Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus har ved flere lejligheder advaret mod brugen af kernekraft, dels skriftligt (LB stk. 2090, 2145; DEV stk. 19:6, 19:14, 21:6, 25:10, Den intellektualiserede kristendom stk. 9,28), dels mundtligt bl.a. i sin fødselsdagstale i 1979 og 1980. Ved disse lejligheder nævner han ofte begrebet livskraft og påviser tankernes rolle ved alle hændelser. I denne artikel skal hovedvægten lægges på kernekraften, og for tankernes og livskraftens vedkommende henvises til Martinus' værk Bisættelse stk. 23, 43-50, 99 og 163; LB stk. 181, 189, 224, 237, 513, 802, 1772, 2157, 2173-77, 2183, 2263, 2295, 2302-03 samt artiklen Unaturlig træthed.

Kernekraftindustrien anser sig for, i samarbejde med den materialistiske videnskab, i store træk at vide, hvad man gør i kernekraftværker, og der er i øjeblikket en stærk opinion for en yderligere udbygning. Man glemmer hurtigt! Men hvad er det, der egentligt sker i et åndeligt-videnskabeligt perspektiv?

I sin fødselsdagstale i 1979 sagde Martinus bl.a.: "Ved at anvende atomkraften er verden kommet ind på en forkert vej, som må ændres af højere kræfter. Man har sprængt atomkernen, og det skulle man ikke have gjort. Da begyndte man at sabotere jorden. – Da blev jorden faktisk "mikrosyg", altså syg i sit indre." Mange andre steder har Martinus advaret mod atomkraften; for den fortsatte udredning anbefaler jeg udover ovennævnte steder i LB også stk. 352, 431, 434, 527, 1113, 1273 samt 2341-42.

Hvorfor er kernekraften så farlig for os? Kernekraft er en del af jordklodens livskraft, som igen er et resultat af jordklodens tanker. Denne livskraft er totalt set så utroligt meget stærkere end vores. At vi på trods af dette kan inkarnere her skyldes, at livskraftfordelingen i og omkring vor planets fysiske organisme er ujævn. Fra vores synsvinkel er den kraftigste form for jordklodens livskraft fissionsprocesser. Disse processer skal anvendes til at sikre jordens temperatur, dvs. fastholde den balance mellem tyngde- og kuldeenergierne og den derved opståede spænding, som jordklodens intellektuelle energier har frembragt og frembringer (som automatfunktioner). I disse sammenhænge bruger jeg ofte ordet kuldeenergi som synonym for følelsesenergi. Kernespaltningsprocesserne er tilpasset stofskiftet i et makroindivid, som er milliarder og atter milliarder gange større end os og i tilsvarende grad kraftigere. De må derfor foregå under sådanne forhold, at denne form for jordens livskraftsudtryk ikke skader mikroindividerne, der inkarnerer på jordklodeorganismen. Jeg ser her bort fra mineralmaterie og tænker navnlig på planter og dyr.

Hvordan skal livet efter vores mening beskyttes? Først må vi indse, at tidsskalaen mellem jorden og os er meget forskellig. Vores fysiske stofskifte sker i løbet af nogle timer. Det affald, vi producerer, går normalt ind i de kredsløb, som er etableret i vort livsmiljø, nemlig biosfæren. Omsætningstiden er oftest nogle få år. Tilsvarende tal for affaldet fra fussionsprocesserne drejer sig om hundredetusinder eller millioner af år, som for jordkloden nok svarer til nogle få døgn. Det er derfor uhyre vigtigt for jordkloden og dens mikrovæsener, at sidstnævnte holdes adskilte fra fussionsprocesserne, noget som også normalt sker. Biosfæren er beskyttet mod jordens indre, hvor klodens stofskifte sker, gennem de faste sial- og simalag og den faste til plastiske mantel. Perifer magma fra mantelen, der kommer op til overfladen som vulkanudbrud, indeholder næsten ingen radioaktive substanser.

Hvad sker der, når vi starter fissioner i biosfæren? De radioaktive stoffer, vi benytter os af, er de mest energirige, dem der skaber mest affald og formentlig har de kraftigste livskraftvirkninger – vi mangler teknik til at kunne benytte de mere "normale" radioaktive grundstoffer, som virker i jordens indre. Virkningerne af disse bliver skæbnesvangre i biosfæren, det er kun et spørgsmål om tid inden katastrofen er et faktum. Ganske vist tror vi, at vi kan opbevare det radioaktive affald tilstrækkeligt længe. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre i et tidsperspektiv på millioner af år? Og den radioaktivitet, vi allerede har sendt ud, – hvor meget cancer har den ikke og kommer den ikke til at forårsage? Vi har, som jeg ser det, "gravet vor egen grav", i det mindste i et længere tidsperspektiv, og får vi ikke hjælp fra anden side til at dematerialisere affaldet (hvilket Martinus antyder), er vi i store vanskeligheder, med mindre vi selv kan lære dette. Den mindste lille energikombination fra denne form af jordens livskraft er så overordentlig stærk, at skulle den komme ind i en menneskelig organisme, ville celledelingsprocesserne accelerere og forårsage cancer.

"Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", sagde Jesus om sine bødler. Man kunne sige det samme om kernekrafttilhængerne. Ved man da ikke, hvad man gør? Vist tror man, man ved det. Materialistisk videnskab har overordentligt store kundskaber om materien og dens virkninger, noget som moderne teknik på mange måder viser. Dette på trods af, at man mangler videnskabeligt accepterede definitioner på de mest elementære begreber i tilværelsen! Jeg tænker på sådanne fundamentale fænomener som energi, materie, tid, rum og elektricitet. Når det gælder kernekraft, har man som teoretisk grundlag benyttet sig af to formler, som er banebrydende inden for al fysik: E = mc² og E = hf, hvor E betyder energi, m = masse, c = lyshastigheden, h = Plancks virkningskvantum og f = frekvensen. Man spiller altså med terning med ubekendte valører.

Hvad er det da, der sker i kernekraftværkerne, set fra en åndsvidenskabelig synsvinkel? Jordklodeindividets tanker medfører en elektrificering af dets fysiske krop. Kroppen er et resultat af tanker på C-bevidsthedsstadiet, altså automatfunktioner. Tankerne er primært "børn af begæret". Sekundært er de resultater af jegets energiers reaktioner med omverdenens energier. Jegets fokuseringspunkt i energioceanet repræsenteres af dets fysiske centrum. Her er viljeenergiernes indflydelse stærkest, hvilket resulterer i de stærkeste spændinger i balancen mellem tyngde- og kuldeenergierne. Fysisk set er dette ophav til den indre, faste jern-nikkel kerne, hvor temperaturen er over 4000 grader, og den ydre, som er flydende, med temperaturer mellem 3500 og 4000 grader. Man forstår, at der, fra en menneskelig synsvinkel, kræves et enormt kraftigt brændstof, for at disse temperaturer skal kunne vedligeholdes på langt sigt i mødet med "verdensaltets kulde".

De energikombinationer, som er blevet skabt og skabes gennem viljeenergiernes reaktion på balancen mellem tyngde- og kuldeenergierne i jordklodens indre, gør det først og fremmest muligt for jern- og nikkelindivider at inkarnere. Disses livslængde er formentlig kun brøkdele af et sekund, men takket være den etablerede energitilstand kan de inkarnere i kernen gang på gang. Også andre grundstoffer, som er mere eller mindre radioaktive, inkarnerer her og sandsynligvis også i dybere dele af mantelen. Det er sammenbrudsprocesser fra disse stoffer, der giver vor planet den nødvendige indre varmeenergi. Men konvektionsstrømme i mantelen, som fører materiale op fra dybet og derfor er radioaktivt, hvor farligt er det? Disse konvektionsstrømme bevæger sig så langsomt, at de radioaktive processer formentlig når at afsluttes, inden de når overfladen, materialistisk set. Fra en åndsvidenskabelig synsvinkel etableres forskellige energitilstande med forskellige vibrationsniveauer i forhold til centrum, hvilket giver mere eller mindre radioaktive stoffer muligheder for at inkarnere ved passende vibrationsniveauer. Vor oplevelse af konvektionsbevægelser er hovedsageligt vor registrering af hastighedsforskelle mellem forskellige energikombinationer i mantelen. Vi følger jo ikke et og samme atom fra det ene sted til det andet inden for mantelen. Vi studerer derimod energikombinationer, hvor milliarder gange milliarder gange milliarder gange milliarder af atomer eller molekyler af visse slags inkarnerer (det vi opfatter som materie). Vibrationsforskellene mellem energitilstandene giver os forestillingen om den fysiske afstand imellem dem. Når en vis energikombination på grund af stofskifteprocesser (radioaktivitet) får ændret sit vibrationsniveau og dermed ændrede inkarnationsmuligheder, opleves det som forflyttelse fra et sted til et andet, en af Martinus' såkaldte bevægelsesarter. Normalt fører kernekraftudløsningen i en vis given energikombination i første omgang til, at tyngdeenergi tilføres, balancen mellem tyngde- og kuldeenergi forskydes mod øget bevægelse og formindskede betingelser for inkarnationer af samme slags, som hidtil har inkarneret. Øget bevægelse og formindskede antal inkarnationer af den tidligere type af inkarnerede individer (formindsket densitet) opleves fysisk som øget afstand fra centrum.

Hvorfor frigøres så megen energi ved kernespaltning? Principielt kan vi sammenligne et atom med et solsystem. I dette solsystem er den dominerende mængde energi i form af frossen elektricitet, materie i fysisk betydning, bundet i kernen, solen. Vor sols masse udgør 99,5 % af hele solsystemets. Hvis denne bundne energi bliver frigjort, dvs. tyngdeenergien bliver mere eller mindre frigjort fra kuldeenergien, bliver tyngde-kuldeenergibalancen forskudt i forhold til omgivelsernes energikombinationer i retning mod eksplosion, hvilket igen fører til mere frigjort tyngdeenergi, man får en kædereaktion. Men hvor blev kuldeenergien af? Den forbinder sig straks med andre energikombinationer, hvorved nye energitilstande skabes, i hvilke nye væsener kan inkarnere. Fysisk opleves dette, som at et vist grundstof ved kernereaktioner skaber forudsætninger for, at andre grundstoffer kan inkarnere.

Hvorfra kommer den første tyngdeenergidominerede energikombination, som starter kædereaktionen? I princippet kan hver energikombination, hvor tyngdeenergien er dominerende, forskubbe balancen mellem tyngde- og kuldeenergierne i et givet stof, således at dette stof "eksploderer". For at dette skal kunne ske med kernerne, kræves tilførsel af meget store mængder tyngdeenergidomineret materie, samt at kernerne er ustabile. Væsenet bagved kernen, dets jeg, har så med sine viljeenergier skabt en tyngde-kuldeenergikombination, som er skrøbelig og sårbar over for forandringer.

Udbyttet af energi fra en kernespaltning bliver uhyre meget større end den tilførte energi, som sætter kædereaktionerne i gang. Hvorfra kommer denne energi? Ser man det fysisk, er massen af det oprindelige stof større end summen af masserne af de nydannede stoffer. En del fysisk materie er altså blevet dematerialiseret, og den i denne "frosne elektricitet" er blevet frigjort og har som kraft påvirket omgivelserne i henhold til formlen E = mc², hvor c er et meget stort tal. I materialistisk betydning dækker E efter min mening ikke den totale mængde af involveret energi.

Åndeligt set sker der følgende: Inden for en vis given energitilstand inkarnerer et stort antal atomer af en vis slags. Ved gældende forhold vil al passende energi, på væsenernes ønske, bruges på inkarnationer, og den energi, som ikke bruges til dette formål, bliver tilovers som stråleformet materie (Også i denne sker der naturligvis inkarnationer, som dog foregår i vor underliggende kosmiske oktav, utilgængelig for vore fysiske sanser). Når man så tilfører tyngdeenergidominerede energikombinationer, forskubbes balancen i den givne energikombination, og inkarnationsmulighederne ændres. Tilgængelig mængde kuldeenergi formindskes relativt set, og antallet af inkarnationer formindskes i forhold til den totale mængde energi. Ved de nyopståede energikombinationer skabes der muligheder for andre væseners inkarnation. Hvis disse har et vist vibrationsniveau eller repræsenterer et vist hastighedsbegreb, kan der ske en reaktion mellem dem og de andre inkarnerede væsener. I visse tilfælde kan reaktionen blive så voldsom, at energikombinationerne brister. Disse "visse tilfælde" kan fysisk opleves som energikombinationer i form af neutroner, som med stor hastighed reagerer i forhold til en stor ustabil kerne, hvorved denne eksploderer. Neutronens store hastighed er et resultat af, at dens vibrationsniveau forandres hurtigt på grund af, at den tiltrækker eller tilføres tyngdeenergi, som der jo er relativt meget af inden for disse energiområder. Chancen eller risikoen for, at dette skal ske, er uhyre lille under normale forhold; afstanden mellem kernerne er enorme og træfferne sjældne. I kernekraftværkerne er det lykkedes (!?) med at samle sådanne energikombinationer, i hvilke neutroner i stor mængde inkarnerer og kan reagere i forhold til store, skrøbelige kerner, hvor træfmulighederne øges dramatisk, og kædereaktioner indtræffer. Mange af de "nye" stoffer, som således skabes, er ustabile og kommer før eller senere ud i vort miljø (biosfæren), hvor de normalt ikke hører hjemme, med på sigt farlige konsekvenser.

Jeg har i min bedømmelse af kernekraften ikke nævnt alle de andre farer, såsom spredningen af kernevåben, terroristrisici, "den menneskelige faktor" i arbejdet på kernekraftværkerne, transporten af livsfarligt affald, det mest giftige der findes, spildet ved uranbrydning, griskheden som tillader fortsat drift i faldefærdige anlæg, en del forskeres hybris over at tro, at de ved, politikernes snævre tidsramme og meget andet fortiet. Men mest overraskende – her har kernekraftlobbyen virkelig haft succes – man påberåber sig miljøhensyn til fordel for kernekraft! Hvis kul, olie og gasser fra menneskets virksomheder forårsager filipenser og hudorme i jordklodeorganismens hud (biosfæren), så indebærer kernekraftaffaldet hudcancer. Martinus har i sine analyser givet os grundlag for at bedømme kernekraftens farlighed. Ud fra min evne til at forstå analyserne, hvilket er kortfattet beskrevet her ovenfor, er det overordentlig uansvarligt at anvende kernekraft. Det er, som jeg ser det, en af de største fejltagelser nogensinde, men i kosmisk perspektiv nødvendigt for vor udvikling gennem ragnarok til rigtige mennesker. Det indebærer naturligvis ikke, at vi skal fortsætte med kernekraft, vi har allerede nu tilstrækkeligt med erfaringer om dette vanvid til at forstå, at vi må stoppe omgående.