men hvis personen kommer til at le helt åbenhjertigt, fremstår hele hans karakter med det samme som i en åben bog. Kun et menneske med den allerhøjeste og mest vellykkede udvikling kan glæde sig på en måde, der meddeler sig til andre, dvs. uimodståeligt og godhjertet... Derfor, hvis vi vil undersøge et menneske og finde frem til dets sjæl, skal vi ikke studere, hvordan det tier eller taler, eller hvordan det græder eller ikke engang, hvordan det gribes af de ædleste ideer, men snarere være opmærksom på det, når det ler. Har det en god latter, er det et godt menneske.⁸