Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At camouflere sig knyttes på vidt forskellige måder primært til den del af livets kredsløb, vi kalder dyreriget. Det gælder således også i den del af dyreriget, hvor vi som ufærdige mennesker befinder os. Det gennemtrænger hele det tilværelsesafsnit, hvor vores sansning i overvejende grad kun er i stand til at aflæse den fysiske form, altså vores fysiske kroppe og vores adfærd. Det skal dog lige bemærkes, at der i en del af planteriget også finder en udstrakt camouflage sted. Eksempelvis foregiver visse planteformer at være delikate spisekamre for f.eks. insekter, der bliver lokket med søde dufte og iøjefaldende farvepragt, hvorefter det viser sig, at de er gået i en dødsfælde. Planten er nemlig ved at udvikle dyriske organer, i dette tilfælde fordøjelsesorganer, der i sin meget tidlige udvikling er tragten på blomsten med velduftende "føde", hvor insekterne ender deres dage på jorden. Der eksisterer utallige eksempler på camouflageprincippet både hos planter, dyr og mennesker. Camouflage er i plante- og det egentlige dyrerige en ren instinktfunktion uden nogen bevidst tankefunktion overhovedet.

Fra det egentlige dyrerige kender vi jo alle de forskellige dyrearter, der er nødt til at beskytte sig, da de er yndede fødedyr for de stærkere dyr. Dyreriget er der, hvor "det dræbende princip" er en lovmæssighed, hvilket vil sige, at det er det bærende grundlag for tilværelsen. Mange insekter og krybdyr er specialister i at camouflere sig. Harmløse fluer har striber som hvepse og bier, sommerfugle har farver og tegninger, som gør, at de næsten går i ét med de omgivelser, de trives i, og kamæleonen kan helt suverænt skifte farve efter, hvor den befinder sig – eller for at imponere en artsfælle. Mange fugles fjerdragt falder fuldstændig i ét med omgivelserne således, at de næsten er umulige at få øje på. En nødvendighed i den periode, hvor de ligger på æg. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg på en fjeldtur i Norge ikke kunne få øje på en lille, undseelig, gråbrun fugl, der skræmt trykkede sig ned mod fjeldet. Den lå på rede kun 50 cm borte, men var næsten umulig at skelne fra omgivelserne. Andre fugle har udviklet evnen til at puste sig op og dermed foregive nærmest dobbelt størrelse og en påtaget faretruende adfærd. Camouflage er for dyrenes vedkommende et spørgsmål om liv og død. Mange arter har dog slet ikke brug for denne camouflage til beskyttelse, idet de enten i størrelse, muskelkraft eller drabsevne er i stand til at tage vare på sig selv og nærmest ingen fjender har. Camouflage er hos dyrene en iboende evne, der understreger, hvilke fantastiske skabelser, dyrenes organismer er. Camouflage optræder dog oftest som den svages "beskytter".
 

For os, som ikke færdige mennesker, anvendes camouflage på præcis samme vis, hvilket generelt vil sige, at det skal tjene til enten at dække over vores virkelige hensigt og natur eller beskytte os mod overgreb. I utallige situationer skjuler vi vores sande væsen eller hensigt for omgivelserne. Det kan der være mange grunde til, f.eks. ikke at ville "bekende kulør" af frygt for at blive udnyttet, eller når man "syder" indvendigt, men bekæmper det med et anstrengt smil, fordi man synes, det er lidt pinligt at være så "primitiv". I vores tilværelse kan vi i mange tilfælde ikke se om bag "facaden", da vores sansebegavelse kun rækker til oplevelsen af det "tunge og tætte stof", vi fysisk set er skabt af. Vi kan simpelthen ikke altid "læse" eller fornemme et "bedrag" fra vores medvæsener, medmindre vi har udviklet evnen til at gennemskue de pågældendes kropssprog. Psykologien er et af de redskaber, hvormed man kan udæske menneskers bevæggrunde for deres handlinger. Ofte er disse bevæggrunde ukendte for mennesket selv, men regulær "camouflage" anvendes dog ofte helt bevidst. I mange tilfælde har vi delvis udviklet evnen til at kunne aflæse mimik, tonefald eller kropssprog, som afslører vedkommendes rette hensigt, og nogle mennesker har udviklet det, vi populært kalder "en stærk intuitiv fornemmelse". Vi har for ganske nylig set mange eksempler på, hvordan stribevis af såkaldte forretningsfolk verden over har "fuppet" alt og alle til at investere eller yde kolossale lån til forretningsforetagender, der var "sminkede lig". De pågældende har i stedet brugt midlerne til, mildest talt, ekstravagant levevis. Veltalende, intelligente og til tider psykopatiske personer har forblændet banker, kreditforeninger og investorer, og ved hjælp af dyre habitter, eksklusive biler, forfalskede dokumenter, veludviklede talegaver og anden "camouflage" har de "lagt lokkemad ud" og skabt forventninger om store profitter. Generelt set kan man sige, at "camouflageprincippet" i de nævnte tilfælde tjener til at skaffe sig fordele, som man ikke ville kunne få, hvis man viste sine sande hensigter. I disse tilfælde er "camouflageprincippet" så at sige "afsporet" fra sin "livsnødvendige" funktion, sådan som den fremtræder i det egentlige dyrerige. Det siger sig selv, at de pågældende mennesker enten slet ikke kender til eksistensen af karmaloven eller i bedste fald håber på at trække et "frinummer". "Frinumre" eksisterer dog ikke. Det ville gøre selve tilværelsen til en umulighed, idet "kredsløbsprincippet" er fuldkommen integreret i "årsag og virkningsprincippet" og således udgør et af den evige tilværelses grundprincipper. Disse principper eksisterer slet ikke "uden for" de levende væsener, men er en totalt integreret del af livet og det levende væsens struktur. At have charme, karisma og andre "gode sociale begavelser" kan være både en gave og en forbandelse, afhængig af den pågældendes moral. Det afgørende er, om de bruges i egoismens eller altruismens tjeneste.
 

Der eksisterer dog undtagelser, der kan kategoriseres som værende af samme beskyttelsesforanstaltende funktion som hos dyrene. I nogle tilfælde vil mennesker føle sig tilskyndede til at skjule deres sande identitet. Det kan være, de er vældig følsomme og forfinede, noget som undertiden kan få konsekvenser, når man indgår i sociale sammenhænge med grupperinger eller "flokke", der vil opfatte det som en svaghed og udsætte "den svage" for systematisk mobning. Disse følsomme væsener kaldes ofte nedsættende for "pjok" og "tøsedrenge" eller "oversensible kvindfolk", men i realiteten burde de hædres for deres følsomme natur. Mobning kan være særlig udtalt hos børn og unge, der stadig i deres repetitioner indtil det tredivte år ligger under for trangen til at søge beskyttelse i flokkens "trygge fællesskab", men mobning er dog på ingen måde nogen sjældenhed i voksenlivet, f.eks. på arbejdspladserne, hvor det ofte kaldes for "harmløs jargon, der ikke er ondt ment".

Man kan glædes over, at verden trods alt har åbnet sig så meget i forhold til accepten af mennesker, der på den ene eller anden måde er "anderledes" og dermed beriger mangfoldigheden i vores kultur.

Et af de områder, det kan være temmelig risikabelt at udtale sig åbent om, i alle tilfælde inden for visse kulturer, er den seksuelle orientering. I en del kulturer er det ligefrem forbudt at være den, man nu engang er, seksuelt set, så her lever homoseksuelle i fare og frygt for at blive afsløret og straffet. Man kan i vor tid opleve, at bander af unge ligefrem har gjort det til deres "hobby" at opsøge og gennembanke de homoseksuelle, den såkaldte "hate crime", og på denne måde afsløre deres totale uvidenhed om et af tilværelsens bærende principper, – "den seksuelle polforvandling". Her må man stadig i nogen udstrækning benytte sig af "camouflageprincippet" og "hyle med de ulve, man er iblandt".

En nylig undersøgelse i Danmark viser, at hver fjerde person finder det "ulækkert" at overvære homoseksuelles kærtegn, f.eks. et kys, hvorimod man finder det helt naturligt og romantisk, at overvejende enpolede heteroseksuelle mennesker kæler og kysser offentligt. At tage afstand fra "de anderledes" er et "nedarvet anlæg" fra dyreriget. Martinus skriver i DEV bind 3, stk. 33.20: Hvorfor er menneskene så onde ved dobbeltpolede væsener? – Denne menneskenes ondskab eller antipati mod dobbeltpolede væsener skyldes udelukkende den uvidenhed, der også er årsag til al anden ondskab, forfølgelse, vrede og had. Da de pågældende mennesker ikke har nogen særlig viden eller forstand med hensyn til det dobbeltpolede sympatiske anlæg, kan de kun opfatte dobbeltpolede mennesker som abnorme. Og her over for virker deres dyriske instinkt, som de endnu ikke er vokset helt fra.

Martinus omtaler ligeledes, hvordan vores "gavekultur" i vid udstrækning har et camoufleret eller skjult motiv i form at et ønske om en genydelse. Der kan opstå en skuffelse, hvis man har ydet en tjeneste eller givet en gave og ikke får den forventede genydelse. Ofte er det sådan, at der ikke er en bevidst forventning om en "tilbagebetaling" hos den pågældende, der yder en tjeneste eller giver en gave, men hvis der efterfølgende opstår en skuffelse eller irritation over den manglende genydelse, så ved man, at der må have været en ubevidst forventning. "Sand gavekultur" er, siger Martinus, at give uden nogen som helst forventninger af nogen art andet end glæden ved at give. Man hører således også ofte om det, der populært kaldes "at smøre" i forretningslivet eller det offentlige system. Det kunne umiddelbart se ud som "gaver" eller uselviske ydelser, men i virkeligheden er det en camoufleret, uudsagt aftale om en genydelse i form af ordreaftaler m.m.

Martinus skriver i småbog 12 Gavekultur kap.1: I den daglige tilværelse er der næppe noget, der er mere misbrugt end udtrykket "gaver". Det er nemlig således, at det, man i daglig tale kalder "gaver" eller "at give", i virkeligheden slet ikke er "gaver" eller retmæssigt kan henhøre under princippet "at give", men derimod kun udgør camouflage for køb og salg af tilfredsstillelse af egoistiske begær. Ja, denne camouflage kan endog være så effektiv og vanemæssigt tilrettelagt af sit ophavs egen underbevidsthed, at samme ophav undertiden slet ikke dagsbevidst aner situationens virkelige analyse, når det i det eller det tilfælde er i færd med at "yde" den eller dette noget, og således i første instans i god tro mener sig i færd med "at give".

Samme adfærd ligger så dybt i vores psykiske struktur, at den også gør sig gældende i vores almindelige samvær med andre mennesker. Hvis man er "sød og rar" over for andre mennesker, kan man blive frygtelig såret, hvis man ikke får samme behandling tilbage. Denne indre reaktion og martyrfølelse kunne være, "det har jeg ikke fortjent, jeg taler da altid pænt til andre mennesker". Hvis man ikke kender til skæbneloven, kan man da også undre sig over at modtage noget, som man bestemt og efter sin bedste overbevisning ikke mener, man selv har "sendt ud", skønt et gammelt mundheld siger, "som du kalder i skoven, får du svar".
 

Hvis man tænker på Martinus' tilværelse – tvunget af den omstændighed, at han skulle leve i en fysisk verden – fremstod han "camoufleret" på den måde, at han var udstyret med en ret så almindeligt udseende fysisk jordmenneskekrop, der camouflerede hans sande åndelige udviklingstrin. Det færdige menneske i Guds billede må åndeligt set være et menneske, der ingen skjulte hensigter har og derfor heller ikke har noget behov for camouflage i nogen fordækt forstand. Et sådant næstekærligt menneske må kunne leve i fuldkommen åbenhed og dermed frihed. For os jordmennesker må dette at blive bevidste i vores hensigter og den med hensigterne forbundne camouflage derfor være en væsentlig ledetråd mod den mentale frihed og næstekærligheden.