Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hvis dette verdensbillede var sandt, var der ingen fri vilje!"

Sådan lyder en kritisk kommentar til Martinus' verdensbillede, og det er ikke svært at forstå, for her møder du en lov, der som en jernnæve dirigerer og disciplinerer din frie vilje. Takket være denne lov, som jeg vil komme tilbage til om et øjeblik, er det ikke sikkert, du vil det samme i dag, som du ville i går.

Har du så en fri vilje? – Lad os undersøge dette spørgsmål nærmere!

I 1600-tallet fremlagde filosoffen Spinoza et verdensbillede, der ligesom Martinus' verdensbillede var et evigt verdensbillede. Og det er interessant, for Spinoza blev nemlig udsat for en kritik, man lige så godt kunne have rettet mod Martinus. – "Hvor er Guds frie vilje henne", spurgte man, "når han må underkaste sig nogle love, han ikke selv har skabt?" – Her må vi huske på, at evige love aldrig er blevet skabt. Derfor mente man, at Spinozas gud ikke kunne være en "rigtig" gud, altså en almægtig Gud, når han var nødt til at rette sig efter nogle love, han ikke selv havde skabt.

Spinoza svarede, at selvfølgelig var hans gud en almægtig Gud, for hvorfor skulle Gud gøre noget, der var mod hans egen vilje? En vilje, som netop kom til udtryk i de evige love? Tilsvarende kunne Martinus have sagt, at Guds natur er kærlighed, og når de evige love også er kærlige, så er der ikke nogen problemer med Guds frie vilje.

For både Spinoza og Martinus var viljen ikke det primære, det var ikke den, det i første række kom an på. "Vi kan gøre, hvad vi vil", sagde Spinoza, "men vi kan ikke ville, hvad vi vil." Hvorfor ikke? – Det forklarede Martinus med en metafor. Han sagde, at "viljen er det rat, vi styrer med, men kursen sætter vi efter vores kompas." Og med kompasset mente han den opfattelse af verden og tilværelsen, vi nu engang har. (se dette tillempede citat i småbog 10-1, kap. 10)

Lad os nu sætte ord på den "jernnæve", jeg nævnte i begyndelsen. Martinus formulerer den således: "Men ligesom man ikke kan udrydde ukrudt ved at så det, kan man heller ikke skabe lykke ved at så ulykke, avle frihed ved at så undertykkelse. Efter enhver sæd kommer der en høst" (se småbog 15-3, kap. 7). Det er altså "sæden" af denne "høst", der får os til at ville noget andet i dag, end vi måske ville i går. "Af skade bliver man klog", hedder det jo også.

Denne lov med "sæd" og "høst" kaldes også skæbne- eller karmaloven, og den er kendt i vide kredse. Den indiske filosof Swami Vivekananda havde også en god formulering. Han sagde: "Karma er den evige bekræftelse af menneskelig frihed … Vores tanker, vores ord og handlinger er trådene i det net, vi hyller os selv ind i."