Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ca. 45 km fra Madrid ligger Valle de los Caidos – "de faldnes dal" – et monument der blev bygget mellem 1940 og 1958. På et bjerg står et kors, 150 m højt, og i bjerget er der sprængt en 262 m lang og over alteret 42 m høj basilika eller krypt.

General Franco, Spaniens diktator gennem fire årtier, bestilte bygningen som et mausoleum over sig selv og falangistpartiets grundlæggere, men også faldne fra begge sider hviler dér.

Franco-styret myrdede 200.000 modstandere efter borgerkrigen, øvede vold mod demokratiet og menneskers grundlæggende rettigheder gennem fyrre år, samarbejdede med Hitler og Mussolini og i øvrigt også med USA og England. Hertil valfarter hundredetusinder af mennesker hvert år.

Hvordan kan et menneske lade et mausoleum bygge for sig selv for milliarder af kroner, i en tid hvor folket lider den værste nød?

Vi var et selskab på rundrejse i Spanien og skulle nu besøge "Francos grav". De fleste af os reagerede stærkt og mente, at det var fuldstændig vanvittigt at hædre en diktator med et besøg. Burde mindesmærket ikke jævnes med jorden? Et menneske med det, Martinus kalder djævlebevidsthed – er det ikke en rammende betegnelse på Franco – burde vel glemmes hurtigst muligt? Hvorfor har vi stadig koncentrationslejrene og de mindesmærker over menneskers bestialitet? Er det ikke for at blive bevidste om, hvad vi mennesker kan præstere, hvis det dyriske i os får lov til at hærge frit? Ud fra den synsvinkel er det nødvendigt med mindesmærker, der får os til at huske, hvad enten det er monumenter eller koncentrationslejre, men der er farer forbundet med det. Man må altid beskrive baggrunden for mindesmærkernes eksistens som advarende eksempler! Ellers kan det gå som med udrydningslejrene. Der er højtplacerede kirkelige og politiske repræsentanter, der den dag idag benægter tilintetgørelsen. Takket være overlevende, der med lejrene som støtte kan fortælle om forholdende, ved vi, hvad der skete. Deres vidnesbyrd alene havde lettere kunnet benægtes.

I tilfældet med Francos monument lurer en anden fare. Vi så hundreder af skolebørn mellem ti og tolv år gå rundt i den "imponerende" basilika. Hvilken information om Franco og borgerkrigen har de fået inden besøget? Tror de ikke, at en mand, der har opført et så mægtigt monument, må være en betydningsfuld person, en person man må beundre? Man kan stille spørgsmålstegn ved det rigtige i, at yngre børn er på studiebesøg på et sådant sted. Kirkens stilling er blevet reduceret også i Spanien, men dens indflydelse er stadigvæk stor. At Francos grav er beliggende næsten fremme ved alteret i kirken under et lille, meget enkelt trækors med en Jesusfigur, der i størrelse ikke står i forhold til den øvrige indretning, vakte tanker og følelser hos os. Her hviler den store diktator, omgivet af den mest pragtfulde kunst, under den lidende kærligheds symbol! Jesus behøves overalt, hans kærlighedsbudskab er vigtigere end nogensinde. Jesus, der tilgiver selv de værste forbrydere.

Kan vi og specielt de millioner af spaniere, der har fået deres nuværende liv ødelagte af Franco, tilgive ham? For de fleste er det svært, næsten umuligt, hvis man ikke forstår, at Franco, ligesom andre hensynsløse undertrykkere, er Guddommens redskab til at udløse nødvendige karmabølger. Det er nok også nødvendigt at man har den viden, at ingen i kosmisk forstand kan gøre eller lide uret – en viden, der i prøvelsens stund kan synes urimelig. Fra den synsvinkel fortjener disse repræsentanter for menneskelig djævlebevidsthed al vor medlidenhed, ikke mindst i betragtning af deres egen karma.

Forhåbentlig kan mindesmærkerne, der minder os om det forgangne, efter en vis tid give os viden om et udviklingspanorama, hvor alt er nødvendigt og fylder os med taknemmelighed mod Forsynet.