Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Moral eller samvittighed er et besynderligt og tankevækkende naturfænomen. Hvordan kan et dyr som mennesket udvikle evner, der bringer det i konflikt med sin dyriske natur? Hvorfor skal vi plages med evnen til at kunne reflektere over det, vi føler, tænker og gør? Hvorfor kan vi ikke bare få lov til at leve ureflekteret? Hvor ville livet dog være meget nemmere! Hvad vi dog ikke ville vide at værdsætte, da vi ikke ville være i stand til at reflektere over det! Blandt meget andet i livet ville der ikke være noget, der hed religion, filosofi, psykologi eller åndsvidenskab – ja videnskab i det hele taget – hvis ikke vi som mennesker havde denne fantastiske evne til at reflektere og kigge indad.

Vi må konstatere, at der er "noget i os", der kan "svæve" over ånden og stoffet og derfra beskue og bedømme egne følelser, tanker og handlinger – det finder jeg godt og det finder jeg ondt. "Noget" der derfor ikke selv kan være følelser og tanker endsige handlinger. For mig et af de klare "beviser" på jegets reelle eksistens og tillige et indre "bevis" på, at samme jeg er knyttet til evner, der gør, at jeg / jeget kan skabe tanker og følelser og ligeledes opleve tanker og følelser.

At vi kan tale om moral, at vi overhovedet har et ord for denne særlige egenskab, bygger på en fælles erkendelse. Du har evnen til moralsk sondring! Jeg har evnen! Vi må også konstatere, at der ikke er fuld enighed om, hvad der skal regnes for god og dårlig moral, godt eller ondt, behag eller ubehag.

"Da hele verdensaltet opretholdes i kraft af evige love, der igen betinger årsag og virkning, og hvis yderste konsekvenser igen vil afføde behag eller ubehag, hvilket igen vil sige det samme som, at ingen som helst form for manifestation kan eksistere uden at være identisk med enten det udløsende moment for behag eller det udløsende moment for ubehag, vil denne jordens nuværende moralske misere med tilsvarende lidelsesudbrud i virkeligheden kun udgøre et spørgsmål om årsag og virkning." (Livets Bog, bind 1, stk. 31.)

Et menneskes moral er således, åndsvidenskabeligt set, alene knyttet til samme menneskes erfaringsdannelse, ikke mindst lidelseserfaringerne. Martinus skriver også om "den mørke og den lyse udstrålings epoker". Engang lød moralen "øje for øje, tand for tand", og den er i praksis stadig alment gældende, selvom moral inspirationen i 2000 år har heddet tilgivelse. Vi ser, hvordan psykisk stærke kræfter i os gør mørke gengældstanker mere naturlige end lyse tilgivelsestanker. Interessant i sig selv at konstatere, at vi ved, at gengælden repræsenterer noget mørkt og tilgivelsen noget lyst – så måske står det slet ikke så galt til med moralens udvikling.

Martinus skriver tillige om moral, at det er noget, der indvirker i vores liv, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Dertil sammenligninger han videnskab og moral og skriver, at i princippet er det det samme (Livets Bog, bind 2, stk. 444). Videnskaben handler om at gøre mennesket bevidst i den hensigtsmæssige brug af de fysiske kemiske stoffer. Moral handler om at lære at gøre hensigtsmæssigt brug af de kosmisk kemiske stoffer. At beherske tankeklimaer i en sådan grad, at resultatet altid bliver "det behagelige gode" for ens næste og dermed også for en selv. Af de to, videnskab og moral, er moralen den ældste og evigt fortsættende, skriver Martinus. Moral er i sin fuldkomne form næsten identisk med og en absolut forudsætning for næstekærligheden. Det færdige menneske i Guds billede kalder Martinus et moralsk geni.

Hvad er din moralske stillingtagen til følgende historie?:

"Julie og Mark er søster og bror. En aften overvejede de, om det ikke kunne være dejligt at prøve at "gå i seng sammen". Julie tog straks en pille, og for at være helt sikre benyttede Mark også kondom. Begge fandt, at det var en berigende oplevelse. De holdt det hemmeligt og følte derved, at de var kommet hinanden endnu nærmere."

Psykologen Jonathan Haidt fra Virginia University bad en række forsøgspersoner om at tage moralsk stilling til denne historie. Næsten alle syntes, det var forkert, hvad Julie og Mark havde gjort. Haidt bad dem begrunde deres stillingtagen. Hvorfor er det forkert, når de nu begge syntes, det var dejligt? Det generelle svar var: "Jeg ved det ikke, jeg kan ikke forklare det, jeg ved bare, at det er forkert!"

"Jeg ved bare, at det er forkert!" Denne "ikke begrundelse" var som sød musik i forsøgslederens øren. Hvad er moral egentlig, når det kommer til stykket? Hvem eller hvad i os afgør, hvad der er umoralsk. I hvilket omfang er det ubevidste instinkt- og følelsesreaktioner, som vi ikke kan gennemskue, hvorfor vi heller ikke kan begrunde vores moralske stillingtagen?

Historien kunne næsten lige så godt have handlet om Peter og Jens, der havde stærke følelser for hinanden, eller Helene og Birgitte. Indtil 1933 var homoseksualitet strafbart i Danmark, og i årtier efter blev det af mange anset for umoralsk, og vel næppe nogen kunne begrunde det. Moral er under forandring og omskabelse som alt andet i tilværelsen. Nogle kalder denne forandring for moralens forfald. Det skal her indskydes, at samleje mellem en bror og en søster i dagens Danmark kan straffes med op til 2 års fængsel. Selv samleje mellem halvsøskende er strafbart.

Men hov! Behøver moral at kunne begrundes? Er moral ikke netop kendetegnet ved at være en slags ophøjede "sandheder", der ikke behøver begrundelse. Udover måske at "begrundelsen" står skrevet i en hellig bog. Behøver man at kunne begrunde, at man ikke vil være soldat, for man føler, at det er forkert at slå mennesker ihjel? Masser af soldater ser jo ud til at kunne slippe godt fra at slå andre mennesker ihjel, så hvad bygger begrundelsen på udover følelser? Jeg spiser ikke kød! Jeg føler, det er forkert! Man kan måske komme med masser af gode begrundelser, men først som sidst er det en følelse, og uden denne følelse er forklaringen nærmest meningsløs. Af samme grund er det formentlig svært at blive vegetarianer uden denne følelse. Begrundelser om dyrenes lidelse og f.eks. det unødige ressourceforbrug ved "kødproduktion" vil ofte falde på stengrund der, hvor der ikke er en følelsesmæssig klangbund.

Følelser kan være både stærke og ubalancerede – ja decideret livsfarlige – og dermed meget afgørende for moralen. Følelsen af afsky og frygt er to grundlæggende menneskelige tankeklimaer. Hvad med afsky eller frygt ved tanken om at skulle dræbe et andet menneske eller "bare" et dyr! Eller det følelsesmæssigt mere fredelige udsagn – "det kan jeg ikke få mig selv til!". Hvem er det i øvrigt, der ikke kan få sig selv til det ene eller det andet? Er det jeget, der spørger til sine følelser, og fra disse følelser kommer svaret, "det kan du ikke!" "Det har du ikke længere en fri vilje til at vælge at gøre!"

Alt tyder på, at mennesker, der finder f.eks. homoseksualitet umoralsk, kan føle afsky eller måske ligefrem frygt for homoseksuelle. Jamen hvordan kommer vi da videre med moralen, hvis det kun handler om følelser mod det ene eller det andet og i værste fald afsky eller frygt?

Åndsvidenskabeligt set er det sådan, at ligesom "noget i naturen" har udviklet forudsætningerne for moral, sådan arbejder "noget i naturen" også på at intellektualisere denne moral. Moral skal ikke vedblive med at være noget, der alene er baseret på instinkter og primitive følelser, hvad den disciplin, der hedder "etikken", er et godt eksempel på. Etikken er bl.a. defineret som "begrundelse for moralen".

Moralen skal løftes ind i intellektualitetens lys ligesom alt andet i livet, vi er blevet mere eller mindre vågne dagsbevidste om. Følelseslivet skal intellektualiseres, og bliver det nærmest automatisk. Der, hvor der er høstet mange lidelser, vil der også efterhånden opstå en hunger efter at uddrage generelle erfaringer af disse oftest ubevidste lidelser. Det er lidelseserfaringerne, der hen gennem udviklingen gør os humane. Vi handler humant på stadig flere områder uden at vide hvorfor. Måske begrunder vi det med vores tro. Og tro kan give vældig styrke til de humane evner, men netop kun der, hvor de humane evner med baggrund i lidelseserfaringer allerede er bygget ind i os. Disse humane evner findes på lige så mange udviklingstrin, som der findes mennesker, men alle har vi retning mod mere humanisme. Moral er således absolut ingen garanti for humanisme. Moral kan så udpræget have rod i dyrerigets normer, herunder i flokmentaliteten, og kan være bevidst og nærmest rendyrket som i nazismen – umoral ophøjet til moral. Begrebet "moral" dækker således en skala fra dyrerigets ubevidste moral/floknormer over til "det færdigudviklede menneskes" bevidste moralske genistadie.

Det er genetisk set absolut ikke nogen god ide, at en broder og en søster parrer sig og får børn. Den "moral" gælder i dyreriget, hvor kemi og lugtesans bakket op af instinkter normalt sikrer, at det ikke sker. Det ligger stadig dybt forankret i vores overbevidsthed og er dermed også indbygget i vores hjerne, at indavl dur ikke, søskende må ikke og skal ikke parre sig. "Moralen" bliver derfor styret af instinkter og uintellektualiseret følelse: "Jeg ved det ikke, jeg kan ikke forklare det, jeg ved bare, at det er forkert". Lægges fokus på, at Julie og Mark havde en god oplevelse. At de havde gjort alt for at sikre, at der ikke kom børn ud af det, da kan instinktmoralen blive blødt op af evnen til human refleksion. Hvad skulle der i grunden være forkert i det?

Moralen skal lede os til næstekærligheden. For Martinus var alt, hvad han foretog sig, bygget på moralske overvejelser. Martinus' moralbegreb kan oversættes til fuldkommen viden om konsekvensen af ethvert valg og enhver handling. Derfor bliver næsten alt et spørgsmål om moral. Hvad ville Kristus have gjort i denne situation? Hvad er Guds/Forsynets vilje i denne sag? Kan det på kort eller lang sigt føre noget ondt eller ubehageligt med sig for min næste, at jeg tager denne beslutning. Vil mine beslutninger og handlinger udelukkende bliver et gode – måske endda bliver til velsignelse for alle levende væsener.

På det stadium i udviklingen, hvor vi befinder os nu, ved vi, at det ofte ikke lader sig gøre at tage beslutninger uden moralske kompromisser. Derfor taler Martinus også for, at hvis den fuldkomne handlemåde ikke kan gennemføres, da må man vælge det mindste onde. Det gælder f.eks. Martinus Instituts økonomi, der er nødt til på flere områder at samspille med nogle af de vilkår, der gælder for økonomimoral i dagens Danmark.

Set fra Martinus' udsigtspunkt er rigtig meget af det, vi jordmennesker foretager os med største selvfølge, udtryk for manglende moral. Kødspisning, rygning, alkohol indtag, ligbrænding og meget mere – ja sågar alm. jordfæstelse og blomsterplukning – er udtryk for forskellige grader af "manglende moral". Med andre ord forskellige grader af manglende lidelseserfaringer og deraf manglende evne til at gøre valg, der ikke får lidelsesfulde konsekvenser for ens næste og derfor også på sigt for en selv. Da ens næste ofte er et levende væsen i mikrokosmos, kan man forstå, at næstebegrebet er meget udvidet. Åndsvidenskabens moralbegreb går derfor ofte langt udover, hvad man i et jordmenneskesamfund kan blive enige om er god eller dårlig moral.

Mangel på moral er det også at bebrejde, dømme eller ligefrem straffe mennesker med en "dårlig moral". Moral er først som sidst et personligt anliggende. Et af den gode morals kendetegn må derfor være den humanisme, der gør, at man kan se med kærlighed på mennesker, der handler umoralsk. Fordi man kan genkende sig selv i "den umoralske næste". Her begynder moralen at smelte sammen med næstekærligheden. Her fødes et nyt grundlag for moralsk sondring. En moral frigjort fra dyrerigets instinkter, vaner og dogmer.
 

Se endvidere Søren Olsens artikel Moral i Kosmos nr. 1, 2009.